Mie i Vietnam

NY BLOG

2008-05-04T16:10:00.004+07:00

Så blev denne blog fyldt, og jeg har været nødt til at lave en til. Håbe i alle vil følge med på den også. Jeg har prøvet at lave den så identisk som muligt, så den burde ikke være så anderledes.

Den nye blog hedder: http://www.miehansenigen.blogspot.com/

Alene med Mai

2008-05-02T11:44:00.012+07:00

Så blev det tid til, at Mai og jeg skulle være alene hjemme i huset. Lotte og hendes fætter er rejst til Saigon og Tina og hendes kæreste er rejst til Na Trang.
Weekenden gik med at få opdateret bloggen, sende Mais mor sikkert hjem og have rengøring. Det var skønt at være tilbage i Hanoi, og jeg har fundet ud af hvor meget jeg holder af det. Jeg føler mig hjemme, selvom jeg ikke og nok aldrig blive en del af det. Men jeg havde ikke troet jeg kunne savne Hanoi. Derudover har jeg fået meget mere overskud til alle de underlige mennesker man møder, så ferien har været et godt vendepunkt.
Fx bestilte Mai og jeg vand, og som der plejer kom der en mand med to vanddunke, men vi ville kun af med en denne gang, fordi vi har brug for 4 i huset. Det forstod han slet ikke og vi måtte ringe til Trang og få hjælp. Det hjalp desværre ikke så meget at hun kom, for hun havde problemer med at forstå og forklare. Men endelig klarede vi det og alle gik derfra med et smil, selvom tålmodigheden var ved at være brugt op.

Mandag startede vi på arbejde, og det blev en blød start, fordi onsdag og torsdag i ugen var helligdage og børnehaven holdt lukket. Så vi havde kun to arbejdsdage. Dog fandt vi ud af at A-klasserne skulle besøge en skole om fredagen og det kunne vi godt tænke os. Mai og jeg fik lov til at komme med min klasse, selvom vi har fri. Så vi tager en halv dag i børnehave.
Men det var dejligt at komme tilbage til alle de dejlige børn og mine lærere. Dog var Huy flyttet ned i en anden klasse og så er der kommet en ny lærer i min klasse. Jeg har glemt hvad hun hedder, men hun er også dårlig til engelsk. Jeg bryder mig ikke rigtig om hende, for hun virker rigtig nervøs, og det påvirker børn og mig, fordi vi skal færdes sammen med hende.
Børnene var elle vilde da jeg kom tilbage, og det var bare en herlig velkomst at få.
Om aftenen begav vi os op til KOTO, men uden held. Efter at have ventet 20min blev vi enige om at det nok var aflyst og vi tog hjem. Hjemme i vores mailbox lå der en besked om at det var aflyst, som vi desværre først havde modtaget samme dag og vi derfor ikke havde nået at tjekke. Men en lille aften gåtur fik vi.

Vi har spist pizza, drukket øl og drinks.
Vi har spist sushi og været i biografen. Turen i biografen var mindre kaotisk, men det var fordi manden i billetlugen havde givet os billetter med forkert tidspunkt på, og fordi vi kom så sent måtte vi sidde helt nede forrest. Lidt ondt i nakken fik vi, men det var ligesom at være med i filmen. Vi så Nim's Island.
Kørt på motorbike, efter at have ventet en halv time på bussen uden held.
Efter turen i biografen måtte vi bare have massage.

Vi har lavet hjemmelavede sæbebobler. Nu mangler vi bare nogle til at puste dem ud igennem, for det med ståltråd var ikke et hit. Og så er det børnenes tur.Vi har haft så meget overskud, at der også blev ryddet ud i køkkenet (igen). Denne gang var det kun Mai og jeg, så der blev smidt ud med stor hånd. Og køkkenet er bare blevet så pænt, og man kan ligefrem se hvad der er i skabene.Poserne med alt det frasorterede gik vi ud med en dag hvor famse, som en den gamle dame overfor os, stod ude på trappen. Vi smilede til hende og hun rakte armene frem for at tage vores skræl, lige som vi håbede på. Hun kunne mærke de var tunge og høre de gode lyde for porcelænet, så hun skyndte sig ind og hev døren for. Dog var der en lille spække som Mai og jeg kunne kigge ind gennem i ly fra gardinet på vores dør. Vi stod i mørket og betragtede hendes glade ansigtsudtryk jo mere porcelæn hun fik hevet op. Hun var lykkelig og vi var tilfredse. Det kan ikke være meget skrald der blev smidt ud efter Famse havde været igennem.

E. Første rejsebrev

2008-04-27T15:23:00.001+07:00

Nu har jeg været i Vietnam i 3 måneder, det vil sige halvdelen af tiden. Det er bare gået så ubeskriveligt hurtigt og jeg har lært så meget om mig selv, børneopdragelse, hvilke værdiger jeg sætter pris på, kultur forskelle osv. Jeg har også haft mulighed for at tage på ferie og weekend ture, som har gjort, at jeg har set andre dele af Vietnam, end kun Hanoi hvor vi bor.
Da vi rejste i slutningen af januar, var det lidt ligesom at rive et halvt år ud af kalenderen, pakke en taske og så bare sige farvel til alt i Danmark. Det var en ubeskrivelig følelse, for det var ikke rigtig gået op for mig inden jeg rejste, hvad det egentlig var jeg gjorde. Det var noget jeg bare måtte prøve, selvom jeg ikke vidste hvad jeg gik ind til.

Efter 3 måneder er det gået op for mig, at jeg føler mig hjemme hernede. Jeg har en hverdag der fungere og et hus der ligger i et område jeg kender. Efter en lang ferie glædede jeg mig til at komme tilbage til mit eget værelse og bare føle mig hjemme og vide hvor tingene er. Det havde jeg alligevel ikke troet.
Derudover føler jeg mig lidt malplaceret her i Vietnam. Selvom jeg føler det er mit hjem, føler jeg mig ikke som en del af det. Der er stadig rigtig mange ting omkring kulturen jeg ikke forstår, og ved eftertanke, tror jeg aldrig jeg komme til at forstå dem. Det er bare så anderledes en kultur, at det ikke kan lade sig gøre at forene dem. Pludselig forstår jeg hvorfor det er så svært for mange udlændinge at komme til et andet land. Lige meget hvor ihærdigt man prøver at forstå kulturen og være en del af den, bliver man det aldrig rigtig. Eller jeg kan jo ikke sige aldrig, men hvis kulturerne er for forskellige, er det jo næsten umuligt. Vi er opdraget på forskellige måder og de værdier vi har ligger så dybt i os, at de er svære at rokke ved.

Da vi landede den 27 januar i Hanoi lufthavn, blev vi overvældet af den kolde luft. Jeg havde inden afrejse forsikret mig selv om, at jeg ikke skulle fryse det næste halve år, fordi nu skulle jeg til varme Vietnam. Men nej. Tilfældigvis ramte vi ind i den koldeste vinter i 20 år, og det var skrækkeligt. Aldrig har jeg oplevet noget lignende. Der var ingen isolering eller varme i huset og vi havde kun vores smarte sommertøj i taskerne. Vores gade virkede lille, trist og ulækker og huset var stort tomt og koldt. Den dag ønskede jeg mig virkelig hjem til Danmark, mere end nogen sinde.Men efter hånden fik vi handlet ind så vi kunne klare os i kulden, vi fik set os om og fundet de vigtigste steder, og så kørte det igen. Vi har fået en hverdag til at fungere hernede og alt er i den skønneste orden.

Mine hverdage her i Vietnam er meget ensformige. Jeg bliver vækket af Tina omkring kl. 6, når hun er færdig med badet, og så er det min tur. Morgenmaden bliver nydt i selskab med Tina og Mai nede i køkkenet og inden vi begiver os af sted, når vi lige at se Lotte og ønske hende en god dag.
Vi tager bussen i børnehaven, og den går i tidsrummet 6.50 – 7.10, alt efter vejrforhold og trafik.
Kl. 7.30 møder vi så ind, skifter til uniformer og går til vores klasser. Her leger jeg enten med lego på gulvet med børnene, snakker med lærerne eller står og tager imod børnene i døren.
Omkring 7.50 rydder børnene op, tager sko på og går ned i gården, hvor vi har morgengymnastik. Efter jeg har fået min uniform står jeg altid oppe foran og prøver at huske serien så godt så muligt, så børnene kan kigge efter. Det lykkes desværre ikke hver gang.
Oppe i klassen starter vi dagen med en snak, om enten ugens tema, hvad børnene har lavet i weekenden eller noget andet der optager dem. Her plejer Hoa at være god til at oversætte, så jeg kan følge med i samtalen.
Når hovedaktiviteten starter, bliver børnene delt i to hold. Det ene hold bliver i klassen til undervisning, og der bliver jeg ret passiv. Her er formålet at børnene skal lære intensiv, og jeg bruger tiden på at observere. Nogle gange er det også de vietnamesiske studerende der må prøve sig på bedste vis, og det er interessant for mig at se. Jeg har jo ingen chance for at forstå hvad de siger, så mine observationer går på kropsbevægelser, toneleje osv. Det er en lærerig måde at observere, for det gør mig bevidst om hvor vigtigt ens kropssprog er. Det andet hold er tit ude og lege og her kan jeg være med. Dog skal de også lære nogle motoriske færdigheden nogle gange, som at kaste rigtigt, og der har jeg igen svært ved at være med, fordi det mest er børnene.
En ting der dominere min hverdag meget er, at der er så stor forskel på børn og voksne. Det er en meget tydelig at børnene er meget underdanige og gør alt hvad lærerne beder om. Og lærerne beder tit børnene om fx at smide noget papir ud for dem, eller hente en blyant til dem. Børnene får ikke rigtig lov til at være børn og lave hvad de vil. Lærerne viser hvordan de skal gøre tingene, og så efterligner børnene det så godt som de nu kan.
Lige før frokost har vi hjørne aktiviteter, og der bliver børnene tit overladt til sig selv med bestemte opgaver, mens lærerne laver alt mulig praktisk.

Til frokost har jeg gjort dem meget klart at jeg ikke kan lide at de fodre børnene, og at det umuligt kan være godt for dem. Jeg har også sagt at jeg synes det virker som en stressende situation for børnene, fordi lærerne render rundt og gør rent, flytter stole og øser op til børnene. Så nu foregår det sådan at der sidder en voksen ved hvert bord og de fodre kun de børn, hvor forældrene er meget obs på at deres bare ikke spiser eller ikke kan selv. Ved mit bord øser børnene selv op og vi kan også sidde og snakke og pjatte.. Nogle gange kommer der en lærer forbi og synes det går for langsomt, men så må jeg forklare hende at vi nok skal nå det og at børnene faktisk er ret gode til at gøre det selv. Når de første børn er færdige med at spise, tager jeg dem med ind i gymnastikrummet ved siden af og lege med lego. Det gør at dem der er tilbage får fred til at spise, men jeg kan også de ulemperne ved det. Jeg er bange for at nogle af børnene sluger maden så hurtig at de får det dårligt, bare fordi de skal nå ind og leje med lego.
Imens bliver der ryddet op i klassen, gjort rent og lagt madrasser frem. Så bliver børnene puttet, og der er børnene gode til at komme over til mig, række armene op og så ved jeg at de skal have hjælp til at tage blusen af. Jeg er også med til at lægge tæpper på børnene inden jeg går til frokost.
Jeg undgår med vilje alt det praktiske som at vaske gulv, ordne toilet, vaske op og vaske klude. Jeg synes de bruger alt for meget tid på det, men har fundet ud af at rengøring er en del af deres uddannelse. De lære f.eks. hvordan man tørre et bord rigtig af.

Kl. 11.30 spiser vi danske studerende frokost sammen med vores kontaktperson Ha og køkkenpersonalet. Det foregår ved at vi har en hospitalsbakke hver, hvor kød og grøntsager er lagt på og så fylder man selv om med ris. Suppen står på bordet, så det kan man tage hvis man lyster.
Bagefter har vi pause til kl. 14, som for det meste bruges på at sove i.

Tilbage i klassen er det tid til at rydde madrasser og tæpper væk, hvilket børnene klare med hjælp fra de voksne. Pigerne får også sat hår, hvilket jeg er super dårlig til. Jeg får lov gang på gang når pigerne komme med børste og elastikker, men deres hår er simpelthen for glat til at jeg kan strammes det så meget, at det bliver pænt uden buler. De skal jo se godt ud når forældrene henter dem.
Inden de skal have undervisning får de noget eftermiddags snack, hvor jeg hjælper til med at øse op eller dele ud. Her er det nemlig kun en portion til hver, som for det meste består af nuddelsuppe eller noget ris.

Eftermiddags undervisningen kan være klaver, dans og engelsk. Drengene har kung fu om formiddagen, men det har samme princip som eftermiddags undervisningen hvor der komme en lærer ude fra. Her er jeg tit med på en kigger. Jeg elsker kung fu og dans, for der kan man virkelig se at børnene hygger sig.
Hver mandag har min klasse engelsk hvor jeg er med som lærer. Tit forklare jeg opgaverne eller aktiviteterne på engelsk og så oversætter Ha eller Do Anh, som er de to engelsk lærere. Vi danske studerende er også meget til planlægningen af engelsktimerne, så der har vi lidt indflydelse.
Resten af eftermiddagen går med at lege, rydde op og gøre rent. Jeg prøver så godt jeg kan at hjælpe forældrene med at få kontakt til deres barn inde i klasse, men jeg er ikke altid så god til at huske forældrene eller bedsteforældrene. Normalt råber lærerne bare barnets navn når det skal hentes, men det bryder jeg mig virkelig ikke om. Jeg har fundet min egen måde, så jeg sætter mig ned ved siden af barnet, får kontakt og peger så hen på døren, så barnet kan se at det skal hjem. Det fungere super godt, og forældrene synes det er herligt.

Kl. 16.45 bliver jeg tit hentet af Tina der siger at det er tid til at gå hjem. Jeg er så dårlig til at holde øje med tiden til sidst, fordi det er tit der at jeg har tid til at snakke med Hoa og få svar på alle mine spørgsmål.
Inden vi tager bussen hjem, skifter vi til vores almindelige tøj igen.
På vej hjem fra bussen smutter vi forbi grøntsags gaden hvor vi handler ind til aftensmaden.

Omkring kl. 17.30 spiser vi så aftensmad og slutter af med frugt som dessert.
Aftnerne bruger jeg på at skrive blog, svare på mails, rydde op, lave opgaver fra seminariet eller forberede aktiviteter til børnehaven. Aftnerne går ret hurtigt, og den bliver mest brugt på vores værelser.
Mandag aften er KOTO-aften. Det består at vi tager på til West Lake og mødes med en masse unge, de to ansvarlige og andre frivilligt. Pointen med aftenen er at vi frivillige skal snakke med de unge, så de bliver bedre til engelsk og derud over laver vi sociale aktiviteter som lege.
KOTO er startet som et australsk projekt, hvor en utilpassede unge bliver hjulpet til at få en uddannelse inden for restaurations branchen. Restauranten hedder KOTO og de unge arbejder der med støtte og får derudover undervisning på et center hvor de lære om branchen og lære engelsk.
Den første tirsdag om måneden er der dansker aften på den danske ambassade, så der er vi oppe og drikke en øl og møde andre danskere i Vietnam. Smadder hyggeligt.

Alle udflugter, byture og gøremål som handling, rengøring og shopping foregår i weekenden, hvor vi har overskud. Det sidste stykke tid vi er her, har vi fri fredag, så vi faktisk har forlænget weekenden. Aftnerne er helt anderledes og der spiser vi også på restaurant. Det bliver tit til pizza, spagetti eller noget andet end ris, som vi har spist hele ugen i børnehaven.
Rengøringen har vi valgt at overlade til andre, så vi har rengøringsdame hver søndag fra 10-14. Det er bare så skønt ikke at skulle tænke på, og hun skal ikke have mere end 600.000 dong om måneden, hvilket svare til 200 dk.kr. Det er fundet for de penge.
Vi har valgt at skifte rengøringsdame, fordi vi ikke rigtig gik i spænd. Hun gad ikke rigtig arbejde søndag, som vi gerne ville have, hun havde altid ondt i hovedet når hun kom osv. Til sidst ringede hendes veninde og sagde hun ville have mere i løn eller flere dage, og så blev vi enige om at finde en ny, hvilket var ret nemt.

I løbet af den første måned i børnehaven, blev vi bedt om at lave en arbejdsplan for hele vores tid hernede, så de kunne se hvornår vi skulle have ferie. Det gav mig et godt overblik over tiden hernede og gjorde det nemmere at overskue. Derudover fik vi også snakket ferie og diskuteret os frem til hvor vi gerne ville hen, og hvad vi skulle se.
Det blev til Sa Pa, Halong Bay, Hoi An, Hue og Saigon til at starte med og derudover har jeg 3 uger inden jeg rejser hjem, til at komme rundt at se landet. Det giver et helt andet indblik i landet.
Derudover har jeg også set Vietnam sammen med mine forældre. Det har været rigtig rart at have dem på besøg, og jeg håber virkelig at min bror og Eske også kommer en tur forbi. Det er skønt at få besøg, fordi mange af tingene hernede kan ikke forklares. De skal ses. F.eks. tror jeg at mine forældre synes det lød underligt at jeg blev træt af ris og synes at menneskerne hernede kunne være ubehagelige fordi de stirre og snyder. Men nu efter de har været her, kan de udmærket forstå mig. De synes jeg var rigtig hård mod gadesælgere, men efter 3 uger hernede, var de selv blevet sådan. Det bliver rigtig dejligt at komme hjem, og vide at nogle af dem har jeg set land jeg har levet i, og kan forstå mine undren.

Jeg er sikker på at når jeg kommer hjem, finder jeg ud af at jeg har ændret mig rigtig meget. Nogle gange tænker jeg på hvordan det bliver at komme hjem, og skal til at vænne sig til en anden kultur igen. Heldigvis ligger den danske kultur dybt i mig, men tror der skal graves lidt. Jeg tror også at jeg har lært at sætte pris på mange små ting i hverdagen og har fundet ud af hvilke værdier der er vigtige for mig.
I forhold til min faglige udvikling, tror jeg også der er sket en del. Jeg har set en hel anden måde at opdrage børn på og en helt anden måde at undervise på. Jeg har via mine observationer set ting, som jeg har synes har været geniale, men desværre også ting jeg afskyer. Begge dele tror jeg er med til at styrke min bevidsthed om undervisning, sociale relationer, opdragelse osv.
Kropssproget er noget der har betydet meget for mig hernede, og jeg er blevet rigtig god til at vise hvad jeg føler og hvad jeg gerne vil sige. Jeg tror det er en stor fordel når man skal hjem og arbejde i en pædagogisk praksis.

Alt i alt har jeg lært rigtig meget om mange ting, i de 3 måneder jeg har været i Vietnam, og jeg håber det fortsætte det sidste stykke tid også. Det har været en hård proces at komme til et andet land og få et kulturchok uden lige. Jeg havde aldrig med at jeg nogen sinde ville vænne mig til deres trafik og deres stirren. Men det har jeg. Dette er mit hjem, for et halvt år, men både gode og dårlige sider.
Jeg synes det er vildt at mennesker er så omstillingsparate, at det er muligt at vænne sig til en helt anden kultur, som man oven i købet ikke forstår. Jeg synes virkelig vietnamesere er et underligt folkefærd, men jeg har lært mig selv at det er ikke alt det skal forstås, men at de selvfølgelig har en grund til at gøre som de gør. Nogle ting når jeg at finde svar på, mens andre ting bare ting, som jeg ikke forstår, men må leve med fordi jeg er i en anden kultur.Men Vietnam er et spændende land og jeg synes det er interessant at prøve at forstå, hvorfor de gør som de gør, fordi det er en del af deres kultur og værdier.

Ferie i Hoi An og Hue

2008-04-26T13:59:00.013+07:00

Lørdag den 12 april gik turen med taxa til lufthavnen, hvor vi skulle med fly til Da Nang. Vi var i god tid og til vores store forbløffelse holdt der en taxa lige ude på vejen og vi fik nemt forhandlet en rimelig pris. Det viste sig bare at denne chauffør var så træt, at han næsten sov foran rattet. Mor og jeg sad på bagsædet og kunne se ham i bakspejlet. Det var virkelig væmmeligt og far prøvede at snakke lidt med ham for at holde ham vågen, men hans engelske var ret begrænset. Hele vejen kunne vi se ham sidde enten at slå sig i hovedet eller have hovedet ude af vinduet for at få luft. Heldigvis nået vi helt frem, selvom jeg næsten tror hans øjne var lige så meget lukkede som de var åbne.

Flyveturen gik fint, men så kom næste problem. Vi havde bestilt pick up af hotellet i Hoi An, som skulle hente os i lufthavnen, men igen kom. Far kontaktede selskabet vi havde booket igennem og fik af vide at vi skulle tage en taxa på hotellets regning. Det forklarede vi taxachaufføren og vi begav os af sted. Fremme ved hotellet forklarede vi receptionisten problemet men hun nægtede at betale taxaen. Vi blev mere og mere irriteret, men fik hende til at ringe til firmaet vi havde booket igennem og fik det klaret sådan at de betalte. Endelig.Desværre var der en kæmpe kakerlak på min sengegavl, og den var for hurtig til at far kunne fange den, så jeg havde besluttet mig for at sove sammen med mor og så kunne far få mit værelse. Men tilfældigvis kom en rengøringsdame forbi, flyttede sengen slog kakerlakken bevidstløs og smed den ud af vinduet. Skønt. Fra den dag af rykkede jeg bare sengen ud fra væggen, så de ikke kunne komme op i min seng, men jeg så ikke andre. Til gengæld delte jeg værelse med en lille borebille eller noget i den stil. Den gnavede sig rundt i mit skab, så jeg til tider blev helt skør af den lyd, men jeg lærte at vænne mig til det.

Hoi An var uden lige ferieparadis. Det var bare så skønt og så havde vi vejret med os. De fleste af dagene tilbragte vi på stranden, fordi det simpelthen var for varmt at lave andet. Det var så varmt at man brændte fødderne i sandet på vej ned til vandet. Vandet var vidunderligt og der var en let brise, så man ikke lå og kogte. Skønt og flot var det.

Om eftermiddagen og aftenen var vi inde i Hoi An by, og det var helt vildt. Der var butikker og markeder overalt og fik kunne næsten ikke lade være med at shoppe igen. Aldrig har jeg været med til at købe så meget på så kort tid. Men det var skønt og vi var alle med. Mor fandt noget hele tiden som hun plejer, men far var også med til mange af indkøbene. Og så var der mig som måtte prutte med priserne til den store guldmedalje og klare det med betaling fordi jeg kender sedlerne.

Der var skrædder butikker over alt og fik vi lavet en masse fint tøj. Man blev målt den ene dag og kunne hente sit tøj den næste. Det er virkelig imponerende. Mor har også læst noget med at de skrædderfabrikkerne kører i døgndrift, så det er 3 holds skift. Vi fandt en familie der fik det syet lige i øjet hver gang. Så far fik jakke, bukser og skjorter, og mor og jeg fik nederdele, kjoler, bukser og bluser. Det var så billigt. Vi gav 15$ for en kjole og 10$ for en nederdel. Og så kunne man jo selv designe den så den blev som man gerne ville have den perfekt.Der var også skomagere i massevis. Der gik man ind og fandt den model man gerne ville have, valgte materialet og farvel plus hvilken hæl man gerne ville have på. Til sidst fik man tegnet et aftryk af sin fod og den blev mål. Og skoene var klar dagen efter. Det er da bare vild luksus.

Vi var også en smule kulturelle. Vi var rundt og se Hoi An by med den Kinesiske bro og det franske kvarter. Vi var også nede og se havnen som hører til fiskerbyen og fik os en sejltur på floden.
Mai og hendes mor var i Hoi An samtidig med os, så dem mødtes vi med den ene aften og spiste middag. Det var hyggeligt at dele oplevelserne vi havde haft.
Vi bookede også en tur sammen ud til My Son. Det ligger 50km sydvest fra Hoi An og vi blev kørt derud i bus. My Son er en del af et kongerige, som er den mest berømte helligdom. Et kæmpe område med gamle tårne og templer, der er opført i 600 tallet. Desværre blev det bombet under krigen af amerikanere, som valgte at gøre området til et sted, hvor alle resterende bomber måtte smides og der måtte skydes på alt og alle.
Vores guide på turen var ret dårlig til engelsk og vi var desværre en rigtig stor gruppe, så jeg har været nødt til at læse lidt om der i Turen går til Vietnam.
Ærligtalt var turen ikke helt i top. Vi gik rundt og så bygningerne, gik i jungle og kørte jeep.

Turen hjem skulle foregå med båd og der var også frokost inkluderet i prisen. Problemet var bare så båden måtte proppes før vi kunne være der, og maden bestod af en lille tallerken ris med dåse kød og grøntsager. Ikke lige det vi havde regnet med, så ham der havde solgt os turen, fik en lille opsang da vi kom hjem.

