mandag den 7. april 2008

Afsked med singaporeanerne

Fredag skulle der være fest ned i børnehavens store lokale. Vi vidste ikke rigtig hvad der ventede os, andet end alle singaporeanere og vietnamesere skulle have deres nationaldragter på og at det var med mad.
Efter arbejde skiftede vi tøj og gjorde os klar til fest. Dette blev gjort inde i min klasse, da toilettet er ret mørkt fordi regeringen endnu engang ville spare på strømmen. Heldigvis gik det fint og strømmen kom omkring kl. 17, så glattejern og strygejern fik gjort deres pligt.
Ude i gården var alle samlet og løb rundt for at få taget en masse billeder både klassevis, landevis og fællesbilleder. Tror næsten vi brugte en time på at stæse frem og tilbage nede i gården og rykke stole og bænke, for at få de bedst opstillede billeder. Det var bare for vildt.Endelig skulle vi ind, men der var ligeså meget panik. Mine lærere hev mig rundt og spærrede pladser osv. Det var ret kaotisk, men til sidst tror jeg alle fik den plads de ville og jeg sad sammen med lærerne fra min klasse og Constance, som var den singaporeanske studerende i min klasse.Der blev holdt velkomst tale, sagt tak for alle de gode oplevelser og erfaringer og givet pakker og knus. Derefter var der mad. Quinh, som er lærer i min klasse fyldte min skål med forskelligt mad gang på gang, så jeg manglede ikke noget. Jeg fik ros af pedellen, som synes jeg var god til at bruge pinde – hvem skulle nogensinde have troede jeg ville lære det.

Så kom der gang i karaoke anlægget og engelsklæreren satte det i gang med en vietnamesisk sang. Alle klappede, råbte og grinte. Det var helt vildt at se dem være så meget oppe at køre over så lidt. Men det fortsatte og vi skulle også danse, så festet det blev der.
De havde en traditionel vietnamesisk dans over pinde.Klokken 20 sharp, blev der sagt farvel og alle begyndte at rydde op. Det var ikke fordi folk ikke snakkede eller hyggede sig, men bare en bombe der faldt lige pludselig og helt uden grund. Singaporeanerne sluttede af med at tegne indiske henna-tatoveringer på vores hænder, som er en traditionel måde at sige farvel på. Det lignede et tykt brunt lag af chokolade og så skulle man vaske det af efter en times tid og så ville det have farvet huden. Jeg fik en fin blomst oven på min ene hånd og et lille kort fra Constance med hendes e-mail, så vi kunne holde kontakten.

torsdag den 3. april 2008

Snart besøg af mor og far

Ja så er denne uge snart gået, og den har været meget anderledes med workshops. Jeg synes ikke jeg har været ret meget i min klasse, så det var herligt at være tilbage i dag. Mange af børnene havde i går spurgt lærerne om jeg var taget tilbage til Danmark og ikke kom og underviste dem mere. Måske de blev lidt forvirret over jeg kom og sagde hej og farvel først om morgenen, så om eftermiddagen og igen da jeg viste vores danske lærere rundt.
Men dejlig at være tilbage selvom jeg har været så utrolig træt efter alt det workshop pjat.

Men i morgen er det fredag og vi skal have en lille middag, fordi det er sidste dag for de studerende fra Singapore. Jeg kan ikke helt finde ud af hvad det går ud på, men det skal foregå i børnehaven kl. 17.30.
Og så er det også i morgen at mine forældre ankommer til Hanoi. Lige nu sidder de flere hundrede kilometer oppe i luften på vej over alverdens vande og lande. Det er helt underligt at tænke på at de kommer her til Vietnam, men det bliver skønt. Så har jeg 3 ugers ferie sammen med dem, hvor vi skal rund og se lidt forskelligt. Jeg regner med at de har styr på hvad de gerne vil, for jeg har jo 4 måneder i Vietnam endnu.

De har været forbi min mormor og hente en masse Petere, så der er nok til alle børnene i min klasse. Tak mormor, jeg er sikker på de bliver elle vilde.

Workshop og besøg fra Danmark

I søndags fik vi vores første danske besøg her i huset. Mais mor og hendes veninde landede lørdag og kom forbi os søndag. De havde en kæmpe portion lakridser med, så nu kan vi rigtig sidde og guffe. Tak for det.
Senere søndag skulle vi hente vores danske lærere på deres hotel og på rundtur i vores huse. Vi fik snakket en masse om workshop og om vores liv hernede. Aftenen sluttede af med en middag på et flot og moderne gadekøkken.

