E. Første rejsebrev

Nu har jeg været i Vietnam i 3 måneder, det vil sige halvdelen af tiden. Det er bare gået så ubeskriveligt hurtigt og jeg har lært så meget om mig selv, børneopdragelse, hvilke værdiger jeg sætter pris på, kultur forskelle osv. Jeg har også haft mulighed for at tage på ferie og weekend ture, som har gjort, at jeg har set andre dele af Vietnam, end kun Hanoi hvor vi bor.
Da vi rejste i slutningen af januar, var det lidt ligesom at rive et halvt år ud af kalenderen, pakke en taske og så bare sige farvel til alt i Danmark. Det var en ubeskrivelig følelse, for det var ikke rigtig gået op for mig inden jeg rejste, hvad det egentlig var jeg gjorde. Det var noget jeg bare måtte prøve, selvom jeg ikke vidste hvad jeg gik ind til.

Efter 3 måneder er det gået op for mig, at jeg føler mig hjemme hernede. Jeg har en hverdag der fungere og et hus der ligger i et område jeg kender. Efter en lang ferie glædede jeg mig til at komme tilbage til mit eget værelse og bare føle mig hjemme og vide hvor tingene er. Det havde jeg alligevel ikke troet.
Derudover føler jeg mig lidt malplaceret her i Vietnam. Selvom jeg føler det er mit hjem, føler jeg mig ikke som en del af det. Der er stadig rigtig mange ting omkring kulturen jeg ikke forstår, og ved eftertanke, tror jeg aldrig jeg komme til at forstå dem. Det er bare så anderledes en kultur, at det ikke kan lade sig gøre at forene dem. Pludselig forstår jeg hvorfor det er så svært for mange udlændinge at komme til et andet land. Lige meget hvor ihærdigt man prøver at forstå kulturen og være en del af den, bliver man det aldrig rigtig. Eller jeg kan jo ikke sige aldrig, men hvis kulturerne er for forskellige, er det jo næsten umuligt. Vi er opdraget på forskellige måder og de værdier vi har ligger så dybt i os, at de er svære at rokke ved.

Da vi landede den 27 januar i Hanoi lufthavn, blev vi overvældet af den kolde luft. Jeg havde inden afrejse forsikret mig selv om, at jeg ikke skulle fryse det næste halve år, fordi nu skulle jeg til varme Vietnam. Men nej. Tilfældigvis ramte vi ind i den koldeste vinter i 20 år, og det var skrækkeligt. Aldrig har jeg oplevet noget lignende. Der var ingen isolering eller varme i huset og vi havde kun vores smarte sommertøj i taskerne. Vores gade virkede lille, trist og ulækker og huset var stort tomt og koldt. Den dag ønskede jeg mig virkelig hjem til Danmark, mere end nogen sinde.Men efter hånden fik vi handlet ind så vi kunne klare os i kulden, vi fik set os om og fundet de vigtigste steder, og så kørte det igen. Vi har fået en hverdag til at fungere hernede og alt er i den skønneste orden.

Mine hverdage her i Vietnam er meget ensformige. Jeg bliver vækket af Tina omkring kl. 6, når hun er færdig med badet, og så er det min tur. Morgenmaden bliver nydt i selskab med Tina og Mai nede i køkkenet og inden vi begiver os af sted, når vi lige at se Lotte og ønske hende en god dag.
Vi tager bussen i børnehaven, og den går i tidsrummet 6.50 – 7.10, alt efter vejrforhold og trafik.
Kl. 7.30 møder vi så ind, skifter til uniformer og går til vores klasser. Her leger jeg enten med lego på gulvet med børnene, snakker med lærerne eller står og tager imod børnene i døren.
Omkring 7.50 rydder børnene op, tager sko på og går ned i gården, hvor vi har morgengymnastik. Efter jeg har fået min uniform står jeg altid oppe foran og prøver at huske serien så godt så muligt, så børnene kan kigge efter. Det lykkes desværre ikke hver gang.
Oppe i klassen starter vi dagen med en snak, om enten ugens tema, hvad børnene har lavet i weekenden eller noget andet der optager dem. Her plejer Hoa at være god til at oversætte, så jeg kan følge med i samtalen.
Når hovedaktiviteten starter, bliver børnene delt i to hold. Det ene hold bliver i klassen til undervisning, og der bliver jeg ret passiv. Her er formålet at børnene skal lære intensiv, og jeg bruger tiden på at observere. Nogle gange er det også de vietnamesiske studerende der må prøve sig på bedste vis, og det er interessant for mig at se. Jeg har jo ingen chance for at forstå hvad de siger, så mine observationer går på kropsbevægelser, toneleje osv. Det er en lærerig måde at observere, for det gør mig bevidst om hvor vigtigt ens kropssprog er. Det andet hold er tit ude og lege og her kan jeg være med. Dog skal de også lære nogle motoriske færdigheden nogle gange, som at kaste rigtigt, og der har jeg igen svært ved at være med, fordi det mest er børnene.
En ting der dominere min hverdag meget er, at der er så stor forskel på børn og voksne. Det er en meget tydelig at børnene er meget underdanige og gør alt hvad lærerne beder om. Og lærerne beder tit børnene om fx at smide noget papir ud for dem, eller hente en blyant til dem. Børnene får ikke rigtig lov til at være børn og lave hvad de vil. Lærerne viser hvordan de skal gøre tingene, og så efterligner børnene det så godt som de nu kan.
Lige før frokost har vi hjørne aktiviteter, og der bliver børnene tit overladt til sig selv med bestemte opgaver, mens lærerne laver alt mulig praktisk.