Så havde mine kære mor fødselsdag, men vi var af sted. Hun blev overrasket med blomster både fra far og fra hotellet. Af mig måtte fik hun med 1 million at shoppe for.

En anden ting der hørte med til dagen var, at shoppe billeder hos en maler overfor hotellet. Far var blevet gode venner med ham, og vi måtte da have nogle billeder med hjem. Vi fik alle 3 valgt nogle billeder vi kunne lide og jeg tror aldrig maleren har solgt for så meget på en gang. Vi fik endda forhandlet os frem til en god pris, og det var stadig super billigt.

Lørdag morgen begav vi os i bil med privat chauffør fra Hoi An til Hue. Det var en tur på godt 100km, og vi valgt at tage den del stop. Desværre kunne chaufføren ikke tage engelsk som lovet, men så snart vi sagde noget som lød som stop, bremsede han bilen.
Det var en super flot tur og vi havde stop ved marmor bjergene, China Beach hvor man desværre ikke måtte bade og Hai Vân passet. Derudover stoppede vi oppe i bjergene for at tage billeder og til sidst ved en fin strand hvor der var mulighed for at bade. Det var dog kun far der badede mens mor og jeg hold øje med alle dem der fangede rejer i vandet.
Den eneste forhindring vi havde på turen var, at vi løb ind i et lokalt cykelløb. Lige ved en bro blev vi guidet ind til siden af motorcykler der råbte og afspillede sirener. Det var nu meget sjovt at se, og i stedet for service vogne som man har i touren, kom der motorcykler kørende med hjul hængende på siderne.I Hue var der virkelig varmt og vi kunne næsten ikke holde ud at gå rundt. Vi valgte at tage en cykeltaxa rundt om citadellet. Mændene der cyklede os rund var meget venlige og prøvede ihærdigt at snakke engelsk med os. Vi brugte dem også som guider, da de stoppede ved forskellige seværdigheder.Bagefter gik vi os en tur inde i Citadellet hvor vi så den forbudte by. Der var mange af bygningerne der var under ombygning, men vi fik set det hele, men mig som guide dvs. oplæser af ”Turen går til Vietnam”. God bog.

Indbyggerne i Hue er rigtig glade for danskere og kalder os deres venner. Det er fordi at Danmark har været med til at investere i bryggeriet Huda. Hu = Hue og Da = Danmark.

Den sidste dag måtte mine forhandlingsevner tager i brug igen. Vi ville gerne have en sejltur på foden og det skulle være til en god pris. Det lykkedes og vi fik to kopper kaffe med i købet. Da vi er hoppet ombord på båden står der et ungt engelsk par og snakker med vores kaptajn der ikke kan en meter engelsk. Jeg går ud til dem og vi beslutter at de kan sejle sammen med os. Det passe absolut ikke vores kaptajn og den kaptajn der havde fået fat i dem. Efter lange diskussioner hopper der engelske par op på båden mens kaptajnen hiver i dem for at blive på land. Vi får forhandlet os frem og kommer endelig af sted. En rigtig hyggelig tur gennem en fisker landsby. Her kunne man se en familie ved bredden. Moren vaskede tøj, drengen badede og faren tissede i vandet – alt sammen inden for 5 meters afstand. Ulækkert.
Da vi skulle fra hotellet og til lufthavnen, kom en af sønnerne og hentede os. Hans datter fik lokket sig med, og blev pludselig placeret foran hvor far sad. Faren sagde ingen ting, og datteren stod forskræmt foran far. Heldigvis tøede hun op undervejs, da jeg fortalte far at han nok ikke skulle holde om hende, fordi det måske var det der gjorde hende bange. Far var ikke meget for at slippe hende, hvis der nu skulle ske noget, men som jeg fortalte ham så gør hun det sikkert hver dag.Sidst på turen begyndte hun at snakke til far og han var ked af han ikke forstod hende. Men så måtte jeg jo forklare at det er sådan vi har det i børnehaven, og man vænner sig til bare at smile, pege eller sige noget tilbage på dansk.

D. Institutionens pædagogik

2008-04-25T21:09:00.009+07:00

I Vietnam bruger man ikke ordet pædagog, der er profession lærer. Man kan blive uddannet på college eller universitetet. College uddannelsen tager 3 år og har indlagt praktiker, og den kan udvides med 2 år på universitetet bagefter, som weekendkursus mens man arbejder. Universitets uddannelsen tager 4 år.
Alle de ansatte i børnehaven er læreruddannede, på nær køkken og rengøringspersonale. Lederen har ud over sin universitets uddannelse taget en masteruddannelse i Educational Management.

Aktiviteterne i børnehaven er planlagt ud fra krav, som undervisningsministeriet har opstillet. For det første har de en plan de nøje skal udfylde hver uge, hvor aktiviteterne er beskrevet. For det andet er der krav om, at hver uge indeholder 7 forskellige kategorier indenfor læring. Det er sprog, matematik, bevægelse, musik, kreativitet, personlig & socialudvikling og kulturbevidsthed.
Hver uge har sit eget tema, som lærerne vælger, og aktiviteterne bliver så tilpasset dette emne. Planen skal laves ugen inde, så ledelsen kan nå at godkende den.
F.eks. kunne et tema være frø. Den uge lærere børnene så noget om frø på alle mulige måder, som f.eks. kunne være at plante frø, tegne frø, tælle frø osv. Det er nøje gennemtænkt og afviger kun temaet ved hovedaktiviteten.
Emnerne og aktiviteterne vælges af lærerne i klasserne og nogle gange er det det samme emne over hele skolen, nogen gange er det kun alle de største klasser og andre gange er det kun en klasse. Det vigtigste for dem er at få tilpasset emner og aktiviteter til netop deres klasse og de børnenes behov. Derudover observere og reflekterer lærerne også over aktiviteterne og emnet undervejs, og kan de se det slet ikke fanger børnene ændre de på det og omvendt hvis det fanger børnene kan de have det emne en uge mere.

Børnehaven lægger meget vægt på læring, og det er måske en af grundene til at det hedder en skole og de ansatte er lærere. Både forældre, ledelsen og kommende skoler sætter høje forventninger til børnene og lærerne i børnehaven. De vil have at børnene skal lære noget hver eneste dag og når forældrene henter deres børn spørger de ikke om hvordan deres barn har det, de spørger om hvad deres barn har lært i dag. Der bliver lagt meget vægt på de målbare evner, hvis man kan kalde dem det. Med det mener jeg at det er de fysiske færdigheder som læsning, regning osv. de går op i, mens de sociale og personlige ikke er så vigtigt.
De kommende skoler forventer at børnene kan sidde stille, række hånden op osv., hvilket er noget de forventer at børnehaven har lært dem.

Planen for en dag i min klasse, som er en af de største, ser sådan ud:
7.15 - 7.50 Børnene bliver afleveret og leger med klodser.
7.50 - 8.10 Morgengymnastik i gården for alle klasser.
8.10 - 8.30 Cirkelaktivitet med snak
8.30 - 9.30 Hovedaktivitet
9.30 - 10.30 Hjørneaktiviteter
10.30 - 11.30 Frokost
11.30 - 14.00 Middagslur
14.00 - 14.30 Snack
14.30 - 16.00 Valgfag
16.00 - 17.00 Børnene leger og bliver hentet
17.00 - ? De børn der ikke er blevet hentet bliver fulgt ned i en klasse, hvor de
kan blive indtil deres forældre kommer.

Cirkelaktiviteten er en lærer styret samtale som klassen har. Først tæller børnene hvor mange der er i børnehave og finder frem til dem der er fraværende. Derefter starter læreren en snak, som enten kan være omkring ugens emne, hvad de har lavet i weekenden eller noget helt andet der lige er meningsfuldt den dag. Hver eneste formiddag har de en hovedaktivitet. Her bliver klassen delt i to hold, så der er mindre at undervise. Det ene hold bliver til undervisning i klassen, mens det andet hold går ud og leger. Her lærere børnene forskellige bogstavskombinationer, at dele et antal på forskellige måder, synge en sang osv. Der er mange muligheder, og lærerne bruger rigtig meget den traditionelle gamle skole, som det var for 40år siden i Danmark. Børnene sidder ved bordene mens læreren står ved tavlen med pegepinden. Meget af undervisningen er baseret på at børnene gentager hvad læreren siger. Heldigvis blandes det med mere aktiv undervisning, hvor børnene får lov at sætte bogstaver sammen i den rigtig rækkefælge vha. papirbogstaver og de får knapper, de skal dele i bunker for at se forskellige muligheder. Inden frokost er der hjørneaktiviteter. Det går ud på at klasselokalet er delt ind i forskellige hjørner, hvor der er forskellige aktiviteter. I min klasse har vi learning area, block area, art area, book area og dramatic play area. Lærerne bestemmer hvilke hjørner der har åbent, og fortæller hvad den ugentlige aktivitet i denne uge er, for de passer til temaerne. F.eks. havde vi den ene gang om børnehaven. Der kunne man i block area bygge børnehaven af klodser, i art area kunne man tegne børnehaven osv. Det er meget struktureret og hver eneste aktivitet er overvejet. Børnene kan så vælge hvad de har lyst til, men er der for mange på et af hjørnerne må der byttes rundt. Valgfag er aktiviteter hvor der kommer en lærer udefra. Det er en lærer der er uddannet i specielt dette fag. I børnehaven har vi klaver, kung fu, dans og tegning. Derudover er der engelsk undervisning med lærere fra børnehaven en gang om ugen.
Disse fag er valgfag og det vil sige at de ikke er tvungne. Forældrene vælger hvad deres barn skal deltage og betaler så ekstra for disse fag.
De børn der ikke deltager i dagens valgfag, er i klasse sammen med lærerne. Lærerne kommunikerer meget anderledes end vi gør hjemme i Danmark. For det første tvinger lærerne tit børnene til kontakt, enten ved at hive dem hen til dem og holde fast eller ved at sætte sig helt hen til barnet og så bare vente. Jeg synes det er rigtig ubehageligt at se på, for det er virkelig at overskride barnets grænser. Hvis barnet ikke har lyst til at snakke eller at have fysisk kontakt, skal det være muligt at slippe for. Lærerne driller også børnene jævnligt og jeg har sågar set børn der er begyndt at græde fordi lærerne kørte det så langt ud. Når jeg siger det til lærerne har de meget svært ved at forstå det, fordi som de siger, vi driller ham jo bare, det er for sjov. Det er lidt ligesom om de ikke kan sætte sig ind i børnenes behov og se det fra deres perspektiv. Det er en meget disciplineret og målrettet børnehave.
Hvis lærerne mener at børnene gør noget forkert, håner de dem eller griner af dem. Det er virkelig så nedladende at jeg får helt ondt i maven når det sker. Vi har prøvet igennem vores workshop at stille nogle problemstillinger op, og give løsningsforslag. Det ene var netop det med at den rigtige måde at motivere børn på er ikke at håne og være nedladende, tværtimod er det er prøve at hjælpe dem og opmuntre dem til at prøve igen.

Forældre samarbejde er der ikke meget af, andet end at forældrene stille en masse krav til lærerne. Jeg har flere gange været undrende over at lærerne ikke har noget at skulle have sagt, for i mit hoved burde det jo være dem der viste meget om børn, når de nu har taget en uddannelse. Det er ikke ligesom hjemme i Danmark hvor forældrene kan komme og spørge pædagogerne til råds. Jeg synes det er dybt forkert at lærerne her i Vietnam ikke får lov at bruge sin viden mere end de gør.
Derudover har jeg aldrig set en forældre i klassen, med mindre der var en særlig anledning som en fest. Forældrene står altid ude på gangen og henter eller aflevere børnene. Og derudover ser du sjældent forældre og lærere snakke særlig længe af gangen. Det er ikke sådan at de taget en hyggesnak om dagen eller om barnet, det er mere kort og målrettet. Dog har de en kontaktbog som de kommunikere igennem, men det er bare ikke det samme. Og så vidt jeg har forstået, bliver bogen mest brugt til at påminde om betalinger og ikke noget om psykisk velværd.

Sa Pa

2008-04-25T15:43:00.006+07:00

Turen til Sa Pa var bestilt gennem mor og fars hotel, så vi skulle der forbi og have billetterne. Så efter at have pakket nye tasker her hos mig, tog vi en taxa ind til hotellet. Men fordi jeg jo havde mine kære forældre med, skulle det jo ikke gå smertefrit. Chaufføren kørte i den helt forkerte retning og jeg viste ham igen og igen kortet på hotellet og fortalte ham at det var inde ved Hoan Kiem søen. Han sagde selvfølgelig bare ”yes yes”. Da han langt om længe kører i den rigtige retning, tager han en smutvej gennem en ambassade indkørsel og bliver stoppet af politiet. Han må sige ud af bilen og snakke med dem, mens taxameteret tikker derudaf. Da han stikker hovedet ind i bilen for at hente sine registreringspapirer, som er gemt inde i rattet, beder jeg ham slukke taxameteret, men han forstår det ikke. Vi bliver en lille smule utålmodige da han begynder at stå og ryge med de her politibetjente, så vi beslutter os for at stige af. Men i det samme kommer han ind og vi kører videre, desværre stadig i forkert retning. Pludselig stopper han på en gade og siger det er her. Jeg ryster på hovedet og viser ham der på kortet, men han bliver ved. Vi står af, giver ham lidt penge (mindre end det taxameteret viste) og fandt en ny taxa. Heldigvis når vi det alligevel til tiden.

Vi får togbilletterne og receptionisten siger at der er en fejl på vores billetter tilbage igen. Han viser os at der står vi skal med et SP8 tog, men vi i virkeligheden skal med et SP2 tog. Han siger at han har rettet fejlen og vi får de rigtige billetter på stationen dernede, når vi bytter kuponerne til billetter. Desværre stolede vi på ham, hoppede i en taxa og kørte til stationen.
Toget var fint og rart og vi skulle sove sammen med en hollænder vi havde mødt på båden i Halong Bay. Det eneste problem ved det fine tog var, at aircondition var sat på fuld styrke, så vi frøs i løbet af natten.
Busturen fra stationen og til Sa Pa gik stille og roligt i den store bus vi havde fået. Han kørte yderst forsigtigt, så der var rig mulighed for, endnu en gang for mit vedkommende, at nyde udsigten op af bjerget. Derefter fik vi morgenmad, blev vi tjekket ind på hotellet og mødte vores guide Mee. Mine forældre så lidt skeptisk ud da den lille pige præsenterede sig som guide, men hun var vældig god til engelsk så det var jo et plus.

Første tur gik ned til landsbyerne Cat Cat og Sin Cat, hvor vi gik i bagende sol. Det var virkelig varmt, men det gjorde at vi havde en masse pauser og en masse tid til at nyde landskabet. Mee kunne svare på alle vores spørgsmål og fortalte også en masse undervejs.
Da turen gik op igen, kunne vi vælge mellem at gå eller tage en motorbike. Far tog en motorbike, da han stadig følte at han kørte tog, mens mor og jeg gik op sammen med Mee. Jeg spurgte om vi kunne tage en shortcut, som vi havde gjort sidst jeg var der, men hun vidste ikke helt om min mor kunne klare det. Jeg mente jo sagtens at hun kunne, men Mee ville gerne høre det fra min mor. Heldigvis var hun også med på det. Så vi kravlede op af skrænterne og slap for at gå af de lange snoede asfaltveje.
Om eftermiddagen var vi rund og kigge på marked og butikker. Mor fik købt en masse fine tørklæder og nogle bluser. Derefter tog vi os et lille hvil på en cafe mens vi studerede de indfødtes sælgertricks og deres forskellige dragter og hovedbeklædninger. Anden dagen stod den på trekking næsten hele dagen. Det var den samme rute som jeg gik sidst jeg var der, så jeg kunne advare mine forældre om de stejle skråninger og de små områder hvor man skulle hoppe på sten. Ligesom sidst havde man indfødte med på slæb og igen viste de sig jo at blive til nytte. Jeg klarede det meget bedre denne gang og fik også ros af damerne der fulgte os. Mor er jo halvt bornholmer, så som far siger, hopper hun jo i fjelde som en bjergged, så hun holdt fortrop hele vejen. Damen hun gik sammen med var gravid og mor var meget imponeret over at hun sådan kunne hoppe rundt og hjælpe turister. Men hun kunne se på mor hver gang hun havde brug for hjælp og stod der øjeblikkeligt. Far havde fået en ældre dame, som var en hel del mindre end ham. Det så helt komisk ud når hun støttede ham, men hun klarede det godt. Far havde også investeret i en vandrepind, som han fik meget glæde af, da han sådan skulle kravle rundt.
Da vi nåede til spise stedet fik hver af vores hjælpedamer 100.000 dong hver, og vi fik forhandlet os frem til en taske, et armbånd og en fløjte. Inden vi gik ind fik vi en lille ekstra ting, fordi vi nok havde betalt god overpris på nogle af tingene.
Efter frokosten gik vi resten af vejen til den by, hvor man gør homestay. Der skulle vi dreje væk fra byen mens dem der skulle overnatte skulle ind i byen. Desværre kunne jeg ikke vise mine forældre det hus jeg havde boet i sidst jeg var her.Hjemme på hotellet fik vi os et hurtigt bad, inden bussen samlede os op og vi blev sat af på en restaurant hvor vi skulle spise aftensmad. Det var også der vi skulle have byttet billetter, og selvfølgelig var der ikke styr på dem. Receptionisten fra hotellet i Hanoi havde ikke fået rettet dem, så der var en farlig ballade. Vi blev nødt til at tage det tog, som havde været forkert, og ikke var den luksus vi havde betalt for. Det var ikke så slemt så det jeg kørte med, men et sted midt i mellem. Bare irriterende når man har betalt for noget andet. Og denne gang fik vi en snorkende kineser som ikke kunne et klap engelsk, så det var ikke noget hit. Men vi kom igennem og landede i Hanoi tidligt om morgenen, hvorefter vi gik hjem til mig og sov et par timer, inden vi skulle pakke til næste tur som havde afgang om aftenen.

Halong Bay

2008-04-24T15:47:00.005+07:00

Tirsdag morgen på vej over mod Litteraturtemplet, hvor jeg skulle samles op af bussen til Halong Bay, bliver jeg ringet op af en forvirret dame, der siger at hendes chauffør venter på mig og han er ret utålmodig fordi han ikke kan finde mig. Jeg kigger på mit ur og forklare hende at jeg er på vej og kan se den lyserøde bus der venter på mig. Da jeg er næsten helt henne ved bussen begynder han at køre. Jeg prøver at vinke til ham, man han ser ikke noget og jeg går efter mens jeg ringet til hende damen. Jeg forklare at bussen er kørt lige foran næsen på mig, og hun siger bare at han ikke kunne vente mere. Heldigvis ser chaufføren mig, åbner døren i et kryds og jeg hopper ind. Jeg undre mig meget over tiden, men da jeg ser på uret i bussen går det 10min for hurtigt, hvilket forklare det hele meget bedre. Han mener jeg er kommet for sent og jeg selv mener jeg er kommet et par minutter før tid.
Mens jeg sidder i bussen på vej ind til mor og fars hotel ringer far bekymret og siger at bussen ikke kan finde mig. Jeg forklare det hele og siger jeg er på vej. Han samler folk op ved forskellige hoteller på vejen og da vi når ind til mor og far vinker jeg til dem. De kommer over mod bussen, men inden de når helt frem kører bussen. Jeg prøvet febrilsk at forklare guiden at han skal stoppe bussen fordi der er flere der skal med. Han siger nej og viser mig hans seddel. Jeg prøvet at fortælle ham at jeg skal sammen med mine forældre og han siger at han har styr på det og jeg ikke skal være bekymret. Typisk. Lidt efter ringer min mor og fortæller at de komme med en anden bus, og at ham på hotellet ikke ved hvorfor vi ikke kom med samme bus. Men at vi mødes nede ved båden, og min mor havde sagt til guiden at de ikke steg på nogen båd uden mig. Det værste af det hele var at jeg ikke havde det så godt og min far havde købt cola til mig, så jeg kunne klare den lange køretur. Men heldigvis klarede jeg den og mødte dem ved båden inden vi hoppede på.
For at komme ud på vores båd skulle vi sejle med en mindre båd ud til den. Først troede vi det var fordi den var for stor til at komme ind, men senere fandt vi ud af grunden.
Vi steg ombord og fik indlogeret os i nogle små hyggelige kahytter. Ikke ret store, men der var en seng og et bad.
Derefter var der frokost og så lagde vi os op på dækket på nogle solsenge i det dejlige vejr. Det var skønt, men vi begyndte at undre os over at vi sejlede i ring. Far, som altid er så nysgerrig, snusede lidt rundt og fandt ud af at der var problemer med motoren, så vi lå for anker mens de gang på gang afprøvede den.
Men endelig langt om længe kom vi af sted. Vi ved ikke helt hvor meget vi var gået glip af i dagens program, for vi kendte ikke dagens program, men noget må vi have misset.
Da vi kom et godt stykke ud, kom der en lille båd og hentede os, og sejlede os ind til en grotte. Det var en meget lille båd til så mange mennesker, men det gik. Vi fik en fin rundtur inde i grotten, men det var godt nok svært at forstå hvad guiden sagde. De er ikke særlig gode til engelsk, men lidt fik vi da ud i det. Tilbage på båden var der mulighed for at bade inden maden, men jeg holdt mig til mor oppe i solen, mens far tog sig en dukkert..
Efter aftensmaden solgte personalet perlesmykker og mor og jeg fik købt en hver. Derefter var der bare afslapning og snak med de forskellige mennesker af forskellig nationalitet. Vi snakkede med et norsk par der havde været på rundrejse i 3 måneder og var ved at tænke på at skulle tilbage.
Mor og far havde fået et frugtfad af besætningen, men vi fandt aldrig ud af hvorfor? Enten fordi de havde luksusrummet eller måske fordi der var sket den fejl med busserne. Ingen ved det, men det var skønt at sidde at nyde frugt på en båd mens solen gik ned. Dagen efter, da vi havde spist morgenmad, var der mulighed for at sejle kajak ind gennem nogle grotter. Mor og far tog sig en tur med de andre, mens jeg blev hjemme på båden. Jeg var stadig ikke på toppen, så havde ikke kræfterne. Men det havde været en flot tur, selvom mor ikke var helt tilfreds med at hun var blevet våd af at sejle. Far synes mere problemet havde været at kommunikere med mor mht. højre og venstre.

Derefter var det tid til at tjekke ud af kahytterne, inden vi nåede i land. Frokosten blev nydt på land inden vi skulle med bussen hjem igen. Vi blev alle tre sat af hjemme ved mig, hvorefter der skulle pakkes nye tasker inden vi skulle med nattoget til Sa Pa.

Nye Peter ejere

2008-04-24T11:35:00.004+07:00

Mandag morgen mødte jeg mine forældre uden foran børnehaven kl. 7.30. Jeg havde krydset fingre hele vejen, i håb om ”igen regn”, så mine forældre kunne opleve den fantastiske morgengymnastik. Og det lykkes. Det var bare skønt.
Bagefter gik vi med op i min klasse og så den og delte Peter dukker ud til alle børnene som min mormor har lavet. Børnene blev lykkelige og synes bare det var så dejligt med en gave. Da lærerne bagefter ville have børnene til at synge lidt engelske sange for os, gik det helt galt. Børnene kunne slet ikke koncentrere sig fordi de bare var så optaget af de dukker.
Tusind tak mormor, det var virkelig et hit for alle børn, og til alt helt var alle mødt ind den dag.
Inden vi gik var vi lidt nede i gården og se dem lege og jeg viste mine forældre rundt i børnehaven. I mange af klasserne blev vi pænt modtaget og inviteret ind. Vi nøjes bare med at gå ind i Tinas klasse, da det ellers kunne have taget flere timer.