Tirsdag var der workshop på Sao Mai, som Lotte og Thuy skulle afholde. Vi fulgtes derud med Lotte og var i meget god tid. Vi ventede og ventede og kl. 8, hvor det skulle starte, var det kun os danske studerende plus en frivillig på Sao Mai, der sad i mødelokalet. Da klokken var 20min over undersøgte vi sagen og fandt ud af at lærerne troede det først var kl. 9. Vi undrede os meget over at vores danske lærere ikke var kommet og var faktisk ret skuffet. Men lidt i 9 kom en masse lærere trissene ind i deres uniformer og lederen kom også efterfulgt af Morten og Tue. De fortalte at de havde været der siden kl. 8 men bare havde siddet på lederens kontor og snakket og drukket te.
Workshoppen gik fint, men lærerne virkede ikke så engageret. Men da Tue, som de kalder professor, rejste sig op og fortalte om boardmakers, skrev alle lærerne.Midt i workshoppen gik rektor, og kom tilbage med te og 3 kopper til hende og de to danske professorer. Nogle af lærerne og lederen snakkede også i mobil under workshoppen. Underligt.Vel overstået fik vi en fin middag i kantinen og tog derefter hjem, for at øve vores egen workshop.
Onsdag skulle vi 6 i børnehaven holde workshop og det var helt anderledes. Da vi kom ind i lokalet var der pænt stillet op og deroppe hvor vi skulle stå, var der et kæmpe skilt lavet til vores workshop hvor der stod ”danish workshop 2/4-08” og så vores to temaer som var recognition (anerkendelse) og great expectations (høje forventninger). Det var så vildt, at vi bare måtte tage billeder. Desværre regnede det, så vi kunne ikke deltage i morgengymnastikken så i stedet fulgte jeg bare Lotte rundt så hun kunne se børnehaven. 8.30 begyndte folk at komme, alle i fint tøj. Der var lærerne, rektor og vice rektor, lærere fra andre børnehaver, lærere og rektor fra collage og selvfølgelig vores danske lærere. Vi havde lidt problemer med projektoren til at starte med og dem der hjalp os fra børnehaven havde ikke fuldstændig styr på det, så vi blev lige nervøse for at diasshowet ikke virkede i et kort sekund. Meget formelt lagde vice rektor ud med en lille tale og så kom der nogle børn ind for at optræde. En fra hver a vores klasser var fremme og sige ”min lærer er ..” på engelsk og drengen fra min klasse lagde ud med også at sige hvor glade de var for os danske studerende. Imponerende at han er så dygtig til engelsk og så havde han fint jakkesæt på. Derefter fik vi en lille optræden med to engelske sange inden de gik tilbage i klasserne. Så fik lærerne fra Danmark fik gaver og rektor fra collage sagde noget. Og endelig kunne vi starte. Workshoppen forløb som den skulle, selvom vi havde en anden oversætter end vi havde regnet med. Det var en fra collage vi ikke kendte, og vi havde lidt problemer med at forstå hendes engelsk, men vi havde Thuy på sidelinien som kan både engelsk, vietnamesisk og dansk, så hun samlede op eller stoppede, hvis noget blev misforstået.
I pausen kom Hoa, læreren fra min klasse, op til mig og spurgte ind til de to små skuespil vi havde lavet. Vi ville illustrere hvordan man var anerkendende og ikke anerkendende og lagde ud med at sige at skuespillene var fiktive og overdrevet, for ikke at hænge nogle ud. Hoa spurgte hvilken klasse det ikke anerkendende stykke foregik i, fordi hun troede at rektor troede at det var fra en af klasserne. Jeg forklarede hende at det var fiktivt og at vi ikke havde set noget her i børnehaven, og at vi også startede med at sige det inden stykkerne. Men hun fik mit papir hvor det stod og gik ned og oversatte det for rektor og så var alt godt. Jeg takkede hende for det, for det kunne godt have gået galt. Og meningen var ikke at hænge nogle lærere ud. Vi sluttede vores workshop af med at lege lidt med kartoffelmel. Pointen var at vi først bare ville fortælle dem om den her kartoffelmel og vand konsistens, og derefter lade dem mærke, for at se forskellen på bare at få fortalt noget og så selv erfare det. Jeg ved ikke om de fangede den, men i hvert fald var de ret vilde med denne blanding og mange af lærerne tog det med op i klasserne for at lege med det bagefter. Faktastisk. Hele workshoppen sluttede med en tale fra professor Lars, en fra vice rektor på collage og en fra rektor i børnehaven. Derefter blev vi alle kørt i taxa til en fin restaurant hvor der var dyr og fin buffet. Herlig afslutning.
Så nu er den første og værste workshop overstået og alle er glade og fornøjet.