Mor og far i Hanoi

2008-04-07T22:33:00.004+07:00

Så kom mine forældre til Hanoi og det er bare så hyggeligt. Jeg har taget 3 ugers ferie sammen med dem, så det kan bare ikke blive bedre.
Denne weekend har vi været i Hanoi og shoppet og de har set hvor jeg bor.
Søndag tog vi en tur til grotterne

Vi startede med to times bustur syd for Hanoi, med et enkelt stop ved en rigtig turist butik. Alle tur-busserne stoppede der med turister.
Da vi nåede frem startede vi med at se to templer. I gamle dage var Vietnam et kongerige, og de to templer vi så, var til minde om to konger, der havde levet tilbage i 1010. Det mindede om alle andre templer hernede, med en masse rum med buddaer, søer, fine haver og en masse røgelse.
Bagefter gik vi over og fik cykler udleveret, da det var en del af VIP turen. Vi skulle cykle omkring 15km igennem det smukkeste landskab. Det var bare så hyggeligt og vi fik taget en masse billeder. Det eneste problem vi havde var vores lille guide der bare hjulede af sted og glemte at han var på tur med turister der gerne ville have billeder og nyde turen. Så os 10 mennesker der var med på turen, lavede selv små stop undervejs og sørgede for alle var med og fik svingede ned af de rigtigt sideveje.
Det var så smukt og rismarkerne var helt vildt grønne. Aldrig har jeg set så flot og kraftig en grøn før på marker, det så helt uvirkeligt ud. Vi fik os også en lille overraskelse undervejs. Lige som vi skal til at dreje i et sving, kommer der en flok køer gående midt på stien hvor vi skulle køre. Især mor blev forskrækket og måtte hoppe af cyklen – lidt sjovt så det ud.
Da vi nåede til vejs ende fik vi en fantastisk frokost-buffet og noget koldt at drikke inde vi skulle en tur på vandet. Vi blev sat ned i en båd os 3, med to små damer til at ro. Der var godt med fart på og nogle gange måtte de ro med fødderne. Det så helt vildt ud.
Turen tog omkring 2 timer og vi var igennem tre forskellige grotter. Inden vi vendte om, sejlede en anden båd op på siden af os, og ville sælge forskellige drikkevare, frugter og chips. Hun mente også vi skulle købe noget til vores damer i både, hvilket min far selvfølgelig gjorde. Det endte med at de ikke gad drikke det og spurgte om vi ville have det tilbage.På turen tilbage hav en af damerne en kæmpe kasse frem og begyndte at ville sælge os duge og dækkeservietter. Rigtig bondefangeri når man sidder der i en båd og hverken kan gøre fra eller til. Men vi fandt en flot dug med tilhørende dækkeservietter til, som vi købte og de fik lidt drikkepenge inden vi hoppede af båden.En rigtig hyggelig tur, men da vi kom tilbage i bussen kunne vi godt se vi havde fået lidt for meget sol. Alle var godt røde efter en cykeltur og 2 timer på vandet. Men solen skal man jo ikke klage over.

Afsked med singaporeanerne

2008-04-07T22:20:00.003+07:00

Fredag skulle der være fest ned i børnehavens store lokale. Vi vidste ikke rigtig hvad der ventede os, andet end alle singaporeanere og vietnamesere skulle have deres nationaldragter på og at det var med mad.
Efter arbejde skiftede vi tøj og gjorde os klar til fest. Dette blev gjort inde i min klasse, da toilettet er ret mørkt fordi regeringen endnu engang ville spare på strømmen. Heldigvis gik det fint og strømmen kom omkring kl. 17, så glattejern og strygejern fik gjort deres pligt.
Ude i gården var alle samlet og løb rundt for at få taget en masse billeder både klassevis, landevis og fællesbilleder. Tror næsten vi brugte en time på at stæse frem og tilbage nede i gården og rykke stole og bænke, for at få de bedst opstillede billeder. Det var bare for vildt.Endelig skulle vi ind, men der var ligeså meget panik. Mine lærere hev mig rundt og spærrede pladser osv. Det var ret kaotisk, men til sidst tror jeg alle fik den plads de ville og jeg sad sammen med lærerne fra min klasse og Constance, som var den singaporeanske studerende i min klasse.Der blev holdt velkomst tale, sagt tak for alle de gode oplevelser og erfaringer og givet pakker og knus. Derefter var der mad. Quinh, som er lærer i min klasse fyldte min skål med forskelligt mad gang på gang, så jeg manglede ikke noget. Jeg fik ros af pedellen, som synes jeg var god til at bruge pinde – hvem skulle nogensinde have troede jeg ville lære det.

Så kom der gang i karaoke anlægget og engelsklæreren satte det i gang med en vietnamesisk sang. Alle klappede, råbte og grinte. Det var helt vildt at se dem være så meget oppe at køre over så lidt. Men det fortsatte og vi skulle også danse, så festet det blev der.
De havde en traditionel vietnamesisk dans over pinde.Klokken 20 sharp, blev der sagt farvel og alle begyndte at rydde op. Det var ikke fordi folk ikke snakkede eller hyggede sig, men bare en bombe der faldt lige pludselig og helt uden grund. Singaporeanerne sluttede af med at tegne indiske henna-tatoveringer på vores hænder, som er en traditionel måde at sige farvel på. Det lignede et tykt brunt lag af chokolade og så skulle man vaske det af efter en times tid og så ville det have farvet huden. Jeg fik en fin blomst oven på min ene hånd og et lille kort fra Constance med hendes e-mail, så vi kunne holde kontakten.

Snart besøg af mor og far

2008-04-03T20:46:00.006+07:00

Ja så er denne uge snart gået, og den har været meget anderledes med workshops. Jeg synes ikke jeg har været ret meget i min klasse, så det var herligt at være tilbage i dag. Mange af børnene havde i går spurgt lærerne om jeg var taget tilbage til Danmark og ikke kom og underviste dem mere. Måske de blev lidt forvirret over jeg kom og sagde hej og farvel først om morgenen, så om eftermiddagen og igen da jeg viste vores danske lærere rundt.
Men dejlig at være tilbage selvom jeg har været så utrolig træt efter alt det workshop pjat.

Men i morgen er det fredag og vi skal have en lille middag, fordi det er sidste dag for de studerende fra Singapore. Jeg kan ikke helt finde ud af hvad det går ud på, men det skal foregå i børnehaven kl. 17.30.
Og så er det også i morgen at mine forældre ankommer til Hanoi. Lige nu sidder de flere hundrede kilometer oppe i luften på vej over alverdens vande og lande. Det er helt underligt at tænke på at de kommer her til Vietnam, men det bliver skønt. Så har jeg 3 ugers ferie sammen med dem, hvor vi skal rund og se lidt forskelligt. Jeg regner med at de har styr på hvad de gerne vil, for jeg har jo 4 måneder i Vietnam endnu.

De har været forbi min mormor og hente en masse Petere, så der er nok til alle børnene i min klasse. Tak mormor, jeg er sikker på de bliver elle vilde.

Workshop og besøg fra Danmark

2008-04-03T20:06:00.005+07:00

I søndags fik vi vores første danske besøg her i huset. Mais mor og hendes veninde landede lørdag og kom forbi os søndag. De havde en kæmpe portion lakridser med, så nu kan vi rigtig sidde og guffe. Tak for det.
Senere søndag skulle vi hente vores danske lærere på deres hotel og på rundtur i vores huse. Vi fik snakket en masse om workshop og om vores liv hernede. Aftenen sluttede af med en middag på et flot og moderne gadekøkken.

Tirsdag var der workshop på Sao Mai, som Lotte og Thuy skulle afholde. Vi fulgtes derud med Lotte og var i meget god tid. Vi ventede og ventede og kl. 8, hvor det skulle starte, var det kun os danske studerende plus en frivillig på Sao Mai, der sad i mødelokalet. Da klokken var 20min over undersøgte vi sagen og fandt ud af at lærerne troede det først var kl. 9. Vi undrede os meget over at vores danske lærere ikke var kommet og var faktisk ret skuffet. Men lidt i 9 kom en masse lærere trissene ind i deres uniformer og lederen kom også efterfulgt af Morten og Tue. De fortalte at de havde været der siden kl. 8 men bare havde siddet på lederens kontor og snakket og drukket te.
Workshoppen gik fint, men lærerne virkede ikke så engageret. Men da Tue, som de kalder professor, rejste sig op og fortalte om boardmakers, skrev alle lærerne.Midt i workshoppen gik rektor, og kom tilbage med te og 3 kopper til hende og de to danske professorer. Nogle af lærerne og lederen snakkede også i mobil under workshoppen. Underligt.Vel overstået fik vi en fin middag i kantinen og tog derefter hjem, for at øve vores egen workshop.

Onsdag skulle vi 6 i børnehaven holde workshop og det var helt anderledes. Da vi kom ind i lokalet var der pænt stillet op og deroppe hvor vi skulle stå, var der et kæmpe skilt lavet til vores workshop hvor der stod ”danish workshop 2/4-08” og så vores to temaer som var recognition (anerkendelse) og great expectations (høje forventninger). Det var så vildt, at vi bare måtte tage billeder. Desværre regnede det, så vi kunne ikke deltage i morgengymnastikken så i stedet fulgte jeg bare Lotte rundt så hun kunne se børnehaven. 8.30 begyndte folk at komme, alle i fint tøj. Der var lærerne, rektor og vice rektor, lærere fra andre børnehaver, lærere og rektor fra collage og selvfølgelig vores danske lærere. Vi havde lidt problemer med projektoren til at starte med og dem der hjalp os fra børnehaven havde ikke fuldstændig styr på det, så vi blev lige nervøse for at diasshowet ikke virkede i et kort sekund. Meget formelt lagde vice rektor ud med en lille tale og så kom der nogle børn ind for at optræde. En fra hver a vores klasser var fremme og sige ”min lærer er ..” på engelsk og drengen fra min klasse lagde ud med også at sige hvor glade de var for os danske studerende. Imponerende at han er så dygtig til engelsk og så havde han fint jakkesæt på. Derefter fik vi en lille optræden med to engelske sange inden de gik tilbage i klasserne. Så fik lærerne fra Danmark fik gaver og rektor fra collage sagde noget. Og endelig kunne vi starte. Workshoppen forløb som den skulle, selvom vi havde en anden oversætter end vi havde regnet med. Det var en fra collage vi ikke kendte, og vi havde lidt problemer med at forstå hendes engelsk, men vi havde Thuy på sidelinien som kan både engelsk, vietnamesisk og dansk, så hun samlede op eller stoppede, hvis noget blev misforstået.
I pausen kom Hoa, læreren fra min klasse, op til mig og spurgte ind til de to små skuespil vi havde lavet. Vi ville illustrere hvordan man var anerkendende og ikke anerkendende og lagde ud med at sige at skuespillene var fiktive og overdrevet, for ikke at hænge nogle ud. Hoa spurgte hvilken klasse det ikke anerkendende stykke foregik i, fordi hun troede at rektor troede at det var fra en af klasserne. Jeg forklarede hende at det var fiktivt og at vi ikke havde set noget her i børnehaven, og at vi også startede med at sige det inden stykkerne. Men hun fik mit papir hvor det stod og gik ned og oversatte det for rektor og så var alt godt. Jeg takkede hende for det, for det kunne godt have gået galt. Og meningen var ikke at hænge nogle lærere ud. Vi sluttede vores workshop af med at lege lidt med kartoffelmel. Pointen var at vi først bare ville fortælle dem om den her kartoffelmel og vand konsistens, og derefter lade dem mærke, for at se forskellen på bare at få fortalt noget og så selv erfare det. Jeg ved ikke om de fangede den, men i hvert fald var de ret vilde med denne blanding og mange af lærerne tog det med op i klasserne for at lege med det bagefter. Faktastisk. Hele workshoppen sluttede med en tale fra professor Lars, en fra vice rektor på collage og en fra rektor i børnehaven. Derefter blev vi alle kørt i taxa til en fin restaurant hvor der var dyr og fin buffet. Herlig afslutning.
Så nu er den første og værste workshop overstået og alle er glade og fornøjet.

Studerende fra Singapore

2008-04-02T21:01:00.003+07:00

I sidste uge og denne uge har vi besøg af studerende fra Singapore. De er 20 studerende der er delt ud i klasserne, og i min klasse har vi en der hedder Constans. De har et stramt program, så de laver aktiviteter næsten hver dag. Jeg synes det har været rigtig rart, for det foregår på engelsk, og så kan jeg være med og få nye ideer. Jeg synes nemlig det har været svært at få ideer fordi det skal foregå på engelsk, og jeg har haft svært ved at oversætte forskellige sanglege. Men nu er jeg blevet inspireret. Den ene dag havde hun en dukke som forestillede en gammel dame og så fulgte der en sang med om at hun slugte en masse dyr. Dyr efter dyr blev de puttet ned i hendes mund indtil den gamle dame døde. Sørgelig historie, men børnene kunne virkelig lide den. Og jeg har hørt rygter om at børnehaven har fået foræret de her forskellige dukker, så det kunne bare være helt fantastisk. Derudover har det været rart at snakke engelsk med en anden studerende, men jeg synes deres pædagogiske måde ligner meget den vietnamesiske.

De har sågar tape områder til de forskellige lege ting og så skal børnene sidde inden for området når de leger med bestemte ting. Der er også tape linier på gulvet hvor børnene skal sidde på.

Vi har deltaget i to diskussioner, lavet af dem fra Singapore og jeg havde en lidt dårlig følelse da jeg gik derfra. Mange af deres spørgsmål til lærerne virkede som angreb, og lærerne gør alt for at please dem og svare så rigtig så muligt i stedet for at svare ærligt. Fx lød et af spørgsmålene om de troede børnene gjorde ting for at gøre dem sure. Og de tror det rigtige er at svare nej. Men hvis man tænker over det ret pædagogisk, ved vi at børn prøver grænser af og det er vel en form for at gøre os sure. De skal finde ud af hvor langt de kan gå før en voksen bliver sur, og det er helt bevidst.
Men jeg vil sige at disse diskussioner også gjorde mig en lille smule mindre nervøs, fordi oversættelsen fra engelsk til vietnamesisk ikke var helt let. Ha og den anden engelsklærer Do Anh havde fået tjansen, og de havde lidt svært ved det fine engelsk dem fra Singapore kan. Der var også mange ord som os fra Danmark ikke forstod.Men jeg tror alle parter fik noget ud af det og vi fik da tænkt vores workshop igennem igen, for at se om nogle af de ting vi sagde kunne komme til at lyde som angreb.

Uniformer

2008-04-02T20:50:00.003+07:00

Så fik vi endelig vores uniformer. De har godt nok været længe undervejs. Det er hvide dragter som går i arv fra andre studerende og fordi vi er så mange studerende i børnehaven denne gang, tror jeg ikke de vil bruge penge på det. Så de passer ikke helt og så er de desværre rigtig gennemsigtige og alt for løse.Vi har endnu ikke fået taget et ordentligt billede af os alle, men Tina og jeg fik taget et, en af dagene i vores pause.

Endnu et nyt familiemedlem

2008-03-30T10:08:00.003+07:00

Lørdag formiddag hører jeg pludselig et skrig inden fra Tina’s værelse, efterfulgt af et ”Mie kom lige”. Tina står helt ovre ved vinduet og stirre på en pose som hun beder mig løfte. Inden under ligger der et lille bitte firben, som ikke kan være ret gammelt. Den var meget langsom og sad for det meste stille, så der var gode muligheder for at billeder af hende.Hun hedder Pernille. Og for at vise hvor lille hun er, har vi sat en sko ved siden af hende.

Her til morgen kaldte Tina på Pernille, så hun har accepteret at hun bor heroppe på vores etage, og måske for det meste inden hos hende. Måske hun faktisk synes hun er ret sød.
Vi fandt dog et lille firben til ude på vores gang, som vi egentlig ikke synes ligner Pernille. Så måske det er Pernilles bror Lars?
Vi har snakket lidt om, om de lægger æg eller hvordan sådan en fødsel foregår. For det er længe siden jeg har set mine firben, så måske de er gået i hi for at føde unger?

Lego sponsorerer

2008-03-29T21:23:00.003+07:00

Inden vi tog hjemme fra Danmark, havde en af mine medstuderende kontaktet Lego og fået sponsoreret noget legetøj til børnehaven i Vietnam. Vi havde fordelt det i vores kufferter og synes egentlig vi havde meget med, men når det pludselig skal deles ud i 8 dele, blev det kun til 5 poser til hver. Men mine børn elskede det og var så taknemmelige.
Jeg havde fået lov at tage 3 drenge med ind i et rum og bygge de ting der var tegninger til, og det passede med at de kunne få en hver. Det var ret svært, men drengene var virkelig koncentrerede og jeg kunne ikke lade være med at smile, når de sad og studerede tegningerne og derefter kiggede godt efter på deres byggeri for at se om det var ens. De klarede det med glans og tog det stolt med ind i klassen.De to sidste poser blev bare puttet ned sammen med det andet lego de har og så skulle alle lege med det. Børnene klappede af mig, sagde ”thank you” og krammede mig. Specielt en dreng var jeg meget overrasket over. Bin hedder han og han er meget stille og har ikke ret meget voksenkontakt, og når han endelig har er det tit negativt. Den lille dreng kom farende over til mig, hoppede op på mit skød og gav mig et kæmpe kram. Han synes bare det var så fedt med det lego.

Ferie i Sa Pa

2008-03-23T17:31:00.020+07:00

Endelig skulle vi på ferie og målet blev Sa Pa, som ligger 333km nord vest for Hanoi. Onsdag aften blev vi hentet af en guide, der skulle følge os til toget. Vi kunne vælge mellem at tage en taxa eller gå de 10min det tager, for at komme til togstationen. Vi tog gåturen, så vi kunne få afprøvet de nye tasker. Tina, Mai, Lotte og jeg havde pakket i vores nye store rygsække, og da Orielle, som også skulle med kom hjem til os, havde hun kun en lille rygsæk med. Hun havde hørt det var varmt deroppe, og vi havde hørt det var koldt.
På togstationen blev vi givet videre til en anden mand med et flag, som ville følge os til vores togkupe. Dog stoppede han på halvvejen og sagde at vi bare skulle fortsætte for det var den sidste vogn, og at han ville gå tilbage og hente flere gæster. Vi gik og gik, og kupeerne i vores tog så ret hyggelige ud, men det var kun 4-mands, så vi måtte videre, da vi havde bestilt en 6-mands, så vi alle kunne sove sammen. Toget ved siden af var lidt mere primitivt, så vi gik optimistiske videre. Da vi når til vores vogn, er der ikke mere perron, så vi må ned på skinnerne og hive os op, for at komme ind i vognen. Vi fandt frem til vores kupe, hvor der allerede sad en New zealandsk packpacker i den ene underkøje. Kupeen var lille og snusket og vi fik bakset vores tasker ned under sædet og hevet de midterste senge op, så vi kunne side lidt. Men det blev ikke længe, for alle var trætte. Turen gik okay, men det var godt nok hårdt at ligge på de madrasser. Uret vi havde sat til at vække os, ringede ikke, så vi vågnede først da vi ankom til Lao Cai station, hvor vi skulle af. Så lettere forsovet fik vi alle vores ting med os, fandt en guide der sendte os på en bus mod Sa Pa, der ligger 1650 meter over havet. Turen op gik, efter min smag, alt for hurtigt op af de små slingrede veje og tåge og skyer gjorde ikke sigtbarheden særlig god.
Men vi kom hele til Sa Pa, hvor vi blev sat af på Summit Hotel, hvor vi skulle sove den første nat. Efter et bad og lidt morgenmad, mødtes vi med vores lokale guide Chai. En lille sød 18-årig pige, der har lært engelsk via turister. De har virkelig sprogøre deroppe, for hendes engelsk var rigtig godt. Og undervejs når man mødte folk, kopierede de nogle af de ting man sagde, og det lød præcist og klart. Deroppe er det noget helt nyt at de lære engelsk i skolen, før var det kun vietnamesisk, og så har de deres eget sprog som de lærere hjemmefra. Chai tog os med ned til to små landsbyer Cat Cat og Sin Chai. Her gjorde vi stop ved et vandfald, fik lidt at drikke og kiggede på et par små boder. Vi var også inde og se et lille hus, hvor de boede.

Varmen var begyndt at komme og turen op var rigtig hård og lang. Vi tog en genvej op af skråningerne, i stedet for at gå slalom langs de asfalterede veje. Det var hårdt og varmt, men gik en hel del hurtigere. Men da vi så nåede hjem til hotellet trængte vi også bare til lige at slappe lidt af inden frokosten.
Efter frokost havde vi tid for os selv, og vi gik rundt i Sa Pa by og kiggede på boder og butikker. Vi fik også gjort os et lille hvil på en udendørs cafe, hvor vi kunne sidde og kigge på alle damerne, fra forskellige minoriteter gå og sælge ting. Der er 5 forskellige minoriteter deroppe plus vietnameserne som mest bor i Sa Pa. De andre bor rundt om i landsbyerne, men kommer til Sa Pa for at sælge deres hjemmelavede ting. De har tasker og punge i kraftige farver, smykker, bukser, pudebetræk og lignende. Egentlig lidt kedeligt at de alle sælger det samme, i stedet for at finde på noget nyt. Damerne sagde alle ”buy something from me”. De var overalt og de skulle have meget direkte af vide at vi ikke ville købe noget, hvilket godt kunne være lidt trættende i længden.Efter aftenmaden tog vi ned i byen og fik en lille øl. Alt lyset var gået, så alle steder havde de stillet stearinlys frem. Vi havde under vores tur igennem byen udset os et sted, hvor vi skulle hen. En ældre hyggelig mand lukkede os ind og gjorde det hyggeligt for os. Han kunne ikke snakke særlig godt engelsk, så han grinede bare og sagde ”okay okay” eller ”same same” Han serverede øl og så gik han ellers udenfor og passede sit bål. I det mørke lokale kunne vi møre en kat miave, og pludselig hoppede den op på mig, så jeg fik så stort et chok at jeg bare måtte skrige. Lidt skummelt når man sidder i et mørkt lokale. Men da vi alle var trætte, gik turen hjem til sengene tidligt.

Efter morgenmaden fredag, pakkede vi en lille rygsæk til vores tur og overnatning i bjergene og mødtes med Chai uden for hotellet. Da vi gik fulgte 4 damer med os, og jeg spurgte Chai hvad de skulle. Hun fortalte at de kom fra landsbyen Lao Chai og det var der hvor vi skulle spise frokost. Så de ville følge med os dertil og så prøve at sælge os noget når vi nåede frem. Damerne spurgte ind til vores navne og nationalitet. Jeg synes de var ret irriterende til at starte med, fordi de efterabede mine lyde og ville gå meget tæt. På vej ned af bjerget, begyndte det at trække op og tordne. Alle de indfødte tog deres paraplyer frem og Chai sagde til os at vi skulle være forberedt på at der kom regn inden længe. Da vi i morges havde set hvor heftigt det kunne regne, skyndte vi os at tage vores nyindkøbte regnslag på. Og ganske rigtigt begyndte det at regne efter få minutter, men heldigvis var det ikke ret meget og kortvarigt. Resten af turen gennem Y linh Ho til Lao Chai havde vi strålende vejr. Vi gik langs rismarker i massevis.Damerne vi havde med på slæb kom også til gavn da vi skulle hoppe på sten ude i vandet. De gik nede i vandet og holdt os i hånden, og andre gange hjalp de os med ikke at glide ned af de stejle skråninger. Jeg begyndte at synes det var okay at have dem med.
Vi slap for at købe ting fra dem, men måske de ikke helt synes vi var helt søde.Frokosten blev serveret af Chai på en lille restaurant, og den bestod af sandwich med æg, bacon og grønt. Det sidste stykke af dagens tur gik over små bambusbroer, hængebroer og af små landsby stier frem til Ta Van, hvor vi skulle have vores homestay. Vi var også lige inde og se en skole, hvor få børn var i skole. Normalt går børnene kun i skole om formiddagen og så arbejder de om eftermiddagen. Men landsbyerne i bjergene har ikke alle skoler, så børnene deroppe fra kommer ned for at gå i skole og bor der så også, og tager først hjem i weekenderne. Klasseværelserne var næsten helt tomme, på nær de pulte børnene sad ved. Det hus vi skulle bo i, var slet ikke som jeg havde regnet med. Det var et stort flot træhus, som er bygget til at have turister. Disse huse var der mange af i denne landsby og man kunne se at de havde ordentlige toiletter og bad. Egentlig blev jeg lidt skuffet, for jeg havde håbet på at man skulle sidde rund et lille bål inde i huset sammen med familien. Men i stedet sad vi sammen med 6 andre turister. Til gengæld var der fantastiske sovemuligheder. Nogle rum med dobbelt senge og en sovesal med en masse madrasser. Vi valgte det sidste fordi så kunne vi alle 5 sove sammen. Sengene var så gode og med fine myggenet over. Når man sad derinde følte man sig helt som en prinsesse.
Vi fik tid til at udforske byen, men der var lidt dødt. Alle menneskerne var inde i Sa Pa og sælge deres ting, men vi gik alligevel på jagt efter nogle indfødte. Vi så ikke ret mange klædt i deres dragter.I stedet mødte vi to unge mænd, der var ved at tage pelsen af en lille død hund. Det var bare så synd, og den anden lille hund rendte forvirret rundt og ventede måske bare på at det blev hans tur. Aftensmaden blev lavet af guiderne og bedst som vi sad og ventede begyndte regnen at vælte ned. Vi har bare været så heldige på denne tur. Hver gang regnen kommer, er vi netop kommet ind et sted. Maden bestod af en masse små retter som forårsruller, oksekød, grisekød, grøntsager, ris og så en lille shot med risvin som blev serveret af ejeren af huset. Fy for pokker.Aftenen gik med snak og musik omkring Sa Pa i stuen. Ejeren af huset havde sat træbrædder op, som en slags dør, så der var godt og lunt. Sengene kaldte tidligt igen den dag, men det var også skønt at komme op under en rigtig dyne og så med fint net over sig.

Vi vågnede lørdag til en strålende solskin og fugle der pippede. Ellers var der bare stille og fredeligt. Vi sad på terrassen og ventede på morgenmaden, som bestod af pandekager med bananer og honning.

Turen i dag gik op og ned, mens solen bagte ned på os. Det var smadder hyggeligt og vi fik tid til at stå og nyde udsigten og stilheden. Der var ingen stress og jag. Den sidste del gik igennem en lille del af en bambus skov. Jeg havde glædet mig rigtig meget, men da vi kom til det synes jeg ikke det var så sjovt. Stien var mindre end en halv meter og på den ene side var der skrænt ned og på den anden skrænt op. Stien var total mudret, så vi kunne næsten ikke stå fast og gled rundt. Jeg var så bange for at ryge ned at den stejle skråning at jeg klamrede mig til bambusgrenene. Men vi kom alle hele igennem kun med mudder på skoene og lidt op af benene. For enden var et smukt vandfald hvor vi gjorde det sidste stop inden frokosten. Det var bare så smukt og vi havde udsigt over Giang Ta Chai, som var den by vi skulle spise frokost i. Inden frokosten gik vi rundt og kiggede i byen, prøvede at fotografere de indfødte. Tina og jeg var også hende ved en buffalo som stod og græssede. Først turde vi ikke rigtig, og det er så det i kan se på billedet.

Senere fik vi begge rørt den og filmet det med videokamera. Manden der ejede den, kom med græs til den og ville gerne se den lille film vi havde lavet om hans dyr. Det fik han lov til og det morede hans sig meget over.
Frokosten bestod af nudelsuppe med grøntsager og et spejlæg, inden vi skulle gå den sidste kilometer op til opsamlingsstedet. Derefter var det hjem på hotellet i bus, tage et bad, pakke taskerne, spise aftensmad og så af sted med bus ned til stationen. Vi var der 3 timer før vores tog gik, så det var bare skide irriterende, men vi klarede os, og fandt vores kupe. Den var lidt bedre end sidst og jeg slap for at sove i den øverste køje denne gang.

C. Målformulering

2008-03-23T17:26:00.005+07:00

Mine Mål

Mål: Jeg vil udvikle kommunikationen mellem mig og børnene samt lærerne i min klasse.
Metode: Jeg vil prøve, at være tydelig i min kommunikation, især mit kropssprog. Sproget er en kæmpe udfordring, og det er svært at kommunikere verbalt, derfor må jeg finde metoder til at kommunikere klart på.
Evaluering: Målet er opnået, når jeg har gjort mig gode erfaringer med at kommunikere, og når jeg har fundet metoder til at få mine beskeder klart ud på.

Mål: Jeg vil prøve at forstå den vietnamesiske kultur og deres måde at tænke på.
Metode: Jeg vil snakke med lærerne og andre vietnamesere omkring deres liv og tankegang. Jeg vil observere situationer og derefter spørge ind til deres tanker bag situationen og deres handlinger.
Evaluering: Målet er opnået, når jeg har fået et indblik i den vietnamesiske kultur og kan se tingene fra deres perspektiv. På den måde vil jeg få en bedre forståelse for, hvorfor de gør, som de gør.

Mål: Jeg vil lære børnehavens pædagogik at kende.
Metode: Jeg vil observere det daglige program og snakke med lærerne omkring deres planlægning og deres måde at være sammen med børnene på. Jeg vil finde ud af hvilke krav de arbejder under.
Evaluering: Målet er nået, når jeg kender børnehavens pædagogiske metoder

Mål: Jeg vil deltage aktivt i børnehavens hverdag.
Metode: Jeg vil starte med at observere hverdagens gang og spørge ind til den.
Evaluering: Målet er nået, når jeg så vildt muligt er en del af hverdagens rytme og kender til rutinerne i dagligdagen.

Mål: Jeg vil sætte forskellige aktiviteter i gang.
Metode: Jeg vil forberede aktiviteterne hjemme, få dem passet ind i skemaet og udføre dem med hjælp fra en lærer, som kan oversætte for børnene.
En af aktiviteterne skal være et bevægelsesforløb med nogle af drengene.
Evaluering: Målet er nået, når jeg har fået sat aktiviteter i gang, gennemført dem og efterfølgende reflekteret og evalueret på dem.

Mål: Jeg vil lære børnene og lærerne om Danmark.
Metode: Jeg vil vise et diasshow omkring mig, min familie og Danmark. Efterfølgende vil jeg have børnene til at tegne, hvad de finder mest spændende og kan huske omkring Danmark.
Evaluering: Målet er nået, når jeg har vist diasshowet og børnene har tegnet tegninger omkring Danmark.

Koto

2008-03-19T19:34:00.002+07:00

Så blev det min tur til at komme med til Koto aften. Koto er en organisation for unge, hvor de lære engelsk og om restaurant branchen samt de får arbejde på er en restaurant. Hver mandag har restauranten lukket og om aftenen bliver der så arrangeret forskellige ting af frivillige. Det er en fra Lottes arbejde der står for det, og alle er velkommende.
I mandags gik Lotte og jeg derop og der var kun 4 unge. Heldigvis kom der flere, så der endte med at blive 14. Det var skide hyggeligt og pointen er at de får snakket en masse engelsk. Så de spurgte os om en masse ting og prøvede at forklare om deres liv.
Aktiviteten i dag var forskellige lege og det gjorde vi ude ved West Lake søen, som ligger tæt ved. Det var så varmt, men vi fik leget kluddermor, katten efter musen og banke banke bøf.
Da vi skulle hjem sagde de unge pænt tak, og at de håbede at se os igen næste gang.Jeg synes virkelig det er et genialt projekt og jeg håber jeg får tid til at komme der så mange mandage som muligt. Synes det er super at der kommer frivillige og hjælper de unge med at tale en masse engelsk og lave noget socialt.

Snart ferie

2008-03-18T21:02:00.007+07:00

Så er denne arbejdesuge snart gået. Vi har kun en halv dag tilbage i morgen inden turen går til Sa Pa. Det bliver rigtig godt, men synes det er lidt ærgerligt at det falder sammen med lærernes eksame. To gange om året går lærerne til eksamen og denne gang er det ene emne at udsmykke klassen og det andet er bare et almindeligt ugeprogram, hvor min klasse har valgt temaet ”Hoa Thuy Tien” børnehave. Jeg kunne godt tænke mig at se hvordan sådan noget foregik og jeg har også været med til at lave nogle af tingene.

Denne uge har været meget bedre og jeg er blevet rigtig glad for at være i børnehaven igen. Mandag har min klasse engelsk og det var bare super hyggeligt. Den gamle engelsk lærer er kommet tilbage, så Hoa som ellers har hjulpet, slipper for engelsktimerne. Engelsklæreren er rigtig sød og rar ved børnene. Hun er ikke så streng og tager den lidt mere med ro. Det var bare så fantastisk. Der var også tid til at give drengene svingture, fordi lærerne har travlt med udsmykning, og her prøver jeg at forklare Gia Khanh at jeg ikke kan ude på gangen. Da han endelig forstod det, hev han mig bare med ind i klassen hvor der var plads.

I dag har jeg hjulpet med at lave en masse engelsk ord til en planche, hvor man kan se dagens program. Og om eftermiddagen blev jeg sammen med 10 børn sat til at bygge børnehaven af klodser. Det er rimelig svært at bygge noget sammen uden at kommunikere og jeg kan ikke kommunikere nok med dem. Hoa synes ellers jeg klarede det glimrende og grinede af mig flere gange. Dog måtte jeg hente hjælp hos hende et par gange eller flere, fordi børnene ikke helt var med på hvad der skulle foregå. Jeg fik hende også til at hjælpe mig med at få børnene med ud på gangen og kigge ned i gården, for at se hvad vi skulle lave. Vi endte med et rigtig flot resultat som både lærere og børn var glade for, og jeg fik lige Tina til at tage et billede inden jeg gik. Og der stod der selvfølgelig stadig, for børnen havde ikke fået lov til at komme i nærheden af det.Så har vi lige fået af vide at lærerne får karakterer hver måned for deres præstation. I dag havde de sådan et møde hvor alle lærerne sidder overfor rektor og vicerektor. Det er noget med at de skal udfylde nogle spørgsmål, og så er der et skema der giver dem karaktererne A, B, C og D, hvor A er det bedre. Og så er det noget med at hvis man får A’er hele året får man en gave.
Det viser sig så, at det der gør at en lærer ikke får en god karakter kan være at et barn har slået sig, at hun har lange negle, at hun er faldet i søvn mens hun skulle kigge efter børnene eller hvis lærerne snakker med andre mens de underviser børnene. Det værste af det hele er så, at hvis et barn har slået sig, så bliver læreren der havde ansvaret for barnet i øjeblikket, trukket i løn. Det er jo helt vildt.
En af lærerne, der var sammen med en dreng der flækkede øjenbrynet, mister omkring halvdelen af sin løn og skal til møde med rektor og drengens forældre som er godt sure. Så er der jo ikke noget at sige til at lærerne er så pylret og ikke tør lavet noget der er for vildt med børnene. Det er jo også grunden til at de bliver så sure på børn der slår eller er voldsomme over for andre. Jeg kan ligesom se meningen i det hele nu, men tænk at man sådan bremser børnenes normale udvikling.

For resten er jeg blevet bekræftet i at vi har flere firben end bare Pelle og Conni som bor nede i køkkenet. I søndags da vi kom hjem efter at have spist aftensmad, kunne jeg høre en mærkelig lyd på mit værelse igen. Det lød som et marsvin, denne gang bare meget tæt på mig. Da jeg rykkede mit skrivebord ud fra væggen, sad der tre firben og stirrede på mig. Jeg skyndte mig at råbe efter Mai og hendes kamera, men inden hun kom, var de for længst pilet hen over mine vægge og ned bag skabet. Desværre. Men jeg fik lov til at låne hendes kamera og senere fandt jeg da også en lille forskræmt en bag min seng, som jeg tog et lille billede af. Hun er meget lille og jeg kalder hende Sussi. De to andre er blevet døbt Brian og Anton.Tina har bedt mig holde dem inde hos mig selv, men ved ikke helt om jeg selv er herre over det. Men synes nu alligevel også 3 er lige rigeligt på mit lille værelse.

En lang og skøn weekend

2008-03-16T15:54:00.009+07:00

Vores weekend er blevet brugt på at shoppe. Fredag tog vi ind til Hoan Kiem søen og bestilte en forlænget weekend til Sa Pa. Vi rejser allerede onsdag aften og har så 3 dage i Sa Pa og 4 overnatninger. Jeg glæder mig helt vildt, for det er første gang vi skal væk fra Hanoi. Jeg tror det bliver meget anderledes, og billederne vi har set deroppe fra er af den skønneste natur. Det bliver godt. Efter at have bestilt rejsen gik vi lidt rundt i de små gader og kiggede på butikker. Det er bare så hyggeligt bare at rende rundt og shoppe og jeg fik købt et fint stof billede til mig væg og en pæn bluse.
Om aftenen tog vi ind til det de kalder Hanois store marked. Hoa havde vist mig hvor det var på kortet og Tina og jeg fandt en bus der kørte derop. Vi kom til at stå af lidt for sent, så vi kom over en bro hvor man ikke kunne gå på. Så vi måtte finde en bus tilbage igen, men det gik heldigvis let og vi har jo vores buskort.
Markedet fandt vi hurtigt, men vi kunne ikke finde en restaurant at spise på, så vi blev enige om at finde noget på vejen. Først mad stop var foran en kebab mand, og det måtte vi jo prøve. Dejligt smagte det, men vi frygtede for vores maver. Længere henne fandt vi en bod med forskelligt mad, og der skulle vi da prøve lidt af det hele. Små pizzaer, pølsehorn, toast og sandwich. Markedet var ikke ret stort i forhold til at det skulle være Hanois største, men der var mange ting at kigge på. Jeg fik ikke rigtig købt noget, men kiggede og prøvede forskellige ting. Da vi kom til enden af markedet, stod vi ved Hoan Kiem søen. Det havde slet ikke været nødvendigt med alt det besvær med at finde det, for vi havde været på det en af de første dage vi var i Hanoi. Lidt sjovt, men vi fik da en lille tur ud af det og fik set andre dele af Hanoi.
Turen hjem omkring midnat gik til fods, fordi busserne ikke kører så sent, desværre. Min fod havde det absolut ikke godt til sidst.

Inden jeg skulle sove, lå jeg og læste og kunne pludselig skimte en hale ud af øjenkrogen. Det viste sig at være en firben der sad på væggen lige ved siden af min seng. Egentlig synes jeg det var okay, men jeg bankede lidt på væggen, så den kravlede lidt længere ned, så jeg ikke skulle komme til at røre den. Da lyset var slukket kunne jeg høre lyde og pludselig faldt mit billede ned som jeg har hængt op med tape. Og derefter kom der marsvine lyde ovre fra mit vindue. Tror det lille firben har hygget sig gevaldigt, men jeg var heldigvis så træt at jeg sov fra det.
Min kære mor har spurgt om vi ikke skal have dem fjernet, men det tror jeg ikke bliver så nemt. Og så vidt vi kan fornemme er der vist flere firben en Conny og Pelle. Men på den anden side er vi blevet enige om at hvis vi har en hær af firben, så bliver edderkopperne måske væk. Hvis i vil se hvordan sådan en edderkop ser ud, så kig på Tina A’s blog. Den er virkelig kæmpe.

Lørdag tog vi ind til Hoan Kiem søen for at købe store rygsække, nu når vi skal på tur i næste weekend. Vi ville rigtig have købt dem på markedet, men der var ingen.
Efter en masse ”prutteri” og vekslen mellem to forskellige butikker ved siden af hinanden, fik vi alle 4 en rygsæk som opfyldte vores behov. På vejen hjem handlede vi ind i supermarkedet og taskerne blev taget i brug for første gang, men alle vores vare. Om eftermiddagen tog vi bussen til et stort center – Vincom centeret hvor vi shoppede lidt mere. Det er helt vildt som vi har shoppet i denne weekend. Jeg fik taget mit støtte bind på og tapet min lilletå ind, i håb om at jeg kunne klare resten af dagen. Aftensmaden blev indtaget på en fin sushi restaurant. Tina og Mai er vilde med det og Lotte og jeg havde lovet at vi ville prøve det hernede. Anine havde anbefalet restauranten og den var meget fin. Vi sad på en række og foran os kørte alle mulige forskellige små retter med sushi. Så havde tallerknerne farver og hver farve havde en pris. Vi bestilte alt mulig forskelligt, så vi smagte mest muligt. Jeg blev overrasket over jeg kunne lide det, men det smager slet ikke af fisk overhoved. Det der var sværest at vænne sig til var tang og ingefær, men det tog ikke lang tid for mig. Jeg synes det var fantastisk og det er ikke sidste gang jeg gør det. Og vi betalte kun 50dk.kr hver, hvilket er ret billigt, fordi de andre fortalte at hjemme betaler man omkring 250kr for at blive mæt.Som afslutning på en dejlig dag, tog vi ind og fik en lille øl og nogle drinks. Vi måtte dog tage taxa hjem fordi jeg haltede og Mai skulle gå hendes nye sko til

Møg uge

2008-03-15T10:01:00.003+07:00

Jeg synes denne uge har været ret svær at komme igennem. Heldigvis var vi på institutionsbesøg mandag og havde fri fredag, men de andre tre dage har været hårde. Lærerne i min klasse har ikke rigtig snakket til mig, så jeg har ikke anet hvad der er foregået. Jeg har ikke haft overskuddet til at spørge i denne uge, så er bare fulgt med. Det er ikke fordi jeg plejer at have de dybe samtaler med mine lærere, men de har været gode til lige at sætte et eller to ord på hvad der sker. Men ikke i denne uge.
Jeg har reflekteret over hvorfor det har været sådan og har fundet nogle forskellige grunde.
For det første skal lærerne til eksamen her i næste uge, hvor det handler om at dekorere klasseværelset. De går meget op i det og dem der ikke underviser sidder og laver kreative ting til at hænge op. Mange af de ting de allerede har, bliver lavet om og gjort pænere. Jeg blev også spurgt om jeg ville hjælpe, hvor jeg tøvede længe inden jeg sagde ja. De er nemlig meget perfektionistiske og det endte da også med at hun sad og rettede på det og grinede af det jeg havde lavet sammen med de andre lærere. Men det var jo hende selv der insisterede.
For det andet har jeg lagt mærke til at Hoa snakker vietnamesisk til mig, og det er kun hvis hun får kigget på mit ansigtsudtryk at hun kommer i tanke om at jeg ikke forstår det. Hun er blevet for vant til at jeg er her, og glemmer at jeg faktisk ikke fatter en meter af hvad der foregår. Derudover har hun også spurgt om jeg ville hjælpe med at skrive noget på en planche på vietnamesisk. Jeg måtte forklare hende at jeg ikke kunne, for vidste jo ikke om jeg stavede det rigtigt, for det jeg skulle skrive af efter var udtværet skråskrift med blyant. Og jeg ved hvis jeg ikke skrev det rigtige, skulle vi starte helt forfra.
For det tredje tror jeg de synes at jeg har nogle underlige holdninger og værdier. Jeg vægter ikke de samme ting højt som dem, og er da også blevet mere modig hvad mine værdier angår. Fx sad jeg ved siden af en dreng til eftermiddagsmaden som var ved at kløjs i den tykke suppe de fik. De store kødstykker kunne han virkelig ikke lide, så jeg hentede en tallerken hvor han kunne spytte dem ud på. Han sad længe med den og da han ikke havde ret meget tilbage, kiggede han på mig med store hundeøjne, viste mig skålen mens han lavede en grimasse og rystede på hovedet. Jeg kunne ikke stå for det så jeg smed resten ud. Ved ikke om lærerne så det, men synes ikke det kan være rigtigt at et barn skal tvinges. Jeg har også overværet spise situationer hvor Hoa har snakket med barnet og derefter smidt maden ud. Det synes jeg virkelig er dejligt at se.
Men heldigvis er børnene skønne som altid, så det har hjulpet på det.

Vores arbejdesuge sluttede allerede torsdag, så det var dejligt allerede at have weekend. Men for mit vedkommende sluttede den dårlige uge ikke her.
Efter at vi havde været ude og spise torsdag aften, kom vi hjem og Conny sad fremme så vi skulle da have et billede af hende. Jeg tager mit kamera op og til min skræk opdager jeg at det er gået i stykker. Skærmen har fået et slag, så den er gået i stykker. LORT. Jeg forstår ikke hvordan det er gået til, for jeg har gået med det i min pung i hånden, og det virkede da vi sad på restauranten. Det er virkelig noget møg og jeg blev så irriteret på mig selv at jeg måtte op og ringe til min far og bede om at de når de kommer om 14 dage, må tage et nyt med til mig. Jeg kan simpelthen ikke undvære et kamera hernede. Ikke nok med det, så kom jeg til at knalde min fod ind i mit senge ben, så min stakkels lilletå fik et ordentligt knald. Den dunker helt vildt og er øm, så er lidt spændt på hvornår det går i sig igen.
Så alt i alt har det bare været en rigtig dum uge, som jeg egentlig helst bare ville trække ud af kalenderen. Men det er jo meget normalt at have sine dårlige dage, og jeg har så haft mine her.
Heldigvis har vi en god lang weekend så jeg er ved godt mod.

Kæledyr

2008-03-12T21:45:00.004+07:00

Så har vi fået to nye medlemmer af huset. Pelle og Conny. Det er to små firben som bor nede i vores køkken bag vores skabe. Vi har set dem løbe rundt og i morges var Conny kommet frem fra sit skjul.Navnene fik de i går, da vi under morgenmaden kom til at snakke om den. Pelle blev opkaldt først, af mig og Mai, mens Tina fandt på Conny. Det passer os ikke helt, fordi vi mener Conny er sådan et rigtig dranker navn, så nu er det altså blevet til at hun drikker for meget. I dag var Pelle flyttet ind hos Mai, så måske han har fået nok at Connys drikkeri?
Desværre er de ikke lige de nemmeste dyr at fotografere, men måske det komme en dag. I må tænke jer til deres udseene i denne omgang ;)

Nu kom Conny frem fra sit skjul, og vi fik da lige et lille billede af hende, uden hun tabte halen.

Besøg hos to private børnehaver

2008-03-11T21:02:00.010+07:00

I går var vi ude og besøge to private børnehaver i Hanoi. Den første Le Quy Don og er kun et år gammel. Vi blev hentet i deres lille private bus og kørt til børnehaven hvor vi blev mødt af 500 børn der lavede morgengymnastik i gården. Den mindede på mange punkter den børnehave vi arbejde i hernede, men lærerne var også en del skrappere og mindre pædagogiske.
Tina og jeg kom i en klasse hvor børnene var 4-5år og vi startede med at høre deres navne og synge en sang. Derefter bad vi læreren om bare at gøre hvad hun havde planlagt, så vi bare kunne observere. Der var meget disciplin og hun råbte en hel del af børnene. Jeg troede først at det var fordi hun var alene, men hun råbte og skældte ligeså meget ud da der kom en for at hjælpe hende.
Selve børnehaven og dens indretning kan jeg rigtig godt lide, for det er ligesom om der er mere plads, fordi de har lavet små kroge der kan leges i.

Dog er der et kæmpe minus, for der er to klasser op af hinanden og der er ingen dør imellem. Plus at der kun er toiletter i det ene rum, så når dem fra den anden klasse skal tisse skal de igennem det første rum.

Børnene var ret interesseret i Tina og jeg, fordi vi var hvide og anderledes. Når vi satte os ned kom de over og rørte ved os. Jeg fik mig også en lille ven, som synes mit krøllede hår var helt fantastiskt.

Vi havde en interessant formiddag og som afslutning i klasserne så vi spisesituationen. Den var frygtelig og jeg tror måske at den har set sådan ud i den børnehave vi arbejder i, inden der kom danske studerende. Filmede det så man kan forestille sig det bedre, for lærerne kigger slet ikke på børnene. De fokuserer på deres skåle og fylder så ellers mad i munden på dem, trods de allerede er fulde eller de laver opkast bevægelser. På det klip jeg har taget farer lærerne rundt og det gør at der lige efter hinanden er to lærere der fodre de samme to drenge.

Inden vi forlod børnehaven fik vi et overdådigt måltid med friske forårsruller vi selv skulle lave, stegte forårsruller, grøntsager, pomfritter og så en lille cognac til at skåle i. Føj hvor den smagte, men maden var alle tiders.
Efter at have fået en lille middagslur hjemme i vores egen børnehave blev vi hentet af manden og datteren af hende der ejede den anden børnehave. Børnehaven hedder Linh Linh og rummer kun 50 børn. Det mindede meget om en dansk børnehave, fordi den var mere hyggelig og hjemlig indrettet. På 1. sal var alle de små børn,som er mellem 1-3 år, sammen med 6 lærere. Vi fik lov at komme ind på stuen, som ikke var ret stor hvor vi satte os ned. Pludselig begyndte de alle at græde. Jeg ved ikke om det var fordi vi tog billeder eller fordi vi bare så anderledes ud, men skrækkeligt var det. De hylede og hyldede og vi måtte gå ud. Vi gik ud i rummer ved siden af og så stod børnene i døren og sagde bye med tårer i øjnene. Nogle af dem kom da også frem fra deres skjul og de var ret interesseret i kameraerne. Ude på altanen var der to svømmebassiner som blev brugt om sommeren. Virkelig fornemt. På 2.sal var de ældre børn, som er mellem 4-6år. De var lidt mere glade for at se os. De legede i forskellige områder. Der var klodser, lægehus, købmand osv. Det var virkelig hyggeligt og man følte sig helt hjemme. Nogle af børnene var lidt specielle og vi fik af vide at der var noget galt med deres hjerne. Jeg spurgte om det var derfor de gik i privat børnehave og det kunne være en af grundene. Men der er åbenbart mange grunde hernede til at gå i privat børnehave. Der var også noget med de børn der kommer fra landet ikke har et bevis på at de bor i byen og derfor ikke kan gå i statsejede børnehaver, selvom forældrene arbejder i byen. De kan også gå i private børnehaver. Stemningen var afslappet og børneagtig, men jeg kunne godt mærke på Ha, at hun synes der manglede ro og disciplin.
Inden de skulle spise eftermiddagsmad sad de på stole i en hestesko og sang og sagde remser, mens de i hold gik ud og vaskede hænder. De hyggede sig virkelig og det var næsten ligesom at være i Danmark.
Da vi var på vej hjem var vi lidt i deres lille gård, hvor børnene samledes til afhentning. Der var hyggeligt men småt, så det var meget anderledes. Men afhentningen gik smertefrit og nogle af børnene var henne og sige farvel.Det var virkelig en rar oplevelse at se sådan en lille børnehave med helt andre værdier.