onsdag den 2. april 2008

Studerende fra Singapore

I sidste uge og denne uge har vi besøg af studerende fra Singapore. De er 20 studerende der er delt ud i klasserne, og i min klasse har vi en der hedder Constans. De har et stramt program, så de laver aktiviteter næsten hver dag. Jeg synes det har været rigtig rart, for det foregår på engelsk, og så kan jeg være med og få nye ideer. Jeg synes nemlig det har været svært at få ideer fordi det skal foregå på engelsk, og jeg har haft svært ved at oversætte forskellige sanglege. Men nu er jeg blevet inspireret. Den ene dag havde hun en dukke som forestillede en gammel dame og så fulgte der en sang med om at hun slugte en masse dyr. Dyr efter dyr blev de puttet ned i hendes mund indtil den gamle dame døde. Sørgelig historie, men børnene kunne virkelig lide den. Og jeg har hørt rygter om at børnehaven har fået foræret de her forskellige dukker, så det kunne bare være helt fantastisk. Derudover har det været rart at snakke engelsk med en anden studerende, men jeg synes deres pædagogiske måde ligner meget den vietnamesiske.
De har sågar tape områder til de forskellige lege ting og så skal børnene sidde inden for området når de leger med bestemte ting. Der er også tape linier på gulvet hvor børnene skal sidde på.
Vi har deltaget i to diskussioner, lavet af dem fra Singapore og jeg havde en lidt dårlig følelse da jeg gik derfra. Mange af deres spørgsmål til lærerne virkede som angreb, og lærerne gør alt for at please dem og svare så rigtig så muligt i stedet for at svare ærligt. Fx lød et af spørgsmålene om de troede børnene gjorde ting for at gøre dem sure. Og de tror det rigtige er at svare nej. Men hvis man tænker over det ret pædagogisk, ved vi at børn prøver grænser af og det er vel en form for at gøre os sure. De skal finde ud af hvor langt de kan gå før en voksen bliver sur, og det er helt bevidst.
Men jeg vil sige at disse diskussioner også gjorde mig en lille smule mindre nervøs, fordi oversættelsen fra engelsk til vietnamesisk ikke var helt let. Ha og den anden engelsklærer Do Anh havde fået tjansen, og de havde lidt svært ved det fine engelsk dem fra Singapore kan. Der var også mange ord som os fra Danmark ikke forstod.Men jeg tror alle parter fik noget ud af det og vi fik da tænkt vores workshop igennem igen, for at se om nogle af de ting vi sagde kunne komme til at lyde som angreb.

Uniformer

Så fik vi endelig vores uniformer. De har godt nok været længe undervejs. Det er hvide dragter som går i arv fra andre studerende og fordi vi er så mange studerende i børnehaven denne gang, tror jeg ikke de vil bruge penge på det. Så de passer ikke helt og så er de desværre rigtig gennemsigtige og alt for løse.Vi har endnu ikke fået taget et ordentligt billede af os alle, men Tina og jeg fik taget et, en af dagene i vores pause.

søndag den 30. marts 2008

Endnu et nyt familiemedlem

Lørdag formiddag hører jeg pludselig et skrig inden fra Tina’s værelse, efterfulgt af et ”Mie kom lige”. Tina står helt ovre ved vinduet og stirre på en pose som hun beder mig løfte. Inden under ligger der et lille bitte firben, som ikke kan være ret gammelt. Den var meget langsom og sad for det meste stille, så der var gode muligheder for at billeder af hende.Hun hedder Pernille. Og for at vise hvor lille hun er, har vi sat en sko ved siden af hende.
Her til morgen kaldte Tina på Pernille, så hun har accepteret at hun bor heroppe på vores etage, og måske for det meste inden hos hende. Måske hun faktisk synes hun er ret sød.
Vi fandt dog et lille firben til ude på vores gang, som vi egentlig ikke synes ligner Pernille. Så måske det er Pernilles bror Lars?
Vi har snakket lidt om, om de lægger æg eller hvordan sådan en fødsel foregår. For det er længe siden jeg har set mine firben, så måske de er gået i hi for at føde unger?

lørdag den 29. marts 2008

Lego sponsorerer

Inden vi tog hjemme fra Danmark, havde en af mine medstuderende kontaktet Lego og fået sponsoreret noget legetøj til børnehaven i Vietnam. Vi havde fordelt det i vores kufferter og synes egentlig vi havde meget med, men når det pludselig skal deles ud i 8 dele, blev det kun til 5 poser til hver. Men mine børn elskede det og var så taknemmelige.
Jeg havde fået lov at tage 3 drenge med ind i et rum og bygge de ting der var tegninger til, og det passede med at de kunne få en hver. Det var ret svært, men drengene var virkelig koncentrerede og jeg kunne ikke lade være med at smile, når de sad og studerede tegningerne og derefter kiggede godt efter på deres byggeri for at se om det var ens. De klarede det med glans og tog det stolt med ind i klassen.De to sidste poser blev bare puttet ned sammen med det andet lego de har og så skulle alle lege med det. Børnene klappede af mig, sagde ”thank you” og krammede mig. Specielt en dreng var jeg meget overrasket over. Bin hedder han og han er meget stille og har ikke ret meget voksenkontakt, og når han endelig har er det tit negativt. Den lille dreng kom farende over til mig, hoppede op på mit skød og gav mig et kæmpe kram. Han synes bare det var så fedt med det lego.