Weekend med besøg hos en familie

2008-03-09T17:18:00.007+07:00

Ja så er der gået endnu en weekend. Det går virkelig stærkt. Men de næste par uger har vi fredag fri, så det bliver dejligt med lange weekender.
Lørdag startede vi med en lækker brunch på en cafe tæt på os.

Derefter tog vi ind til byen og shoppe lidt og kigge på priser i forhold til vores tur til Sa Pa. Vi har taget en forlænget weekend, så vi allerede har weekend onsdag den 19 marts kl. 12. Så vil vi tage nattoget til Sa Pa og være der i 3 dage og så toget hjem igen. Vi pruttede rigtig med priserne og fik et par stykker til at gå næsten 20US$ ned. Det er virkelig underligt at man også kan de på fine kontorer hvor det er sammenpakkede rejser du bestiller. Men jeg tror vi fandt det sted vi gerne ville rejse med og fik ham ned på en ordentlig pris. Vi skal så bare komme tilbage i næste weekend og bestille.På vej hjem fik vi handlet og fandt en bus der kørte hjem inde fra byen. Det er bare så smart at have det buskort. Da vi kom ind på vores vej, kom der børn fra gaden rendende efter os og råbte hello og hev i os. De holdt os i hånden og gik og grinede hele vejen ned til vores hoveddør. De var bare så søde og da vi lukkede døren stak de hænderne ind får at sige farvel en sidste gang. Det er skønt.
I dag har jeg været på besøg hos Lan Quynh’s familie, som er en pige fra min klasse. Jeg var ret spændt på hvad det var jeg havde sagt ja til, men fandt en buket blomster og tog bussen ud til børnehaven, hvorefter jeg ringede og sagde jeg var ankommet. Manden og Lan Quynh kom og hentede mig på motorbike og vi kørte af sted. Da vi var nået et godt stykke stoppede han motorbiken og gav mig en hjelm og sagde ”sorry”. Jeg var ret glad for at jeg fik den på, for lidt efter drejede vi ud på en stor vej og så fik den bare gas.
Deres hus ligner lidt vores med en gang hvor der er ”sofa arrangement”, et køkken og 3 etager med to værelser og et toilet på hver. Jeg blev placeret i stuen mens de andre rumsterede i køkkenet. Lidt efter kom Lan Quynh og tog mig i hånden og førte mig ovenpå. Der så jeg hendes værelse som havde et skrivebord, to kasser legetøj og et kæmpe reolsystem med bøger. Vi læste en masse engelske bøger og hun kunne snakke en hel del med mig. Hun var også rigtig god til mange engelske ord. Da vi var nået alle bøgerne igennem fandt hun hendes mors engelsk bog og pegede på billeder. Moren kom op til os og sad og snakkede.
Maden blev serveret i køkkenet og der var en anden mand og dame på besøg. Jeg fandt ud af at hun var morens kollega og han var farens ven og de prøvede at parre dem sammen, men det var kun deres første møde. Hun talte forholdsvis godt engelsk ligesom moren, men de to mænd var ikke særlig gode. De spurgte om jeg kunne klare at spise med skål og pinde og jeg sagde at det kunne jeg. Faren var dog ikke helt sikker, så han lagde ske og gaffel parat til mig. Heldigvis fik jeg ikke brugt dem. Maden var rigtig god. Jeg spiste nudler, grøntsager og forårsruller. Jeg smagte også et stykke kylling, og de sagde at jeg bare kunne bruge fingerene og lægge benene over på en anden tallerken. Jeg smagte også noget salat med salt/lemon dressing og noget kød. Til dessert var der tørret frugt og melon.
Vi sad og snakkede om alt muligt forskelligt og samtalen kørte rimelig godt. På nær da faren skulle snakke om dansk fodbold, der kunne jeg ikke følge med. Han missundede mig for vores fodbold hold og kendte Michael Laudrup. Vi snakkede også om kulturforskelle og de synes det var ret sjovt at jeg også skubbede i busserne nu.
Efter maden drak vi te i stuen. Vi kom til at snakke om noget bestemt mad, og jeg hev mit kamera frem for at vide dem, hvad det var jeg mente. Faren faldt straks for det og ville tage billeder af mig og kollegaen. Og bagefter af mig og ham osv. Han kunne desværre ikke få dem over på sin computer, så jeg har valgt at fremkalde dem til dem og så får de dem tirsdag i børnehaven. Så har de et evigt minde om mig. De inviterede mine forældre hjem til dem, hvis de havde tid når de kom på besøg og spurgte om jeg også ville med dem ud og se deres landsby til sommer. Så det er bare super fedt og jeg har sagt ja til det hele. De er bare så søde og venlige. Jeg fik også Lan’s mail adresse for så kunne vi skrives ved når jeg tog tilbage til Danmark.
Da jeg skulle hjem igen, kørte faren mig til børnehaven igen, hvor jeg kunne tage bussen fra. En rigtig hyggeligt dag, og det er helt sikkert ikke sidste gang.

Womens day – endnu en vild tradition

2008-03-08T00:30:00.006+07:00

Emnet i denne uge i børnehaven har været Womens day. Ligesom alt andet skal vietnameserne fejre denne dag med gaver osv. Drengene i klassen har trukket en pige, som de så skal lave en gave til og alle mødre og bedstemødre er inviteret til at fejre dagen fredag eftermiddag.
Børnene i min klasse har øvet forskellige ting, som skulle vises fredag til festen. Drengene har lavet en kung fu serie og pigerne en danse serie. Derudover har de lært en sang og et digt om mødre.

Onsdag blev vi inviteret ud at spise af rektor. Alt personalet skulle på restaurant i frokostpausen torsdag, mens praktikanterne passede de sovende børn. Vi havde købt chokolade til rektor og vicerektor og givet dem om morgenen, for at sige tak for invitationen. Det var meget morsomt at give dem det, for de kan ikke engelsk. Men det blev bare et kort besøg og de fik gaven.
Vi gik hen til restauranter og alle var fint klædt på. Vi havde 5 borde og Mai og jeg blev enige om at vi gerne ville sidde sammen med nogle af lærerne og det endte med at vi sad som de eneste to danskere ved vores bord, men alle de andre danskere var samlet. Det første læreren overfor mig sagde var, ”I don’t speak very good english” og det var så det. Heldigvis var Mais lærer også i vores ende og hun forklarede os lidt.
Mændene skulle holde taler for kvinderne, og Rasmus måtte også ud i det. Det blev dog på engelsk med Ha som oversætter.
Inden vi skulle spise skulle vi have gaver. Det foregik sådan at man trak et nummer fra en boks og fik så en pose med en gave med tilsvarende nummer. Lærerinderne var ellevilde og råbte og skreg som teenagepiger der ser en rockstjerne. Det var helt vildt og fik da også en lille film af dem kaste sig over boksen med numrene mens de skriger og fniser.

I dag fredag tog Mai og jeg alene i børnehave, fordi de andre havde fri. Vi var spændt på hvordan dagen ville løbe af stablen, og spændt på hvordan lærerne ville tage vores chokolader. Det er vist ikke normalt at købe chokolade hernede, men skrev bare i kortene at det var en dansk tradition.
Mine lærere blev meget glade for dem, og jeg havde også skrevet kort om at jeg var glad for at være i deres klasse og at de var så søde ved mig. Jeg fik en lille hårbøjle med en sløjfe tilbage og et sødt kort. Ikke helt min stil, men Hoa hev straks min elastik og mit spænde ud af mit hår og satte den i. Så den har jeg haft på til fest i dag.

Klasseværelset blev pyntet op, overflødige møbler blev flyttet i gymnastikrummet og alle tingene blev øvet igennem. Selv det med at klappe på rette tidspunkter og sætte sig ned og stoppe med at klappe når læreren rakte hånden op. Binde galt, men børnene er lærenemme.
Kl. 15.30 kom der mødre og bedstemødre og deltog i festen. Børnene klarede opvisningen formidabelt og jeg var blevet udnævnt til fotograf. På nær da jeg skulle ned og synge ”I love my family” sammen med børnene, som er en af de sange de har lært i engelsk.

Forældre og børn kom med blomster, gaver, kort osv. Det er helt vildt og deres buketter ser virkelig overvældende ud. Hele klassen, for ikke at sige hele børnehaven, var fyldt og vi danske studerende var der bestemt også tænkt på. Det var virkelig imponerende. Tina, Mai og jeg samlede vores gaver i køkkenet da vi kom hjem, for at tage et billede.
I denne uge har vi også haft besøg af 3 danske piger fra Odense socialpædagogiske seminarium, som er på studietur hernede og skal rundt os se institutioner. Det var måske ikke de bedste dage at komme på, men så kan de se hvordan de virkelig fester på særlige mærkedage.

Det har også gjort at vi har fået en aftale om at komme med ud og se to andre børnehaver på mandag, så det glæder jeg mig rigtig meget til.

B. Institutionsbeskrivelse

2008-03-07T22:07:00.008+07:00

Hoa Thuy Tien børnehave åbnede i februar 2001 og er for middelklassens børn i Hanoi. Børnehaven ligger i udkanten af Hanoi, i et pænere kvarter, på en lang vej, hvor der også ligger andre uddannelsesinstitutioner som f.eks. lærer/pædagog seminariet. Børnehaven består af en vinkelformet bygning med 2 etager og en gård i midten.

Bygningen består af udendørs gange, hvor børnene har skohylder og skabe og der er vinduer og døre ind til klasselokalerne, som næsten altid står åbne.

Børnehaven rummer omkring 350 børn fordelt i 11 klasser. I en klasse er der 30-40 børn og 2-3 lærer. Der er 3 C-klasser som er for de 3-4årige, 4 B-klasser som er for de 4-5årige og 4 A-klasser som er for de 5-6årige.
Personalet består af 30 lærer, som er fordelt i klasserne, 4 vikarer, 6 ansatte i køkkenet, en doktor, en pedel og som ledelse en rektor og en viceinspektør. Derudover har de forskellige professionelle undervisere, en slags timelærere, til fag som dans, kung fu, klaver, tegning osv. Disse fag er et tilbud og vælger forældrene fagene, er det imod ekstra betaling.

Børnehaven er statslig, men har også forældre betaling. Staten betaler undervisningsmaterialer, legetøj og inventar i børnehaven og derudover bliver nogle få lærere betalt af staten. Det er de lærere, der efter 3år i børnehaven har bestået en eksame. Resten af lærerne bliver betalt af børnehaven, hvilket afhænger af forældrebetalingen. Alle lærerne er uddannet enten på college eller universitetet, og den største forskel på at blive betalt af børnehaven eller staten er, at hvis staten betaler en lærer, får hun pension når hun stopper, det gør hun ikke, hvis hun er betalt af børnehaven. Derudover stiger alle lærerne i løn, jo længere tid de har arbejdet, fordi de får mere erfaring og på den måde bliver dygtigere.

Forældrebetalingen lige nu, for at have et barn i denne børnehave, er mellem 10-20 US$ om måneden, alt efter hvilket klassetrin. Derudover betales der ca. 14 US$ om måneden, som går til maden og det er ens for alle børn. Der er snak om at den månedlige betaling skal diskuteres personale og forældre imellem og måske sættes op, fordi børnehaven er af så høj kvalitet.

Der er 11 klasselokaler, et gymnastiklokale, en hal, et musiklokale, nogle små biblioteker og et computerlokale. Derudover er der kontorer, mødelokaler, spisesal og køkken. Nede i gården er der forskellige legeting og der er pyntet med farverige flag. På jorden er der malet hvide pletter, som bliver brugt til børnenes placering til morgengymnastikken.

Børnehaver er en del af uddannelsessystemet her i Vietnam og derfor går de fleste børn i børnehave. Lærerne følger planer og regler, som er udskrevet af uddannelsesministeriet, som udvikler børn bedst muligt. De har f.eks. en ugeplan, der er lavet af ministeriet, som lærerne i klasserne selv udfylder med temaer og aktiviteter. Hver eneste uge skal indehold 6-7 forskellige kategorier indenfor læring. Det er sprog, matematik, bevægelse, musik, kreativitet, personlig & socialudvikling og kulturbevidsthed.

Børnehaven har to overordnede mål. For det første at passe på børnene og sørge for at de kan få en god uddannelse, forbliver raske, udvikler sig og blive selvstændige. For det andet er det at uddanne studerende vha. praktik i børnehaven, så de kan uddanne så kompetente lærere som muligt.
Børnehaven har et godt samarbejde med colleget ved siden af og mange af tingene i børnehaven er besluttet af Collegets headmaster, fordi han ved, hvad der er bedst for børn.

En dag i børnehaven starter kl. 7.30, hvor lærerne tager imod børnene. Klokken 8 samles alle klasserne i gården, hvis vejret er til det, og laver morgengymnastik. Klasserne går hver til sit og laver dagens aktiviter. Frokosten bliver serveret omkring kl. 10.30 og derefter får børnene en middagslur på omkring 2 timer.
Når de står op er der eftermiddagsmad og efterfølgende tilvalgsfag. I min klasse er der engelsk mandag, tegning tirsdag (som er obligatorisk og foregår i klasse med lærerne), klaver onsdag og kung fu for drengene og dans for pigerne torsdag. De børn der ikke har tilvalgsfag bliver i klassen sammen med lærerne.Børnene bliver hentet mellem 16-17 og klasserne bliver vasket af og lukket. De børn der endnu ikke er blevet hentet samles i en klasse, hvor de så tilbringer tiden, indtil de bliver hentet. Dette bliver gjort med en ide om, at det er vigtigt at forældrene arbejder og så skal lærerne nok tage sig af børnene, som de er uddannet til.

Weekenden

2008-03-02T21:05:00.007+07:00

Endnu en dejlig weekend med sol er overstået, men den er virkelig gået hurtigt. Fredag var vi ude og spise og få en øl med to fra Lottes arbejde plus en kusine. Det var rigtig hyggeligt og vi fik prøvet en ny restaurant ved navn ”Little Hanoi”. Maden var rigtig god og billig, så måske vi skal derhen igen.

Efter at have drukket en øl på Le Pub, tog vi videre hen til en bar, hvor der var pool og korttriks. Det var hyggeligt og vi faldt i snak med nogle fyre fra England og Holland.
Pludselig kom politiet og en bartender og sagde at vi skulle gå neden under, fordi politiet ville have os samlet dernede. Virkelig underligt. Efter lidt tid kommer en politimand hen til mig og siger ”stand up” og det gør jeg og kigger spørgende på ham. Jeg måtte spørge hvad jeg skulle mere end rejse mig og han siger så ”Go home”. Det var virkelig underligt. Fyrene kendte et sted som havde længe åbent, så vi fyldte nogle taxaer. Vi 5 piger der var tilbage maste os sammen i en og derudaf gik det. Vi blev sat af på en meget stor og øde grus parkeringsplads, og vi kiggede underligt på hinanden. Menneske strømmen gik ned mod vandet så vi fulgte efter, selvom det virkede meget mystisk. Efter at have gået meget langt på en våd og skæv bro, der havde set bedre dage, kom vi ud til en båd hvor der var diskotek. Der var virkelig proppet og mange turister, så vi blev ikke længe, men det var bestemt oplevelsen værd.

Lørdag var vi til housewarming hos Tina, Rasmus og Thuy. Først var vi ude og spise på en fin restaurant og bagefter hjem i deres fine hus og få nogle øl og mødes med flere danskere.

Tina og Nanna som også er i praktik i børnehaven, bare som noget sundhed og ernæring. De tager desværre hjem i næste uge, så det er ret trist.

Endnu en uge i børnehaven

2008-03-02T20:24:00.008+07:00

Ja i denne her uge har jeg stået i døren for at sige ”hello” og ”goodbye” til børnene. Det har været ret hyggeligt og det har også gjort at forældrene har fået set mig lidt mere.
Sidst på ugen kunne jeg kende nogle af forældrene og bedsteforældrene, og jeg fik lov til at hente børnene. Normalt står forældrene i døren, mens læreren råber på barnet, læreren giver barnet tøj på og sender det ud til forælderen, som står ude på gangen foran døren. Hoa sagde at jeg bare kunne råbe efter dem, men jeg brugt min egen metode. Da jeg havde tjekket op med Hoa hvem der skulle hentes, gik jeg hen til det barn, prikkede det på skulderen og pegede hen i døren, så de kunne se at de skulle hjem. Jeg synes det fungerede rigtig godt, kan virkelig ikke lide at råbe af børnene, og det fortalte jeg hende også.

Om fredagen mødte jeg heldigvis moren, der havde inviteret mig hjem igen, og jeg fandt ud af hvilket barn det var jeg skulle hjem hos. Det var også hende jeg havde gættet på, men jeg var jo slet ikke sikker. Hun spurgte om jeg kunne søndag, men fortalte hende at jeg skulle være hjemme kl. 14, og så mente hun ikke at det var nok tid. ”When do you have the hole day?” blev hun ved med at sige. Vi er så blevet enige om på søndag, hvor jeg så bare skal komme til børnehaven kl. 9 og så vil hun hente mig der. Er meget spændt på hvad det går ud på og hvad det er hun har tænkt sig at vi skal lave en hel dag. Men fik hendes nummer, og så skal jeg bare lige finde ud af hvad man tager med når man sådan besøger en familie for første gang. Er virkelig spændt og også nervøs for hvad jeg kan gå hen og blive udsat for. Og hendes pige er ikke en af dem jeg snakker mest med i børnehaven, så det bliver virkelig mærkeligt. Men der kan jo ikke ske noget ved at prøve.

Så er jeg blevet engelsk lærer. De vil så gerne have i børnehaven at vi er med til at lære børnene engelsk, fordi vi er så meget bedre end dem. Vi har så møde hver onsdag i pausen, hvor vi lige planlægger hvad vi skal lave næste uge. Det er altid noget med at øve de ord de lærte sidst, forklare og øve 2 nye ord og så er det via sang, leg og konkurrencer. Ha, som er engelsk lærer i alle A-klasserne, for hjælp af Hoa. Nu er det så blevet besluttet at vi danske studerende er hovedlæren og så er de andre lærer bare med til at oversætte hvad det er vi siger, når børnene ikke forstår det på engelsk. Det er lidt af en omvæltning for mig, for jeg er jo virkelig ikke god til engelsk, men kan godt se i forhold til dem. Der er mange jeg har haft svært ved at forstå dem. De siger fx sik i stedet for six og lie i stedet for like. Der er nogle af konsonanterne de ikke får udtalt, og så lyder det bare helt forkert. ”I am sik” og ”Children lies.” Så nu er jeg blevet engelsklærer en time hver mandag i min egen klasse, sammen med Ha og nogle gange Hoa.

I denne uge har jeg også haft min første rigtig snak med Hoa. Hun spurgte om jeg ville være med til at planlægge næste uges program og det var jeg med på. Det skulle være ”Womens day” der var emnet, for det er nemlig en vigtig dag her i Vietnam. Da jeg kiggede i min kalender under den 8 marts står der international kvindedag, men det er jo ikke noget vi fejre hjemme i Danmark. Tror det vi kommer tættest på er mor’s dag. Men i hvert fald snakkede vi om emnet og de ting vi skulle have. Det har noget der lidt ligner vores lærerplaner hjemme i Danmark, hvor de har 6-7 kategorier de skal opfylde i ugens løb. Det er vietnamesisk, matematik, bevægelse, musik, kreativitet, personlig & socialudvikling og kulturbevidsthed. Det er en rigtig god måde de gør det på synes jeg og det viser at de tænker over de aktiviteter de sætter i gang. Efter planlægningen fik jeg tid til at stille spørgsmål.
Vi snakkede om spise situationen, som jeg ikke synes fungerer optimalt. For det første går lærerne rundt mellem bordene mens børnene spiser, hvilket jeg synes må stresse børnene. Jeg forklarede derfor at jeg synes at lærerne også skulle sætte sig ned, ligesom jeg plejer, for så kan man hjælpe ved det bord man nu sidder ved. Hoa synes det var en god ide og ville sige det videre til de andre. Så fortalte jeg hende at det provokerede mig at bordene blev klappet ned før børnene var færdige med at spise og at de så måtte flytte rundt mit i maden. Vi havde os en lang snak om det og enden blev at de børn der er færdige med at spise kan gå ind i gymnastikrummet ved siden af, for så forstyrre de ikke de andre børn og bordene behøver ikke klappes sammen for at skabe plads til de legende børn. Håber virkelig det lykkes.
Jeg fortalte hende også at jeg ikke ville fodre børnene, og at det var ulovligt i Danmark. Hun blev meget chokeret og spurgte om det var en regel ligesom man ikke må slå børnene. Jeg forklarede at mennesker nok skal spise når de bliver sultne og nogle gange er man ikke sulten og så er det usundt at proppe sig med to skåle ris. Hun lyttede og sagde at hun gerne ville prøve at snakke med de 3-4 forældre som har ”dovne” børn, som de kalder dem. Hun fortalte at den ene piges forældre var bekymret for hende og at hun ikke kunne bruge en ske så derfor var lærerne blevet bedt om at hjælpe hende. Hjemme blev hun fodret af hushjælpen. Det er bare for vildt, og jeg sagde at jeg synes det måske var på tide hun selv fik lov til at lære at bruge den ske.
Til sidst prøvede jeg at forklare hende om rollespilssvær, fordi Mai og jeg har snakket om at lave et forløb med nogle drenge. Hun ville gerne have at jeg skrev formålet ned på papir så hun kunne forstå hvorfor vi ville lave det. Jeg skulle også prøve at forklare hende hvad vi skulle lave det af, for at forklare at det ikke er noget farligt eller noget der gør ondt. Jeg vidste ikke hvad et liggeunderlag hedder, så jeg prøvede at forklare hende at det er det man ligger på når man sover i telt. Efter jeg havde prøvet at forklare det på forskellige måder, endte hun op med at spørge om jeg ville fortælle historier i et telt. Det er sgu ikke nemt. Så nu skal jeg bare have lavet en engelsk forklaring, så hun måske kan gå hen og forstå det og spørge rektor samt forældre om det er okay. Spændende. Håber de virkelig, for de drenge har brug for nogle fysisk aktivitet.

Børnene i min klasse er blevet rigtig glade for Peter. Specielt en dreng spørger mig altid ”What is his name?” og peger over på min taske. Når jeg så siger Peter, gentager han og smiler. Han henter ham også nogle gange og leger med ham. Pigerne har også haft ham med i en dukke leg.Derudover er de blevet glade for mit kamera også. De er gode til at tage billeder, men jeg er lidt øm overfor det endnu, så jeg har næsten altid fast i det også. Men det er da lidt hyggeligt.

I denne uge har jeg også været med til to nye ting. Jeg har været til dans sammen med alle pigerne fra de 4 A-klasser. Det var ret fedt og opleve og de nød det virkelig.

Derudover har vi været på min første tur, til Ha pagoda. Vi tog taxaer selvom der ikke var ret langt, men forældrene var bange for deres helbred fordi det var så koldt. Dog var det ikke en hindring at putte minimum 10 børn og to voksne i en stor taxa, for børnene stod alligevel op hele vejen. De er virkelig gale hernede.

Det er også i denne her uge at jeg har fået mine egne sandaler. Man må ikke stå eller gå ude på gangen uden sandaler, og jeg gider ikke stikke i børnenes, så nu har de købt nogle til mig. Jeg tror det var de største de kunne finde og de fnisede godt nok lidt da jeg skulle prøve dem. Men de passer og det er meget rart at have dem. Mai har taget et billede af mig fra sidste uge, hvor jeg prøve at vaske gulv i de små sandaler.

Er jeg ved at blive vietnameser?

2008-03-02T12:52:00.001+07:00

Vietnamesere opfører sig meget anderledes end os og vi er virkelig blevet forbavset, sure og irriterede. De maser og skubber i busserne, de overhæler i køerne og så racer de frem og tilbage på deres motorbikes mens de dytter så meget de kan. Men jeg er ved at lære det, allerede efter en måned.
Jeg har fået oplevet at køre på motorbike, dog altid sammen med en anden. Første gang var ind til søen, hvor vi skulle spise med de andre fra børnehaven og Sao Mai. Tina og jeg tog en sammen, fordi vi var lidt sent på den, fordi vi skulle have vores sædvanlige løbetur. Jeps, jeg er begyndt at løbe. 3 gange om ugen hopper Tina og jeg i løbetøjet og løber rundt om søen lige ved siden af vores hus. Nå, men vi skulle altså have fat i en motorbike og det går let, for de står på hver eneste gadehjørne og råber. En sød mand, der kan lidt engelsk, får bakset Tina og jeg rigtigt på plads på motorbiken så vi sidder ordentligt. Han var meget overbærende, for vi var jo nybegyndere. Han kørte meget forsigtigt og det var faktisk rigtig sjovt og en nem og hurtig måde at komme frem på. Alligevel kom jeg med små udbrud, når jeg mente han kom for tæt på de andre, eller overhælede lidt våget. Han grinede bare og efterabede mine lyde. Det er ikke sidste gang jeg har kørt motorbike.

Hver dag tager vi bussen, og nu har vi endelig fået lavet buskort. Det er altså en del nemmere end at skulle stå og bakse med penge hver eneste dag i bussen. Og den er altid stopfuld og meget varm. Menneskerne i bussen skubber helt vildt, læner sig op af en og hiver fat i ens bluse. De små håndtag i loftet kan man også sagtens være 3 om at dele. Billetkontrolløren er den værste til at skubbe, men de fleste gange får vi lov at stå, fordi de tror vi er turister. Men nu må vi se hvad der sker, når vi nu viser buskortet på mandag, for så er vi lidt mere lige som dem.
En dag da vi skulle med bussen hjem fra børnehave, skubbede jeg en pige væk. Vi stod i en pæn række og var ved at gå ind i bussen, mens hun kommer snigende langs bussen og prøver at mase sig ind. Men der havde jeg store albuer, og hun fik et ordentligt puf, så Mai blev helt forarget. Men jeg blev bare så irriteret og sur over hendes attitude. Så det gør hun nok ikke en anden gang. Jeg lærer hurtigt sådanne triks.Forleden i supermarkedet stod vi også i køen og skulle betale for vores vare. Mai står foran mig og er ved at betale, men jeg pænt venter med mine 4 ting. Pludselig maser en dame sig ind mellem Mai og jeg, ligger en pakke forårsruller, siger noget til kassedamen og maser sig ud igen. Forårsrullerne bliver lagt foran mine ting, som om hun skal betale sine ting først. Jeg flytter hendes forårsruller om bag ved mig, vender mig om og kigger på hende. Hun ser lidt forvirret på mig, men hun skal da ikke bare komme der og springe over. Hun kunne godt fornemme at jeg bare ikke synes det var okay, så hun kiggede tilbage på manden bag ved mig, som hun også havde sprunget over, og spurgte om hun måtte komme før ham, for han nikkede og gjorde plads til hende. Det er simpelthen for meget at de er så dårlige til køkultur. Det bør de virkelig prøve at lære.

Dørmand og praktikanter

2008-02-26T21:20:00.006+07:00

Så er en ny uge i børnehaven startet og jeg er blevet bedt om at stå i døren og tage imod børn og sende dem af sted igen når deres forældre kommer. Jeg synes det er rigtig fedt at Hoa giver mig nogle opgaver, for så er det ligesom jeg bliver en del af det. Derudover er det rigtig dejligt at hun står der sammen med mig, for især om morgenen synes børnene det er lidt svært at sige goddag til mig på engelsk. Men de bliver bedre og de begynder så små at kende mig.
Jeg har snakket med en del forældre, men det er ikke ret mange af dem der kan engelsk. Nogle prøver ihærdigt, andre siger bare hej og farvel og få snakker med mig.
Jeg har fx fået en gave af en af forældrene. Jeg er ikke helt sikker på hvad det er, men det ligner en form for kartofler. Hun forklarede mig noget med 15 min, nogle boble lyde og nogle skralde lyde med fagter, så regner med at de skal koges og så skraldes, men vi har ikke turde prøve endnu.
I går snakkede jeg med en mor der inviterede mig hjem og jeg tror gerne hun ville have mig med hjem i weekenden og jeg sagde at jeg ville tjekke min kalender. Det der er mest pinligt er at jeg ikke helt ved hvem af pigernes mor det var, og da jeg skulle sende børnene af sted igen, så jeg ikke moren. Og den pige jeg tror var hendes, blev hentet af sin far, så det er ikke nemt.. Men nu må vi se. Siger nok ja bare for at prøve det.
Der var også en mor i dag der spurgte ind til hvad jeg lavede og fortalte at hun synes det var dejligt jeg fik mig en uddannelse, men at det var så dyrt her i Vietnam, så mange fik det ikke.
Til sidst var der en far der ville have hans datter til at sige ”See you again” efter hun havde sagt ”goodbye”. Det havde pigen ikke lyst til, hvilket jeg udmærket forstår. Faren siger så at hun går til engelsk på en international skole, men at hun er så doven. Jeg forklarede ham at jeg synes hun er god, for hun snakker meget med mig i løbet af dagen. Men faren rystede på hovedet og sagde doven igen. De har virkelig høje krav til de små pus, de får virkelig ikke lov til at være børn.

Derudover har vi fået praktikanter i børnehaven. I min klasse har vi fået to, så nu er vi 6 voksne inde i det lille rum. Jeg har hørt at det er rigtig hårdt at være lærerpraktikant hernede og Ha husker det som en rigtig dårlig oplevelse. De bliver hundset med og skal lave alt det praktiske. For mig at se er det dem selv der løber hen for at tage over og gøre de ting lærerne gør. Tror virkelig gerne de vil gøre det så godt som muligt og bestå. Jeg har prøvet at spørge ind til hvad de skal, men de skal ”bare” være en del af hverdagen og prøve at undervise lidt. De har ikke nogle mål de skal opfylde ligesom os, men der er til gengæld noget om at de får point, så de yder jo virkelig. Vi har fået af vide at de skal være her 3 måneder, så der bliver godt nok proppet i klasserne. Og børnene får slet ikke lov til noget. De får også nogle onde øjne af mig en gang i mellem, for jeg synes virkelig ikke det er fair. Fx tog jeg en lille film i går, hvor de skal skrive symboler. Praktikanterne går og retter på de stakkels børn hele tiden, for deres hånd skal ligge rigtigt, deres stilling skal være oprejst og blyanten skal holdes perfekt.

Børnene er også blevet rigtig gode til at bede mig om hjælp. Når de skal sove kommer de over til mig, siger noget på vietnamesisk og rækker hænderne op. Så ved jeg at det er fordi de skal have hjælp til at få blusen af.
Efter de har sovet skal pigerne have ordnet hår. Jeg er ikke særlig god til det, så i sidste uge måtte jeg opgive efter to. Deres hår er simpelthen så glat og det skal skrabes perfekt, og det kan jeg bare ikke. Plus at lærerne siger at det er mig der bestemmer, hvordan håret skal sættes, men jeg mener jo at børnene skal have en indflydelse. Men i dag sad en af praktikanterne og ordnede hår og det passede mig fint, men så kom der en pige hen til mig med endnu en børste og så havde jeg bare at gå i gang. Det gik lidt bedre i dag, fordi det var piger med kort hår og en der bare skulle have rottehaler. Men senere på dagen, inden børnene blev hentet, blev nogle af frisurerne rettet af andre lærere.
Børnene sætter også hår på mig, og det er de virkelig optaget af. Jeg kan sagtens have 5-6 børn bagved mig, som står og hiver i hver sin retning, og sætter små elastikker i som jeg næsten ikke kan få ud igen.
Børnene er også begyndt at hive i mig og lære mig en masse ord. Fx har de lært mig at tælle til ti. De sagde stolt til Hao, at jeg kunne snakke vietnamesisk. Men de griner af mig når jeg siger det, fordi der er virkelig svært og man skal bruge hele munden.

I går havde vi en lille fest i vores middagspause, med flot opdækket bord og risvin. Der var 10 lærere der havde fået en eksame/diplom, så de nu skulle betales af regeringen og ikke af børnehaven. Derudover havde rektor fødselsdag.Jeg var virkelig glad for jeg ikke var mand, for Rasmus fik serveret en stor kop med vodka, som han skulle drikke sammen med de to kokke og pedellen. Det var hjemmelavet, og jeg blev dårlig bare ved at lugte af det.

Sol i Hanoi

2008-02-24T17:14:00.010+07:00

Ja, så har vi haft vores første varme dage. Torsdag skinnede solen ned på os, så vi lå uden for i gården i vores pause i børnehaven. Det var bare dejligt at blive gennemvarmet, og vi havde da også lidt røde kinder efter en halv times tid.

Lørdag morgen blev jeg vækket af at solen skinnede ind på mig. Jeg sprang ud af sengen og glædede mig virkelig til at komme ud. Vi hoppede alle i sommertøjet og besluttede at tage bussen ud til en hyggelig sø, hvor vi ville sejle i vandcykler.

Da vi var færdige gik vi ind i en park ved siden af, som viste sig at være en forlystelses og dyre park. Dyrene havde meget små bure, og mange af dem var blevet tossede, for de gik bare frem og tilbage i samme linie. Det var faktisk ret forfærdeligt. Der fungerer vores zoologiske have derhjemme altså meget bedre. I parken måtte man også godt smide mad ind til dyrene, så i nogle af burene lå der chipsposer og andet skrald. Jeg så også en abe blive fodret med chips, af en mand. Tror ikke helt at de ved hvordan dyr skal behandles hernede.

Ikke nok med at vi havde ondt af dyrene, følte vi os også som nogle. Folk synes til tider at vi var mere spændende end dyrene, for de vendte gladeligt ryggen til dyrene for atglo i efter os. Det er helt vildt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og det er virkelig ikke diskret.

Forlystelserne i parken var mest for små børn, men der var også en underlig kubbel ude i vandet vi måtte kigge nærmere på. Det viser sig så at være en plastik bold der bliver pustet luft i hvorefter der kravler mennesker ind i den og de bliver smidt i vandet. Meget underligt.

Lørdag aften inden vi skulle til housewarming hos de fem praktikanter på den Danske Ambassade hernede, spiste vi pizza på vores altan. Det var bare så hyggeligt og slet ikke kold.

Aktiviteter i børnehaven

2008-02-19T21:19:00.007+07:00

Nu har jeg fået taget en masse forskellige billeder og film af hverdagen i børnehaven, og ville da lige dele dem med jer, inden jeg hopper i seng.

Morgen gymnastik, som bliver lavet i gården hver morgen, med mindre vejret er dårligt. Der er meget disciplin over det og det et det samme de laver hver eneste morgen med samme sang. Derudover er det meget kvindedomimeret og man kan se på den lille dreng forrest med ryggen til, hvor god han er til at vrikke med røven.

Så har vi haft engelsk undervisning, hvor lærerne er glade for at bruge os, fordi de ikke selv er helt i top. De har svært ved at udtale ordene rigtigt og og specielt s'erne i enden glemmer de. Her er der en lille sang fra min time om "Five Big Bears".

Til sidst vil jeg lige vise jer noget fra en tegnetime. Det er nok noget af det værste jeg har prøvet. Børnene sidder ved bordene og en maler kommer ind og tegner mens børnene tegner efter. Det er virkelig ikke inspirerende og ham maleren var ikke ret god selv. Der var en lille dreng der ikke havde tegnet stort nok, så han måtte gøre det om. Jeg prøvede at forklare at han jo havde tegnet de ting han skulle på papiret, men det hjalp ikke. En lærer tog hans hånd og tegnede.

Første uge i børnehaven

2008-02-17T17:11:00.004+07:00

Så er den første uge i børnehaven gået, og hold op hvor er det dejligt med weekend. Det med at vi ikke skal tidligt op og tidligt i seng, og at vi kan lave andet end at gå på arbejde.
Ugen har været god med hård. Der er mange nye ting man skal forholde sig til, men nogle af rutinerne finder man dog hurtigt ud af. De er meget rutinepræget og der er mange praktiske ting de hele tiden skal ordne. Jeg hjælper til så godt jeg kan, men mener jo meget af det ikke er pædagogiskarbejde. Dog har jeg sagt nej til at made et barn. De er meget strikse og de skal spise to skåle med ris, den ene med kød og den anden med grøntsagesuppe. De børn der ikke spiser hurtigt nok bliver madet. Fredag kom børnehavens læge ind og pegede to børn ud, der spiste for langsomt. En af lærerne hjalp den ene og så spurgte hun mig, om jeg kunne hjælpe den anden. Jeg spørger ind til hvad jeg skal hjælpe hende med, og det er at spise, for det har de lovet hendes forældre. Mit hjerte begynder at banke helt vildt og jeg må pænt sige, at det har jeg ikke lyst til, for det er langt over mine grænser. Læreren griner bare til mig og måtte selv sidde og made dem begge. Det gør jeg simpelthen bare ikke, for de stakkels børn kan virkelig ikke spise mere. De skal også spise ris hele tiden for eftermiddagsmåltidet er også noget grød af ris. Jeg har fået fortalt at det er fordi forældrene er bange for at børnene ikke får nok at spise, så det er dem der bestemmer det.
Derudover har jeg også set en planche, der hænger i klassen og da jeg spurgte ind til den, er det et skema for hvad børn i alderen 5-6år skal kunne, som er lavet af overordnede magter. De ting jeg sådan umiddelbart forstod var, at børnene skulle have en vis højde og en vis vægt. Der stod også noget med mad og drikke, men det kunne jeg ikke helt finde ud af. Jeg fortalte at børn i Danmark er meget forskellige og nogle er små og nogle er store, men de grinte bare, så tror ikke de forstod mig.
Der er rigtig mange gange de ikke forstår hvad jeg siger og bare griner og smiler. Hende Hoa ,som er min kontaktperson i klassen, er forholdsvis god til at snakke engelsk, men jeg tror kun hun forstår halvdelen af det jeg siger eller mindre. Men hun siger også at nogle gange er det nemmere, at hun får skrevet spørgsmålet ned, så det kan være, vi må bruge den løsning på et tidspunkt. De andre to Quin og Huy kan hverken snakke eller forstå ret meget. Quin forsøger og det er rigtig rart og jeg forstår også meget af det, men hvis jeg svarer tilbage griner hun bare. Huy siger ikke ret meget, men hun viser det i stedet. Hun siger ”Help me” og så viser hun mig hvad jeg skal gøre, så det fungerer sådan nogen lunde. Men det er svært at snakke teori og stille spørgsmål, når de ikke forstår hvad jeg siger.

Børnene tog lidt afstand til mig først på ugen, men det er blevet bedre. Mange af det kan sige ”Help me please” og så forstår jeg jo straks hvad det er når de viser mig det. Børnene er også blevet tvunget til at sige ”Hello” til mig om morgenen og ”Goodbye” om eftermiddagen. Alle synes ikke det er så sjovt, men håber på at kunne lære lidt vietnamesisk, så de kan sige det til mig på deres eget sprog. Problemet er også at børnene ved at jeg ikke kan snakke vietnamesisk og når de kommer hen til mig for at sige noget, opgiver de efter lidt, fordi de kommer i tanke om at jeg ikke forstår dem. Dog er det blevet meget bedre, og en pige viskede da også noget vietnamesisk til mig den ene dag. Men mange af pigerne kan lidt engelsk, så de sidder og siger ”This is a …” Da vi sad og så film fortalte de mig lidt på engelsk og en masse på vietnamesisk.Fredag viste jeg et lille diasshow om mig, min familie og Danmark. Børnene lyttede spændt og de var ret imponerede af slottet, dronningen og sneen. De sad helt oppe i computeren og lyttede interesseret. Noget forstod de på engelsk da jeg sagde det, men alt blev også oversat af Hoa. Senere samme dag prøvede jeg at lære alfabetet og det er virkelig mærkeligt. De har mange bogstaver der ligner hinanden og lyder næsten ens. Men pigerne der lærte mig der var tålmodige og jeg fik skrevet lyden ned, som jeg synes det udtales. Så nu skal der øves og så må jeg se hvornår jeg kan lære tallene. Det er et ret svært sprog, men lidt må jeg da lære på et halv år.

I denne uge har jeg både oplevet danse/musik time og kung fu, og jeg fik lavet små videoer.

Ugen der gik

2008-02-17T17:03:00.006+07:00

Vi har nogle rigtig lange dage. Vi står op ved 6 tiden fordi vi skal nå bussen ud til børnehaven kl. 7 eller deromkring. Det er ikke helt nemt at stole på den bus, fordi den kører lidt som vinden blæser og det har gjort at vi en af dagene kom for sent, men det gik helt fint.
Vi møder i børnehaven kl. 7.30 hvor vi er med til at tage imod børnene og så starter morgen gymnastikken kl. 8 i gården, når vejret er godt nok. I denne uge har vi kun været med en enkelt gang. Bagefter er man i klasserne, har middagspause og lukker og slukker klassen. I min klasse bliver alt pakket sammen og ryddet op omkring en halv timer før børnehaven lukker og så kan børnene sidde på madrasserne og vente på at blive hentet.
Klokken 17 samles de børn der ikke er blevet hentet endnu i en klasse som har åben længere, fordi de hernede mener at det er vigtigere at forældrene passer deres arbejde end deres børn. Lærerne passer jo børnene. Hvis jeg har forstået det ret har de åbent til omkring kl. 20.

Onsdag havde vi møde med rengøringsdamen og hun har lovet at komme en gang om ugen og gøre rent og så vil hun handle frugt til os også. Det er bare så fedt. Nu sidder der nok en masse af jer og tænker at en rengøringsdame aldrig vil kunne leve op til mine krav, og det tror jeg bestemt heller ikke hun ville kunne derhjemme. Men hernede er der bare så mange ting jeg hellere vil og da det ikke er mit helt eget og når jeg ikke har alle mine ting med, er jeg ikke lige så striks. Tænker at standarten ikke kan være så god når man skal feje med en sivkost. Men glæder mig til at hun ordner badeværelser og fanger alle nullermændende. Hun er faktisk i gang lige nu, så det er bare herligt. Vi er samlet på et værelse og sidder og hygger, mens hun knokler rundt i huset.
Synes det er rart når vi har sådan nogle travle hverdage at hun kan komme i weekenden og gøre rent. Hun fået 4 timer om ugen og vi betaler 200kr om måneden, som vi er 4 om at dele, så det kunne ikke være bedre.

Igår var vi i sådan et Spa. Mai og jeg valgte hot stone massage og det fik vi så i 1½ time og inden det fik vi lige en tur i dampbad. Det var bare så lækkert og det kan varmt anbefales. Jeg følte mit som et nyt menneske da jeg kom ud. Det var et pænt og rent sted, men priserne var måske også lidt høje. Men vi gav 200kr for de 2 timer vi var der, og det gjorde underværker. Der var lidt problemer med at kommunikere med dem, fordi de ikke rigtig kunne engelsk. Men Mai og jeg havde vores bikinier på og fik af vide at vi ikke måtte slutte af med et bad. Vi undrede os meget over det, for da vi spurgte om badet rystede hun bare på hovedet og smilede. Jeg tror virkelig ikke hun forstod det. Men massage fik vi og vi gik jo bare hjem i bad.

Vi har også været i byen for første gang i går. Vi tog ud og spiste lidt sent, men fik en god bøf og en kold øl. Klokken 20.30 væltede det ind med mennesker, der kom en DJ og spillede techno musik meget meget højt. Ikke lige os og vi kunne næsten ikke snakke sammen. Derudover sat folk og gloede helt vildt, nok fordi vi var hvide og måske fordi Lotte ryger. Hernede er det nemlig kun mænd der ryger. Og hvis vi kiggede tilbage, blev de ved med at glo. Det var lige ved at blive ret ubehageligt. Men Tina og Thuy ringede og spurgte om vi kom ind på en bar sammen med dem. Der var rigtig hyggeligt, men der var stadig techno musik. Først lige inden de lukkede kom det gode musik. Hernede lukker barerne omkring midnat, så man kommer tidligt hjem.

Blog info

2008-02-17T17:02:00.001+07:00

Det er ved at være lang tid jeg har skrevet, men det er godt nok svært at nå det hele, når man kommer hjem efter en lang arbejdsdag og bare er smadret. Så måske det mest bliver i weekenderne jeg får skrevet. Lidt trist, fordi jeg ved hvor mange der følger med, og fordi det har været så hyggeligt at skrive et lille indlæg hver dag. Men jeg gør hvad jeg kan.
Jeg har lagt alle mine billeder ind på en hjemmeside, og linket står ovre i menuen til højre på min blog. Der skulle de meget gerne ligge i mapper og der kan i se alle de mange billeder jeg har taget indtil nu. Tror jeg er ved at være tæt på de 500. Alle sammen kan ikke komme ud på bloggen så tænkte at det var den nemmeste vej at få dem hjem til Danmark. Så smut endelig fordi og kig en dag i har tid.

Første dag i Hoa Thuy Tien Kindergarden

2008-02-12T22:49:00.000+07:00

Tina, Mai og jeg tog bussen kl. 7 i morges mod børnehaven. Vi vidste lige hvor vi skulle af og vi kom lige lidt før tid, så det passede perfekt. Ha mødte os og sagde at vi kunne sætte os ind i et rum og så skulle vi have møde med rektor kl. 8. Hun spurgte til hvor de andre var og det vidste vi ikke så Mai ringede til dem. De var stået af forkert, men nåede det heldigvis til mødet. Deltagerne var rektor, viserektor, en lærerinde fra hver klasse og så os 6 studerende. Der stod en kæmpe kasse midt på bordet med sløjfe og da den blev åbnet, tårnede en stor flot kage frem. Alle klappede. Rasmus skulle skære for, fordi han var den eneste mand, og han fik en lille plastikkniv til at klare det. Heldigvis var det en meget luftig kage, så det gik fint og den smagte okay, trods jeg egentlig ikke er til kager. Vi fik også hver en nytårsgave, som var et lille billede der symboliserede noget forskelligt. Mit er et billede af mus der danser, og så står der Happy Newyear.
Rektor fortalte os om alt det praktiske og Ha oversatte. De var glade for vi ville komme til deres børnehave og glædede sig til at arbejde sammen med os. Vi blev delt ind i klasser af dem, men ud fra vores ønsker om børnenes alder. Jeg skal være i A2, som er en af de store klasser hvor børnene er 5-6år. Det er på dette alderstrin de lærer engelsk og der er stor sandsynlighed for at lærerne kan lidt engelsk i klasserne. Jeg skal være i Hoangs klasse, som var hende der var med os på tur rundt i Hanoi inden nytår.
Der er to andre lærerinder i min klasse, men jeg er ikke sikker på hvad de hedder. Den ene er gravid og har vist ikke så mange timer.

Vi gik ud i vores klasser, og i min klasse var der kun halvt så mange børn som der plejer, fordi det stadig er okay at beholde børnene hjemme pga. det kolde vejr. Men når den er fuldtalligt er der 32 børn. Jeg blev budt velkommen og vi satte os ned på madrasserne i en rundkreds. Jeg blev præsenteret og de fik lov at stille mig spørgsmål. Alle var helt stille og kiggede bare på mig, men så spurgte de om hvad jeg hedder og hvor gammel jeg er på engelsk. Jeg svarede og Hoang oversatte at en af drengene havde sagt at det var ungt. Resten af spørgsmålene fik jeg på vietnamesisk og så oversatte Hoang. Det var hvor mange vi boede i mit hus, om flyveturen hjemmefra var lang, om vejret i Danmark og hvad mine forældre lavede. Bagefter skulle vi have en runde hvor børnene fortalte lidt om den selv på engelsk. Tror det er noget de har lært i deres timer. Sætningen lød ”Hallo everybody. My name is… I’m … years old. I like…” Både lærer og børn skulle sige det, og lærerinderne kiggede på mig da de havde sagt deres og ventede på godkendelse af mig. Lidt underligt, for jeg føler mig jo under dem og vil gerne sættes i gang, mens de på en eller anden måde også føler sig lidt under mig. De undskylder også overfor mig når de går fx på toilettet.

Så skulle der leges stoleleg ligesom vi kender det herhjemme fra. Man løber rundt om stolene til noget musik og når det stopper skal man skynde sig at finde en stol ellers er man ude. Jeg skulle være med og klarede også første runde, men så måtte jeg gå ud, fordi jeg ikke var hurtig nok. Børnene der røg ud heppede helt vildt på hinanden og prøvede at overdøve musikken ”Last Christmas”. Vinderen skulle stå på en stol og fik en stor klapsalve.
Bagefter legede de hviskeleg. Børnene blev delt drenge og piger, så hviskede lærerinden et barn på hvert hold et ord og så skulle det hviskes videre. Den sidste skulle sige det højt. Pigerne var gode, mens drengene ikke helt kunne få de rigtige ord frem. Det var lidt synd, for dem der var til sidst og skulle sige ordet høj, blev der grinet af hvis det ikke var rigtigt. Det er jo unfair, fordi de jo deltager som et hold. De fik point og man kunne tydeligt se at drengene ærgrede sig når de ikke klarede det. Vi prøvede også med blandede hold og der var det lidt mere lige. Mens vi legede denne leg blev en pige afleveret af sin mor. Hun kom ind og gav mig en buket roser og Hoang prøvede at få hende til at sige ”Flowers for you”, men hun sagde det på vietnamesisk i stedet. Det var bare så hyggeligt.
Kl. 10.30 spiser børnene og en mand kommer rundt med maden. Børnene slog borde ud og jeg følte mig lidt til overs. Jeg spurgte om jeg kunne sætte stolene frem, men det skulle børnene selv. Så sagde jeg at de måtte sige til hvis jeg skulle gøre noget, men Hoang sagde jeg bare skulle observere den første uge her, for lige at vænne mig til det hele. Lige efter hun har sagt det, går hun et øjeblik og kommer tilbage og givet mig en rød konvolut med lucky money. Jeg takker og undre mig over hvor længe de bliver ved med de penge. For løbende gennem dagen, er der også kommet forældre og lærerinder, der har givet nogle børn lucky money.
Alle børnene skal vaske finger og Hoang fortalte at der skulle være en lærer derude fordi de skulle bruge varmt vand. Derefter tager de en hagesmæk og finder sig en plads. De starter med at få en skål med ris og kød og derefter skal de spise noget af suppen. Hoang fortalte at lærerne skal se at børnene spiser nogle grøntsager, som i dag var suppen. De fleste spiste op, men to kunne ikke og deres mad blev bare smidt ud. Dog undrede det mig at når der fx kun var 4 der stadig spiste, så begyndte de at pakke sammen og flytte de børn der stadig spiste samme til et bord. Tænker at det må forstyrre børnene ret meget. De andre børn fik lov til at lege med dublo. Når børnene er færdige med at spise hænger der en vaskeklud med deres navn på, så de kan tørre hænder og ansigt. Og det smarte ved navnene er, at de kan se hvem der mangler. Fx var der to piger der manglede det i dag.
Efter maden lægger børnene sig på madrasserne, hvor de tager det yderste lag tøj af og folder det pænt sammen og bruger som hovedpude. Derefter får de et tæppe over dem og der bliver tændt for noget afslapningsmusik. Så ligger børnene der og sover middagslur. Jeg fik lov til at gå til frokost inden de sov.

Inde i køkkenet får vi af vide at vi bare skal tage en ”hospitalsbakke” med mad og så gå hen til gryderne og få fyldt ris på. Det så meget okay ud, og jeg var godt sulten. Der var nogle kogte men knasende græskar, ris, sovs med kød, nogle kartoffel pinde og en ommelet.
Efter maden fik vi vist et rum hvor vi kunne sove. Der var møg koldt over det hele, så det var ikke lige det man havde mest lyst til. Men vi bredte sivmåtter ud og tæpper ovenpå og så kunne vi også have tæpper over os. Nogle sov, andre gik en tur og jeg fik skrevet min timeseddel for resten af måneden, et kort til min farfar og lidt om dagen der var gået, så jeg kunne huske det hele når jeg kom hjem.
Det var virkelig koldt, trods jeg havde 3 langærmede trøjer på, leggins under mine bukser og uldne sokker. Det er så vildt at børnene sidder med huer, jakker og vanter på indendørs. De mangler virkelig isolering og varmeblæserer.

Klokken 14 skulle vi ud i klasserne, men fordi det er så koldt får de lige en halv time længere. Da jeg kom ind i klassen var der mørkt og lærerne stod først op da jeg kom ind og vækkede børnene. Derefter blev der vasket hænder, ordnet hår og sat borde og stole frem til endnu et måltid. Denne gang skulle de havde noget tykt grød og jeg kunne se at det ligesom hævede i munden på dem. Det var virkelig synd og de blev skyndet på så de kunne komme videre i programmet. De børn der blev først færdig blev rost, men de måtte ikke tage legetøj frem, for de skulle snart have engelsk.
Ha kom ind med Rasmus og en dansker der hedder Nanna og skulle have engelsk.
Først skulle vi voksne mime nogle ord og børnene skulle gætte dem. Ha var ret streng, så når de ikke udtalte ordene korrekt, så sagde hun forkert og tog den næste. Synes det var synd og er sikker på at der på den måde forbliver eller bliver større skel mellem gode og mindre gode. Jeg måtte også op og mime, trods jeg ikke kendte de ord vi skulle bruge, men heldigvis vejledte Nanna mig kort. Bagefter skulle vi lege frugtsalat. Alle fik et kort og satte sig på en stol. En står op og siger hvilke figurer der skal bytte på engelsk og så bytter man plads. Pigen ved siden af mig forstod ikke rigtig så meget, så da hun fik kortet stak hun det hen til mig og pegede på det. Jeg fortalte hende ordet og hun smilede, nikkede og gentog det. Til sidst skulle vi have nogle engelske sange og den ene var Teddybear og den anden var noget med at se forskellige ting.

Derefter blev alle inviteret op til bordet som var blevet dækket med slik, chips og appelsiner. En af drengene havde nemlig fødselsdag. Det var rigtig hyggeligt og de børn der havde lyst gik skiftevis op til fødselsdagsbarnet og tog ham i hænderne og sagde ønsker til ham. Den ene pige sagde en masse, men Ha fortalte at hun blandt andet bad for at han måtte få et langt liv, at han måtte opnå kærlighed og lykke, at han måtte få gode karakterer når han kom i skole og ting i den dur. Det er vildt at de tænker sådan når de ikke er ældre, men det er nok fordi de er så troende hernede. Havde det været hjemme i Danmark havde det været noget med at vi ønsker at du få gode gaver eller lignende.

Vi fik alle lov til at gå kl. 16 i dag, så jeg måtte smutte midt i fødselsdagen. Vi har nemlig været på den danske ambassade til åbent hus. Det har de den første tirsdag i hver måned, men denne måned er det den anden pga. nytår.
Vi havde fået af vide at der ville være noget info omkring projekter af danskere i Vietnam, men der skete ikke rigtig noget. Vi kom som de første fordi vi tog direkte fra arbejde og blev tjekket for id. Damen i skranken sagde bare vi skulle gå op til 4. sal men vi kunne ikke finde trappen. Heldigvis fik Mai hende til at lukke op og vi blev sluset ind igennem to døre og så gik vi op.Der var gratis øl, sodavand og chips, og så sad man bare og snakkede. Ikke noget vildt og er lidt trist over at der ikke var nogen der bød velkommen eller sagde noget, men måske det kommer næste gang.

Sidste feriedag

2008-02-11T22:12:00.000+07:00

Så er nytårsferien slut, og jeg er klar til at starte i børnehaven i morgen. Jeg glæder mig helt vildt og er slet ikke nervøs. Det er egentlig lidt underligt, men er bare sikker på at det bliver så godt. Ved at det bliver hårdt og vi kommer til at arbejde meget her det første stykke tid, for at tjene ferien ind. Vi skal arbejde 7.30-17, så det bliver 47,5timer om ugen. Det er vildt, men man skal tænke på at man har 2timers middagspause, hvor vi normalt skal sove, men nu må vi se. Glæder mig bare til at komme igang med en almindelig hverdag hernede i Hanoi og ikke være så meget turister.

I går var vi en tur oppe ved West Lake, som vist er den største sø i Hanoi. Der var mange hyggelige spisesteder og man kunne også sejle sig en lille tur på sådan nogle vandcykler der ligner svaner. Det var et hyggeligt sted, men tror det bliver endnu hyggeligere til sommer.

I dag har vi slappet rigtig meget af, for at være klar til i morgen. Vi har sovet længe, set film og ordnet vores køkkenskabe, så alt er rent og pænt. Så nu vil jeg hoppe i seng og håbe på en god praktik starte.

Nytårsfest hos Ha kl. 11

2008-02-09T23:41:00.000+07:00

I dag skulle vi til nytårsfest hos Ho, som er lærerinde i børnehaven. Det var allerede kl. 11, så vi var lidt spændte på hvad det gik ud på. Vores fantasi kørte derud af og vi havde ingen anelse om hvilket tøj vi skulle have på, hvem der ville komme, hvad der skulle foregå eller noget som helst. Vi havde snakket meget om vi skulle give dem noget, men vi kendte ikke hele historien bag ”lucky money” og vidste ikke hvem man måtte give dem til, så det mente vi var for risikabelt. Heldigvis stod der nytårskurve rund om i byen og vi blev enige om at købe sådan en, så man ikke kom tomhændet men heller ikke trådte nogen over tæerne.
Da vi stod og ventede på bussen, snakkede vi meget om den kurv og om det nu var en god ide. Alle folk kiggede på os, mere end de plejer, og jeg tror virkelig det var den kurv. Men vi måtte jo tage det som det kom.
Vi var lidt usikre på hvor vi skulle af, men Ha havde sagt vi skulle stå af ved børnehaven, så den kiggede vi efter. Da vi begyndte at nærme os, kunne vi heldigvis kende det og pludselig stoppede bussen og vi skyndte os at hoppe af. Det var ligesom om buschaufføren vidste hvor vi skulle af, for eller holder de kun stille når der bliver trykket og faktisk skal man hoppe af i farten. Det pinlige var bare at der ikke havde været trafik, så vi ankom 10.20 og vi var først inviteret til kl. 11. Men jeg skrev til Ha som aftalt og sagde at vi var kommet meget før, men når hun havde tid måtte hun gerne hente os. Hun stod der med det samme og vi gav hende kurven som hun blev meget glad for.
Hjemme hos hende hilste vi på hendes far, mor, bror, onkel og tante. Onklen holdt mig længe i hånden for at sige goddag og snakkede løs på vietnamesisk. Jeg var lige ved at dø af grin men holdt masken, for det var jo sikkert søde ting han sagde. Inde fik vi lov at tage plads i det første rum, hvor der stod et stuebord, en sofa og en masse stole. Onklen og Ha fortalte en masse om traditioner og at onklen synes det var rigtig dejligt at vi var lærer. Nytårsferien vare tre dage og den første dag er dedikeret til fædre, den anden til mødre og den sidste til lærerne, fordi det er meget betydningsfulde personer i Vietnam. Onklen snakkede og snakkede og Ha måtte oversætte for os, fordi han ikke kunne engelsk.Mens vi sad på rad og række i sofaen kom moren med en pose og hende og Ha gav os en lille konvolut med ”lucky money” og en lille rød mus ”lucky mouse, fordi det var musen år og fordi rød betyder lykke. Det var bare så sødt. Ud over det gav Ha mig et kinesisk tegn, som hun havde købt den dag vi havde på tur med dem, efter de havde sat os af. Det var bare så sødt af hende og hun havde også fået skrevet mit navn med almindelig bogstaver, men med look af kinesiske tegn. Jeg kan ikke selv helt læse det, men måske i kan?

Lucky money og lucky mouse

Kinesisk tegn "Happiness".

Mit navn med almindelig bogstaver men med kinesisk look.

Tanten og onklen gik, da vi skulle til at spise. Ha undskyldte at hendes mor havde stået og lavet mad mens vi var der, men det var jo først kl. 11. Vi viste jo godt vi kom for tidligt og undskyldte og sagde at det med maden ingenting gjorde.
En masse skåle og fade kom på bordet med grøntsager, kød, pølse, forårsruller, kartoffelsuppe osv. Det så godt ud og vi fik hver en skål og et sæt pinde. Så langer man ellers bare til sig, så godt man nu kan med pinde. Men jeg begynder at lære det, så det går fremad. Moren kom også med ris og det var bare skønt, for det har vi ikke rigtig kunne finde nogle steder. Det meste har været nudler. Vi spiste så godt vi kunne, men forældrene begyndte at øse op til os og de har meget svært ved at forstå et nej. Jeg fik et stykke pølse af faren og jeg ved virkelig ikke hvad det smagte af, men godt var det ikke. Jeg prøvede at kæmpe mig igennem det, men efter en stor fedtklump, måtte jeg simpelthen lade det ligge. Jeg sagde også nej tak til kyllingen, fordi de hernede hakker en hel kylling med skind og ben. Man fanger et stykke med pindende, putter det i munden og gnaver kødet af, spytter benene ud og griber dem med pindende. Det er virkelig ikke noget jeg har lyst til at prøve. Til afslutning fik vi en riskage. Det var ret klistret, men smagte okay, hvis man spiste uden om fyldet som var bønner og andekød. Men alt i alt gik måltidet godt og vi fik lov til at levne. Heldigvis for det.

Efter maden kom hende to fætre på besøg. Ha’s far kom med en guitar og spurgte om vi kunne spille. Vi måtte sige nej, og Ha fortalte at hendes far ville spille en kærlighedssang. Det var lidt af en sang, og jeg har prøvet at optage noget af den, så i andre kan få en smagsprøve på hvad det er. Alt imens han sang havde moren travlt med at lave te til os. Hun sad med vores fire glas og hældte først vand op i det ene, puttede tebrev i og sukker. Efter at have rørt rundt, hældte hun lidt over i det andet glas og fyldte mere vand i dem begge. Sådan blev hun ved med at hælde rundt i de forskellige glas, til der var 4 glas med te hun delte ud til os. Det så virkelig sjovt ud og jeg er ked af jeg ikke fik optaget en lille video af det. Jeg frygtede lidt for mit helbred, fordi de andre har været syge, men jeg skal vel også være syg på et tidspunkt. Jeg har indtil videre kun reddet mig en lille forkølelse.
Da faren havde sunget en sag, mente Ha at det var vores tur. Det eneste vi lige kunne finde på var ”Det er tid til morgenkaffe” som vi synger hver tirsdag på seminariet til morgensang. De klappede og grinte og Ha oversatte for hendes far, som synes det var en meget smuk sang.
Faren fik æren til at synge endnu en sang, hvilket resulterede i at vi selvfølgelig også måtte synge en til. Det blev til Lille Peter Edderkop med fagter for at det ikke skal være løgn. Og de tog billeder, så vi har beviser.
Koncerten sluttede af med en fællessang, og den eneste Ha mente vi alle kunne synge var Happy Birthday, selvom der ikke var nogen der havde fødselsdag.

Vi synger lille Peter edderkop med fagter.

Ha's far synger og vi andre lytter.

Ha's fars sang med lyd :)

Pludselig begyndte de at rykke rundt på borde og stole, for nu skulle der taget et foto af os alle sammen. Moren var inde og skifte fra joggebukser til fine hvide cowboybukser og alle blev placeret korrekt.

Det var en rigtig hyggelig dag, selvom det kun var Ha der kunne engelsk og hendes bror, men han var for genert til at snakke sagde hun. Men hun var god til at oversætte og forklare.Da vi skulle til at gå, så Ha Peter stikke op af min taske. Jeg viste hende den og fortalte at det var fra min mormor. Hun synes den var virkelig fin, så måske børnehaven skulle have et par stykker, hvis min kære mormor har tid? Jeg er sikker på de vil elske det.

Hærens museum og Flagtårnet

2008-02-08T23:42:00.000+07:00

Ja, så var der alligevel muligt at komme ud og se noget her i nytårsdagene. Vi havde jo fået af vide at alt var lukket, men ikke Army museet, så der var vi henne i dag.
Selve museet var underligt opbygget med en masse små rum og så var vores største problem at meget af det kun stod på vietnamesisk. Det er sgu lidt for svært for os. De ting der stod på engelsk, fik vi heller ikke det optimale ud af, både fordi vi ikke er så meget inde i vietnamkrigen, men også fordi sætninger på en eller anden måde ikke rigtig hang sammen. Men vores store opklarings sag blev at finde ud af, om Frankrig og USA var i nord eller syd. Vores bedste svar, ud fra de ting vi kunne se og læse blev, at USA var i syd og Frankrigs indtrængning forblev uvist. Vi fandt aldrig rigtig ud af hvorfor landende havde trukket sig, men vi ved at Vietnam blev erklæret selvstændigt og vandt krigen.
Ved siden af var Flagtårnet, som vi egentlig ikke helt ved hvad blev brugt til, men det var højt og flot. Vi havde vores besvær med at komme op, fordi trapperne var så høje, men til tops skulle vi. Udsigten var super. Nede igen kiggede vi på fly, tanks, bomber osv. Det stod fremme ude i en have hvor man kunne røre og ved flyet, var sat en stige så man kunne klatre op og kigge ind af vinduerne.

På vejen hjem gik vi ind forbi Hoan Kiem søen og så den lille park ”Indira Gandhi”, der ligger ved siden af. Vi blev egentlig lidt skuffet fordi den var så lille og fordi meget af det var stengange, så der var ikke meget grønt, i forhold til parker derhjemme. Længere ned af gaden så vi Nationalbanken, den franske guvernørs palads, Hotel Metropol og det store teater.

Den lille park.

Nationalbanken

Teateret

Kinesisk nytår

2008-02-07T14:05:00.000+07:00

I dag er det den første dag i år 2008, rottens år, ifølge månekalenderen. Vi havde hørt at der ville være fyrværkeri inde ved søen i går til midnat for at fejre det nye år. Vi havde haft en dejlig afslappende dag herhjemme så omkring kl. 20 gik vi ind mod byen for at finde noget aftensmad. Der var proppet med mennesker, men vi fandt en restaurant, som vi kendte i forvejen. Vores nytårs mad bestod af en burger med fritter og en bananasplit til dessert. Priserne var sat lidt op her til nytår, men vi fik det hele for omkring 70kr for hver.
Der var proppet på restauranten og der kom en familie på 8 personer og skulle sidde ved et lille tomands bord. Vi selv sad ved et ottemands bord, så da vi havde spist burgerne spurgte vi om de ville bytte. De blev meget glade og overtjeneren kom og sagde at det var meget venligt af os.
Efter maden gik vi runde om søen. Folk sad på små tæpper foran søen og bagved var en række motorbiks som også blev brugt til at sidde på.
Til midnat blev fyrværkeriet sat i gang og det var virkelig flot. Alle stod med hovedet i sky og udbrød nøøøj. Lidt ligesom i Danmark. En mand bagved os, tilbød os champagne, men selvom vi sagde nej tak, fik vi alle fire et glas stukket i hånden.Folk råbte og klappede da fyrværkeriet var overstået og vi fulgte menneskestrømmen væk fra søen og gik hjem. Det var helt hyggeligt at der var så mange mennesker der gik. Normalt er vi næsten de eneste der går, men sådan var det ikke den aften.

Vores nytårsmad.

Vores nytårs dessert.

Og vores nytårs øl :)

Oppyntning af byen med lys og lamper.

Menneskemylder og fyrværkeri til midnat.

En lille film af nytårsløjerne med fyrværkeri og champagne.

Turist i Hanoi

2008-02-06T19:49:00.000+07:00

I dag begav Lotte og jeg os af sted mod Ho Chi Minh’s mausoleum og museum, med kortet i hånden. Da vi kom derop var vi i tvivl om hvor indgangen var, men vi fulgte menneskestrømmen og kom ind. Vi startede med at komme op til en dame der skulle kigge i vores tasker og jeg havde skyndt mig at tage mobil og kamera i lommen. Hun var møg sur og endte med at tage vores vandflasker, men dem kunne vi jo sagtens leve uden. Vi gik videre til en kø, hvor vi var bange for at de ville tage vores kameraet, så de røg ind på maven. Vi anede ikke hvad det var vi skulle eller hvor vi var på vej hen, men vi prøvede. Lidt længere henne var der security kontrol og vi måtte putte kameraerne tilbage i tasken i frygt for at vi begyndte at bippe. Men vi kom igennem og vores kameraer var stadig med os. Vi kom ind i en stor park, men fulgte igen bare menneskestrømmen. Vi havde forvildet os ind i en tysk pensionist gruppe, men det levede vi højt på. Vi gik op af trapperne og kom forbi en masse vagter. Man skulle være stille derind og hele tiden gå i den række man var i. Tyskeren foran os tyssede på os på vej ind. Inde i midten af rummet stod en glas kasse med en åben kiste inden i med Ho Chi Minh. Han lignede lidt en spøgelse med det hvide ansigt og det mørke tøj. Jeg synes ikke rigtig jeg blev overbevist om at det var ægte. Men masser af vagter var der til at passe på.
Ude igen fik folk deres kameraer tilbage og vi kunne også tage vores frem, og tage et billede af den store bygning hvor Ho Chi Minhs lig ligger.

Vi kom til en billetluge og købte billetter, men anede ikke rigtig hvad vi gik ind til. Men brochuren fortalte at det var Ho Chi Minhs hus, hvor han havde levet. En stor præsident bygning, hvor der stod han ikke ville bo i og længere henne hans to huse. Man kunne kigge ind gennem vinduerne og se hans bil i garagen, hans seng i soveværelset osv. I midten var der en flot sø og ude i den et lille tempel, som var sat på en søjle fordi det skulle ligne lotus blomsten.

Præsidentboligen

Ho Chi Minhs første hus

Ho Chi Minhs andet hus "The House on stilts".

Da vi havde været rundt i haven gik vi videre og en stor hvid bygning tårnede sig op foran os. Endnu en indgang blev betalt og vi fandt hurtigt ud af at det var museet. Vi var godt trætte efter alle de andre indtryk at museet blev gået hurtigt igennem. Mange af tingene var billeder af Ho Chi Minhs taler og hans kloge ord. Der var også statuer af ham og de originale taler på blokke. Oven på var der fortællinger om krigen og våben og tøj fra dengang.

Senere på dagen var vi inde os de Waterpuppetshow. Det er en berømthed i Vietnam, men vi fik ikke set det ægte. Vi bestilte billetter til teateret i Hanoi, fordi vi nok ikke får mulighed for at se det i en dam i en landsby.
Det var lidt af en oplevelse og ret turistpræget, hvilket ikke tiltrækker mig så meget, men det skulle prøves. Det var så galt at man ud over billetterne skulle købe endnu en billet for at kunne fotograferer. Teateret var lille og koldt og der lugtede lidt af beskidt vand.
Lyset blev slukket og et orkester kom frem i det ene hjørne af scenen og begyndte at spille. Der kom også sangpiger på senere. Da de var færdige kom der figurer frem bag tæppet. Der var drager der spyttede vand, fugle der fik en unge, mænd der sejlede, kvinder der dansede osv. Alt i mens orkesteret spillede og pigerne sang til. Jeg forstod ikke så meget af det, men på et tidspunkt kom en skildpadde svømmende og en mand gav et sværd til den. Der tænkte jeg på den historie fra forleden, men krigen der blev vundet fordi en skildpadde kom med et sværd.
En speciel oplevelse jeg ikke ville have været foruden, men behøver ikke prøve det igen.

Teateret -en scene med dansende piger.

Fugle scene

Dem der styrede dukkerne kom til syne til slut og de var virkelig også selv i vandet.

En lille film fra teateret.

Efter at have handlet stort ind til de næste 4 dage, fordi der er nytårs lukket, sluttede vi dagen af i Mais store dobbeltseng med sandwich, sodavand, chips og slik til filmen ”Kunsten at græde i kor” på Tinas computer. Herligt.

Nyt værelse

2008-02-05T23:08:00.001+07:00

Jeg har glemt at fortælle at vi har fået et hus til og det betyder at tre flytter fra dette hus og at vi fire der bliver tilbage kan få eget værelse. Jeg flytter oven på til det værelse med skab. Jeg er nok den mest sarte og vil rigtig gerne have at der ikke ser rodet ud, så et skab ville være på sin plads. De andre var med på det, så jeg er flyttet op på 2. sal sammen med Tina. Og så bliver Mai og Lotte boende på 1. sal.

Min altandør og det store skrivebord.

Min seng og et nyindkøbt lille natbord.

Mit store flotte skab med spejle på og min dør ud til gangen.

Kvinde Museet

2008-02-04T21:13:00.000+07:00

I dag tog vi os en lille tur til kvindemuseet og som rigtige turister begav vi os afsted med kamera og kort. Men vi fandt det nemt.Det er et museum hvor man kan følge kvindernes kamp i Vietnamkrigen. Der er billeder af kvinder i krig med gevær, kvinder der sørger for mad til krigerne, kvinder der sejler krigerne osv. Derudover kan man se deres tøj, hårtotter, spejle, ringe osv. som de har haft. Der er også gamle dagbøger og breve som de har skrevet, hvilket var det der rørte mig mest. De skrev hjem til deres forældre de ikke havde set i lang tid og der var også billeder af piger på 14-16 år der var banket til døde af fjenderne.

Et billede af et hjørne af museet.

En lille hytte til at illustrere hvordan de boede. Dog ser det nok lidt mere hyggeligt ud, end det egentlig var.

Tavlen hvor de originale breve hang.

Ja og så var der lige tredje sal, hvor der var trofæer og billeder, men det vi lagde mest mærke til var den store hundelort der lå midt på gulvet.

Guidet tur med Hoa og Ha

2008-02-03T23:54:00.001+07:00

Lærerinderne fra børnehaven inviterede os på tur, men det var kun Tina, Lotte og jeg der kunne, fordi Mai er syg og de andre på ferie.
Vi startede ved Litteraturtemplet, som er grundlagt 1070. Det er Vietnams første universitet og kun de dygtigste elever gik der. Der blev afholdt eksamer, som varede flere dage. Eleverne sad i små huse med pen, blæk og en bambus seng. Eksaminatorerne sat opløftet på høje stole og holdt øje.I en af gårdene foran står der skildpadder med hver en mindesten på ryggen. Her er alle navnene på de elever der har bestået eksamerne indgraveret. Hvis man aede skildpadderne på hovederne ville det bringe lykke, så det måtte vi selvfølgelig prøve.

I en af bygningerne kunne man se billeder af elevernes små telte mens de var til eksamen. Der var også udstillet forskellige ting som b.la. flotte etui til at aflevere eksamensopgaverne i.

Der var også optegnet et bane i den ene gård, som skulle bruges til menneskeskak, hvor hver person får en brik. De sagde vi kunne se det her til nytår.

I et af rummene i templet kunne man høre musik. Der var en lille koncert og noget af den har jeg optaget på video, både med og uden sang.

Næste stop var Hoan Kiem Søen. Vi var inde i et tempel, som ligger ude i vandet. Indgangene til templet har betydninger, den første var pennens og den anden var blækkets. Når man går igennem dem begge betyder det ”skriv på himlen” og derefter kan man gå over den røde bro. Der er også et billede af en skildpadde der bærer et sværd. Dette er fordi i søen er blevet opkaldt efter en krig, hvor Vietnam vandt, fordi en guldskildpadde kom svømmende med et sværd. Derfor er der også bygget et tårn ude i vandet, som hedder skildpadde tårnet. Og hvis man ser en skildpadde i søen betyder det lykke.

Den sidste indgang som betyder blæk.

Den røde bro over til templet.

Den gyldne skildpadde med sværdet.

Skildpaddetårnet ude i søen.

Sidste stop var nytårs markedet. 4 kæmpe bygninger med alle mulige boder. Smykker, mad, slik, legetøj, parfumer, tøj, tasker og alt andet hjertet begærer. Det jeg bedst husker derfra var alle de klamme vine, som stod i kæmpe krukker. Tog billeder af to af dem.

Vin med slange.

Vin med bjørnelapper.

Nytårs pynt

2008-02-03T23:36:00.000+07:00

Ja her i Hanoi følger de også den kinesiske kalender, så de skal til at fejre Tet som betyder nytår. Byen er begyndt at blive pyntet op, og vi har fået af vide at der bliver stort fyrværkeri ved søen en af dagene. Alt er lukket fra onsdag den 6 til og med lørdag den 9 februar. Vi har fået vi alt har lukket, både seværdigheder, butikker, gadekøkkener - ALT. Det bliver lidt underligt, men vi er blevet inviteret over til Ha, som er engelsklærer i børnehaven, så det bliver hyggeligt. Vi er bare lidt i tvivl om vi skal give gaver eller lucky money, hvilket tøj man må komme i osv. Men vi må jo spørger os frem.

Inde ved søen har de pyntet op med blomster. Der er skrevet 2008 med blomster og de har bygget en drage. Desværre er blomsterne ikke ægte. Vi har både mærket og duftet til dem.

Over søen er der sat en masse balloner op, til at pynte med.

Og så er der skilte om at vi går ind i rotten/musens år. Jeg kan ikke helt finde ud af hvilket år, fordi min kære mor siger der ikke findes musens år, men når jeg spørger folk her siger de "The year of the Mouse. Men måske det er det samme?

Fredag aften

2008-02-02T21:07:00.000+07:00

I går havde vi en rigtig hyggelig fredag. Vi var på fin restaurant, tror den var japansk/kinesisk, med kæmpe buffet. Det var et stort tag selv hjørne hvor man kunne tage alle mulige forskellige retter og der var også en kok som stegte spyd med kød og grønsager. Ved siden af sad der tre piger og lavede supper og andre små retter. Man gik bare hen til dem og valgte en af dem. Efter middagen var det dessert bord med frugt, pandekager og kager, som vi også skulle spise os igennem. Det var så lækkert, og selvom det var en dyr middag betalte vi under 100 danske kroner for det.

Bagefter tog vi ud og bowlede. Jeg havde forestillet mig sådan nogle Flinstone baner, men det var et fint og moderne bowlingcenter. Pigerne der serverede rullede rund på rulleskøjter og der var musik og diskolys. Det var smadder hyggelige og jeg vandt begge runder på min bane. Første runde fik jeg 120 point, hvilket er meget for mit vedkommende. Anden runde blev min arm træt.

Middag hos John Vu

2008-02-01T17:12:00.000+07:00

Lotte og Thuy havde fået en invitation til os alle om te hos John Vu, som er en dansk vietnameser der har et projekt kørende på Sao Mai, som er en institution for børn med handicaps. Tina, Lotte, Mai og jeg skulle med en taxa fra vores hus, men det var umuligt at få. Vi stod der i regnen og prøvede, men de fleste var optaget og andre vinkede bare af os og grinte. Efter tyve minutter i regnen holdt en taxa endelig ind. Lidt skummel, men vi måtte bare af sted, for vi var allerede sent på den. Taxameter drønede derud af og vi sad og ærgrede os over at blive snydt. Da vi ankom til John Vu’s hus, var det også hans kontor. Det var stort og flot, men han havde heller ikke rigtig varme. Vi fik et par øl og han gav og en masse gode råd og nyttige informationer. Det var rigtig dejligt at få insider-viden på dansk, så man fik det hele med.Han spurgte om vi ville blive og spise, og det var vi klar på. Han ringede efter hans maid og hun kom og med mad og lavede den sammen med ham i køkkenet. Det var super lækkert og alle var glade og tilfredse bagefter.

En lille film af hele middagsbordet:

Strømsvigt

2008-02-01T12:25:00.000+07:00

I går gik strømmen i vores hus, men Tina og jeg fandt hovedsikringen nede i køkkenet. Boksen var meget varm så vi turde ikke stikke fingrene derind. Vi blev enige om at finde noget at trykke med og gik på jagt. Efter at have kigget os rundt udbrød både Tina og jeg ”flaget”. Der hang et dansk flag på spejlet nede i gangen, med et træ skaft. Vi tog begge fat og trykkede sikringen op igen, og det virkede. Skønt. Alle gik tilbage til deres værelser og tændte for både computere og blæsere. Et par timer efter gik det galt igen. Jeg gik ned i gangen og åbnede skabet. Men sikringerne var ikke klikket ned. Rasmus og jeg prøvede at klikke lidt med dem, men intet skete. Vi blev enige om at det nok var strømsvigt, som vi havde hørt fra de tidligere studerende af og til, og gik op på værelserne og hyggede med sterinlys. Da computerne gik døde og der blev alt for koldt fordi varmeblæserne ikke virkede krøb vi i seng. Jeg måtte ligge med alt tøjet på plus halstørklæde. Lotte og jeg var optimistiske og satte varmeblæseren klar, hvis strømmen skulle komme i løbet af natten. Dagen efter var der stadig ingen strøm og huset var gennemkoldt. Vi skrev en besked til Trang som er datter af huset og 5min efter stod hun her med kæresten Hai. De sagde at de ville sende Hai’s far over for at kigge på det. En halv time efter kom ham og kiggede på sikringerne. Han stak mig sin mobil og Hai forklarede at hans far ikke kunne engelsk men at han sagde at det var nogle ledninger udenfor der var noget galt med. De ville ringe efter elektrikerne. Lidt senere dukkede 3 mænd op i orange sæt og gule hjelme. De kravlede rundt og kiggede på alle ledningerne. Trang kontaktede os og sagde at der var noget galt i vores hus, men at hvis vi var hjemme de næste par timer, så ville elektrikerne komme tilbage og lave det. De skulle bare købe lidt ledning.Lotte og jeg blev hjemme og ventede under dynerne. Da de kom fiksede de det på en halv time, men meget primitivt. En stor grøn ledning løber ud af skabet ned af væggen, langs gulvet og ud af vores ventilation. Ikke videre kønt, men det virker.

Vietnamesisk mad

2008-01-31T14:33:00.000+07:00

Tina, Mai og jeg blev enige om at spise lidt vietnamesisk i dag, så vi fandt et sted og gik ind. Vi blev guidet op af en trappe og lugten var absolut ikke god. Jeg ved ikke helt hvad det var, men noget i retning af sure tær. Da vi kom op var der møg koldt og vi sad i røde bløde stole næsten helt nede ved gulvet. Vi bestilte forårsruller og suppe, men havde svært ved at kommunikere med tjeneren. Han synes ikke vi skulle bestille ris til, så det opgav vi. Maden smagte okay, men anderledes end man er vant til. Men vi klarede at spise forårsrullerne med pinde og det var kun Mai’s suppe der var puttet meget chili i. Det kostede kun 150.000 vietnamesiske dong, hvilket efter vores lille kursomregning må være omkring 50 danske kr. Vi har en teori om at man fjerner 3 nuller og deler med 3. Og det passer også meget godt, for når man kører med bus koster det 3000 dong og det er 1 dkr. Det er nogle vilde udregninger vi er ude i.

Første indtryk af børnehaven

2008-01-31T14:24:00.000+07:00

I dag tog vi en taxa ud til børnehaven, for at hilse på dem. Vi har ikke kunne få fat i dem, så vi tog chancen at komme uanmeldt i dag. Da Tina, Tina og jeg ankom som de første, var vi ikke sikre på at det var det rigtige sted. Der var en masse unge mennesker og de kiggede meget på os da vi stod af, men da vi viste dem papirerne, pegede de nede bagved. Ganske rigtigt kom et skilt frem hvor der stod Hoa Thuy Tien (børnehavens navn) og bagved var der en rigtig hyggelig gård med legeting.

Rundt om var der en to etages bygning, som så var børnehaven. Vi listede rundt, fordi vi ankom omkring kl. 14 og vi har fået af vide at de sover til middag der. Men oppe på anden sal, hørte vi lyde og vi bankede på. En køkkendame kom ud og spurgte om hun kunne hjælpe os og jeg gav hende min uddannelsesaftale og sagde at vi var de danske studerende. Hun gik ind i et rum om kom ud igen og sagde vi skulle vente. Lidt efter kom en lille vietnameser i hvidt træningssæt med lyserøde streger. Hun fortalte at hun var engelsklærer i børnehaven og at hun ville tage imod os, men vi lige skulle vente lidt længere. Vi kunne fornemme at de var i gang med at rykke lidt rundt og rydde op. Inde i rummet havde de sat borde og stole op og køkkenpersonalet kom med frugter, grøn te og nødder. De undskyldte og sagde at de jo ikke vidste vi kom. Underchefen og en anden lærer var der også. Vi præsenterede os alle og de prøvede at udtale vores navne, hvilket faktisk gik ret godt. Vi snakkede med dem om alle de praktiske ting og vi skal selv vælge vores skema og vores klasse. Derudover fortalte de at det var nytår den 7 februar og at børnehaven havde lukket fra den 4 til og med den 11 februar. De spurgte om vi havde planer for nytår, hvilket vi ikke har, men så inviterede de os med to dage, hvor vi så kunne opleve deres fejring af nytåret. Den ene dag var det noget gøgl og fest og den anden dag ville nok blive et blomstermarked. Vi mødte også to danske piger, som er i børnehaven, der kommer fra Sundhed og Ernærings skolen i Sorø. Meget rart at høre hvad de synes om stedet og de fortalte at lærerne var meget venlige og tit inviterede dem ud.
Inden vi blev vist rundt, fortalte de at regeringen havde sagt at børnene kunne blive hjemme fordi det var så koldt – under 10*. Lidt underligt, men da vi kom rundt og se klasseværelserne kunne man forstå det. Der er ingen isolering og alle børnene sad med jakker, huer og halstørklæder på. Der var overtal af drenge i klasserne og da vi spurgte lærerne hvorfor sagde de, at det nok var fordi, de skulle vise sig som de stærkeste. Klasserne er delt ind i A, B og C klasser. Der er 4 A-klasser, hvor børnene er 5-6år, 4 B-klasser hvor børnene er 4-5år og 3 C-klasser hvor børnene er 3-4år. De store klasser kan engelsk og den første klasse sang en lille engelsk sang for os. De var virkelig søde og stod og rokkede var side til side og den anden klasse havde lært at sige ”How are you?” og ”What’s your name?” De var virkelig søde. De mindre klasser kiggede med store øjne på os, men vinkede da og sagde nogle vietnamesiske ting til os. Det var bare så dejlige børn og vi havde lyst til at tage dem med os hjem. Da vi skulle hjem, blev vi enige om at tage bussen, og lærerne fulgte os til bussen. På vej ud kom en lærer løbende efter os, men et papir i hånden. Det var min uddannelsesaftale og hun undskyldte mange gange at den var blevet våd. Jeg prøvede at forklare at det ikke gjorde så meget, men hun var virkelig ked af det og forstod ikke helt at det var okay. Men fik med uddannelsesaftale og det var det vigtigste.Jeg glæder mig virkelig til at starte praktikken, fordi de alle sammen bare var så søde og venlige og børnene var bare dejligt og lige til at tage med hjem.

Billeder fra huset

2008-01-30T00:18:00.000+07:00

En lille guide rund i vores hus.

Vores lange lange trappe der går fra stuen til 3. sal.

Lotte og mit værelse.

Det gule er forhæng foran vores utætte altandør og vores bedste ven varmeblæseren.

Dobbeltsengen er god, men madrassen er meget mindre end sengens ramme, så der ser lidt skægt ud.

Her vores vindue hvor der er sat pap foran, fordi vi har modemet og ledningerne skal føres udvendigt op til alle de andre værelser. Så det trækker en hel del.

Toilet/ bad på 1 sal hvor jeg bor sammen med Lotte, Mai og Tina.

Ankomst til Hanoi

2008-01-29T22:26:00.000+07:00

Afskeden i Kastrup lufthavn holdt hårdt for de fleste, men alle kom op af trappen, igennem security uden de største problemer og direkte til gaten, fordi vi havde siddet sammen med vores familier så længe. Flyet var stort og Lotte og jeg tror vi læste om det rigtige fly og det kunne have omkring 600 passagerer. Vildt. Vi havde hver vores lille skærm foran os, som både viste film, havde sprogkursus i vietnamesisk, havde info om flyveturen og som man kunne spille spil på. Fjernbetjeningen/ sad i armlænet og kunne tages ud. Turen til Singapore var lang og vi kunne ikke falde i søvn, så var godt færdige. I lufthavnen stak vi lige hovedet ud for at få lidt luft, men vi fik en chok. Luftfugtigheden var så høj og så var det rygeareal, så man kunne næsten ikke få vejret. 26 grader stod der også. Inde igen fik vi købt lidt at drikke og måtte tage et metro lignende tog til terminal 2 hvor vores næste fly gik fra. Vi fandt et sted vi kunne ligge, der var nemlig fint gulvtæppe i hele lufthavnen, og lå bare og slappede af, hørte musik og spiste slik.

Næste flyvetur gik hurtigt, for vi sov alle sammen hele turen og vågnede kun da vi skulle spise.
I Hanoi lufthavn fik vi vores bagage efter lidt ventetid og kom ud på den anden side. Vejret var absolut ikke varmt og lydene var meget høje. Hver gang en bil kørte forbi dyttede den så højt den kunne og vagten rendte rundt i sin fine uniform og slog så skraldespande med sin stav.
Efter at Tina og Mai havde købt 2 vietnamesiske simkort gik vi på jagt efter en taxa. Det var rimelig nemt, for da vagten kunne se vi kiggede rundt kom vinkede han af os og tog os med hen til en stor taxa og vækkede taxachaufføren som lå på førersædet og sov. De to små vietnamesere fik bakset vores kufferter ind og vi var af sted. Vi sad alle og kiggede spændt ud af vinduerne. De pløjede med store okser og kørte motorbiks med alt muligt spændt bag på. Meget primitivt.
Da vi ankom til vejen blev vi sat af og vi rullede vores kufferter ned igennem en lille snusket gade med store vandpytter og alle gloede på os. Da vejen endte, blev vi enige om at ringe til Trang som er datteren i den familie vi lejer huset af. Hun sagde til Mai at hun havde set os, og det undrede vi os meget over. Men da hun fandt os fortalte hun at der var en dreng der havde fortalt at vi var gået forbi. Vi gik hen til et kæmpe tremmegitter, hvor vi mødte moren.

Hun låste tremmegitteret op og inden bag ved var der endnu en dør, og vi trådte ud i gangen. Et stort rum med klinker på gulvet. For enden var der et lille rum hvor der var spisebord med stole og en dør ud til et lille smalt køkken med gaskomfur og vask. På første etage var der to værelser med dobbeltsenge og en lille toilet med bruser. På anden sal var der også to værelser bare med enkeltsenge og endnu et toilet. Øverst oppe var det sidste værelse og en overdækket altan ud til en sø. Deroppe stod også en lille fin vaskemaskine. Første indtryk af huset var at det var meget stort og virkede lidt tomt. Derudover var det møg koldt pga. klinkegulvet og de utætte døre og vinduer.
Faren og sønnen sluttede sig til os, og de bød os på mad. Vi takkede ja og begyndte at rykke stole ind til spisebordet så vi alle kunne sidde der. Imens bar vi kufferter op og Lotte og jeg fik det ene dobbelt værelse og Tina og Mai det andet. Da moren kom med skåle med nuddelsuppe med kylling, serverede de for os og gik selv ud i gangen og ventede. En lidt underligt følelse, fordi vi regnede med at vi skulle spise sammen. Men nej. Suppen var okay og de fleste klarede det med pinde, men kyllingen lod vi være for det var både med skin, ben og fedt. Da vi var færdige, ryddede de af og vi takkede og sagde farvel. Lidt efter modtog Mai en besked, hvor der stod at moren ville komme forbi i aften med tæpper til os.
Efter at have pakket lidt ud, gået lidt rundt i huset blev vi enige om at finde et sted og spise. Da vi kom ud blev vi ret chokeret over vores del af byen, for det lignede virkelig et fattigt område og ingen af de gadebutikker vi kom til kunne tage imod dollars, og vi havde ikke andet. Vi gik og vi gik og fandt intet spisested og ingen bank. Trafikken var kaotisk og vi kunne næsten ikke komme over vejen. Der var ikke et eneste hul i trafikken.

Derudover dyttede de helt vildt, så vi troede vi blev døve. Fortovene kunne man ikke benytte, fordi der sad folk og lavede mad. Til sidst blev vi enige om at prøve en fast food restaurant, fordi de måske kunne tage dollars. Jeg prøvede at spørge og hun sagde nej. Vi følte os helt fortabte og satte os alle 6 rundt og bordet og så opgivende ud. Jeg tror de fik medlidenhed med os, så damen ved kassen kaldte mig op og sagde at vi godt kunne betale med dollars, men ville få tilbage i vietnamesiske dong, hvilket var meget okay. Så vi fik også mad den dag. Hjemme igen gjorde vi klar til at se håndbold via sputnik. Uheldigvis kunne dette ikke lade sig gøre når det er udlands internet, eller ip-adresse om i vil. Vi fik heldigvis fikset det vha. skype, men det blev så desværre uden lyd. Vi kunne ikke helt se om målene gik ind, men vi fik set Danmark vinde så det var herligt og vi hyggede rigtig under tæpperne for at holde varmen.

Vi nåede først sent i seng, hvilket resulterede i at vi først stod op kl. 13 næste dag. Trang kom forbi kl. 14 med hendes kæreste og vi fik ordnet lejekontrakten og bestilt vand.

A. Tanker inden rejsen

2008-01-26T06:19:00.003+07:00

Så er det i morgen jeg rejser, og det er virkelige en urealistisk følelse. Jeg har ikke forstået at jeg skal af sted, selvom min kuffert pakket og alt er klart. Her på falderebet skriver jeg lige lidt om mine tanker omkring min tur.
Det jeg ønsker at få ud af det her ophold, er en kæmpe oplevelse. Det er at opleve kulturforskellene, få indblik i børnehaven og resten af Hanois liv. Derudover skal vi ud og se en masse for rigtig at snuse til kulturen
Mit største faglige udfordring tror jeg bliver at acceptere nogle af deres pædagogiske eller upædagogiske metoder. Tror virkelig jeg bliver sat på prøve med den stramme tidsplan de stakkels børn har. Hvornår skal de dog lege? Derudover er mit engelske ikke så stærkt, så sproget bliver også en udfordring.
Men jeg er sikker på det hele fører til personlige udfordringer, så de skal bare overvindes.
Jeg synes egentlig ikke at jeg lige nu er bekymret over noget. Jo måske at jeg glemmer noget, men det er jo ikke så slemt. Det hele kan jo købes dernede.
Det jeg tænker, det betyder at være dansk i udlandet er, at man skal være åben for den nye kultur og sætte tempoet ned i forhold til den danske travlhed.
Det jeg kommer til at savne mest er min familie og mine venner. Men har heldigvis nogle dejlige studie kammerater med, så det skal helt sikkert.Når jeg kommer hjem håber jeg at have styrket min personlighed. Jeg tror jeg vil blive mere modig og ligetil. Og måske nogle nye pædagogiske metoder?

Faglige elementer

2008-01-18T19:36:00.001+07:00

Obligatoriske elementer i rejesebloggen. Tidsangivelserne skal overholdes

A: Beskriv i bloggen dine overvejelser (Inden opholdet) - det jeg allermest ønsker at få ud af opholdet er… - den største faglige udfordring tror jeg bliver … - den største personlige udfordring tror jeg bliver … - min største bekymring er … - Det, jeg tænker det betyder at være dansk i udlandet er … - Det, jeg kommer mest til at savne bliver nok .. - Når jeg kommer hjem håber jeg at have styrket …

B: Institutionsbeskrivelse. (Efter 4 uger) Præsentation af jeres institution, herunder: Institutionens lovmæssige tilhørsforhold og samfundsmæssige betydning. - hvordan ser den ud? Hvor ligger den? giv læseren en beskrivelse suppler med billeder, - hvilken samfundsmæssig funktion har institutionen - hvordan er den placeret indenfor det administrative system (hvilket ministerium, evt. hvilken international organisation, lovgrundlag e. lign., der beskriver institutionens overordnede formål). - er den privat, hører den til en organisation, får den tilskud fra staten, ”community” eller hvorfra? - er der forældrebetaling/brugerbetaling? - Normering

C: Beskriv dine mål. (Efter 6 uger) Hvad ønsker du at opnå med din praktik, Hvilke mål har du sat dig. Hvilken viden vil du få brug for for at nå dine mål? Hvilke faglige holdninger har du oplevet må bearbejdes for at forstå den pædagogik og det samfund du færdes i?

D: Institutionens pædagogik (Efter 10 uger) - hvilken uddannelse har de ansatte i institutionen - hvilke(n) faggruppe(r) udfører det arbejde, der ville blive varetaget af pædagoger i Danmark - (hvilke pædagogiske uddannelser findes der i landet) - hvordan forklarer de aktiviteterne og deres handlinger og relationer i forhold til børn eller brugere? - er den styret af en “læseplan” eller andre centrale forordninger - hvilke didaktiske overvejelser gør de ansatte - hvilke sider af læringen lægges der vægt på - hvilke specielle træk ved pædagogikken gør indtryk på dig - hvordan ser en typisk dag – uge ud?

E: Indlæg i bloggen (Efter 12 uger) Indlægget skal indeholde en beskrivelse af din hverdag således at studerende i Danmark kan få et realistisk indblik i denne. Du må altså gerne skrive noget om hvorledes livet uden for praktikken ser ud, men der skal også være beskrivelser fra din institutionshverdag.

F: Om kulturen. (Efter 16 uger) - hvilke grupper benytter institutionen (er den f.eks. domineret af eller ligefrem forbeholdt specielle sociale, religiøse, politiske, etniske grupper - og har det noget betydning)? - hvordan rummes forskellige kulturtræk i institutionens liv (religion, politiske forhold, mindretal mv.)? - hvilke højtider og fester holder man, og hvordan gør man det? - hvordan inddrages forældrene/familierne i institutionens liv? - Hvilken institutionskultur er der på stedet. Er der diskussioner/refleksioner. Er der stærk styring fra ledelse. Er der udefra vedtagne retningslinier som er bestemmende for arbejdet/pædagogikken?

G: Indlæg i bloggen om: (Inden hjemrejsen) Hvordan præger din danske baggrund dit pædagogiske arbejde på stedet? - Fx udfra hvilke problemer, udfordringer og dilemmaer du har stået i? Hvad har du lært om dig selv? - På hvilken måde har opholdet i udlandet påvirket dig? - hvorledes reagerer du i fremmede forhold - Er der noget i dit menneskesyn og barnesyn der evt. har ændret sig - andet

H: Efter hjemkomsten. Afrunding af din blog. Skriv en kort opsamling og fx lidt om at vende hjem samt et venligt farvel til dine læsere.

Peter

2008-01-15T00:11:00.000+07:00

Min maskot Peter som jeg har fået af min dejlige Mormor.
Håber han passer godt på mig i Vietnam.

I Danmark

2008-01-06T06:58:00.000+07:00

Ja nu er alle de praktiske ting ved at være på plads. Vi har bestilt billetter og flyver fra kolde Danmark den 26 januar, lige efter at have skrevet 3 dags prøver. Vi har (forhåbentlig) to huse der venter på at vi flytter ind. Jeg har fået fremlejet min lejlighed, men mangler dog stadig at flytte ud. Og i torsdags var vi inde og få de sidste vaccinationer, så venter bare på at min tuberkulose stik bliver til et sår. Klamt.
Men alt er ved at falde på plads, og jeg er rejseklar. Mangler dog stadig at pakke osv :D

Det er ikke rigtig gået op for mig endnu, at der kun er 3 uger til vi rejser, men jeg tror nok at jeg glæder mig. Det bliver den fedeste oplevelse nogen sinde.