Til frokost har jeg gjort dem meget klart at jeg ikke kan lide at de fodre børnene, og at det umuligt kan være godt for dem. Jeg har også sagt at jeg synes det virker som en stressende situation for børnene, fordi lærerne render rundt og gør rent, flytter stole og øser op til børnene. Så nu foregår det sådan at der sidder en voksen ved hvert bord og de fodre kun de børn, hvor forældrene er meget obs på at deres bare ikke spiser eller ikke kan selv. Ved mit bord øser børnene selv op og vi kan også sidde og snakke og pjatte.. Nogle gange kommer der en lærer forbi og synes det går for langsomt, men så må jeg forklare hende at vi nok skal nå det og at børnene faktisk er ret gode til at gøre det selv. Når de første børn er færdige med at spise, tager jeg dem med ind i gymnastikrummet ved siden af og lege med lego. Det gør at dem der er tilbage får fred til at spise, men jeg kan også de ulemperne ved det. Jeg er bange for at nogle af børnene sluger maden så hurtig at de får det dårligt, bare fordi de skal nå ind og leje med lego.
Imens bliver der ryddet op i klassen, gjort rent og lagt madrasser frem. Så bliver børnene puttet, og der er børnene gode til at komme over til mig, række armene op og så ved jeg at de skal have hjælp til at tage blusen af. Jeg er også med til at lægge tæpper på børnene inden jeg går til frokost.
Jeg undgår med vilje alt det praktiske som at vaske gulv, ordne toilet, vaske op og vaske klude. Jeg synes de bruger alt for meget tid på det, men har fundet ud af at rengøring er en del af deres uddannelse. De lære f.eks. hvordan man tørre et bord rigtig af.

Kl. 11.30 spiser vi danske studerende frokost sammen med vores kontaktperson Ha og køkkenpersonalet. Det foregår ved at vi har en hospitalsbakke hver, hvor kød og grøntsager er lagt på og så fylder man selv om med ris. Suppen står på bordet, så det kan man tage hvis man lyster.
Bagefter har vi pause til kl. 14, som for det meste bruges på at sove i.

Tilbage i klassen er det tid til at rydde madrasser og tæpper væk, hvilket børnene klare med hjælp fra de voksne. Pigerne får også sat hår, hvilket jeg er super dårlig til. Jeg får lov gang på gang når pigerne komme med børste og elastikker, men deres hår er simpelthen for glat til at jeg kan strammes det så meget, at det bliver pænt uden buler. De skal jo se godt ud når forældrene henter dem.
Inden de skal have undervisning får de noget eftermiddags snack, hvor jeg hjælper til med at øse op eller dele ud. Her er det nemlig kun en portion til hver, som for det meste består af nuddelsuppe eller noget ris.

Eftermiddags undervisningen kan være klaver, dans og engelsk. Drengene har kung fu om formiddagen, men det har samme princip som eftermiddags undervisningen hvor der komme en lærer ude fra. Her er jeg tit med på en kigger. Jeg elsker kung fu og dans, for der kan man virkelig se at børnene hygger sig.
Hver mandag har min klasse engelsk hvor jeg er med som lærer. Tit forklare jeg opgaverne eller aktiviteterne på engelsk og så oversætter Ha eller Do Anh, som er de to engelsk lærere. Vi danske studerende er også meget til planlægningen af engelsktimerne, så der har vi lidt indflydelse.
Resten af eftermiddagen går med at lege, rydde op og gøre rent. Jeg prøver så godt jeg kan at hjælpe forældrene med at få kontakt til deres barn inde i klasse, men jeg er ikke altid så god til at huske forældrene eller bedsteforældrene. Normalt råber lærerne bare barnets navn når det skal hentes, men det bryder jeg mig virkelig ikke om. Jeg har fundet min egen måde, så jeg sætter mig ned ved siden af barnet, får kontakt og peger så hen på døren, så barnet kan se at det skal hjem. Det fungere super godt, og forældrene synes det er herligt.

Kl. 16.45 bliver jeg tit hentet af Tina der siger at det er tid til at gå hjem. Jeg er så dårlig til at holde øje med tiden til sidst, fordi det er tit der at jeg har tid til at snakke med Hoa og få svar på alle mine spørgsmål.
Inden vi tager bussen hjem, skifter vi til vores almindelige tøj igen.
På vej hjem fra bussen smutter vi forbi grøntsags gaden hvor vi handler ind til aftensmaden.

Omkring kl. 17.30 spiser vi så aftensmad og slutter af med frugt som dessert.
Aftnerne bruger jeg på at skrive blog, svare på mails, rydde op, lave opgaver fra seminariet eller forberede aktiviteter til børnehaven. Aftnerne går ret hurtigt, og den bliver mest brugt på vores værelser.
Mandag aften er KOTO-aften. Det består at vi tager på til West Lake og mødes med en masse unge, de to ansvarlige og andre frivilligt. Pointen med aftenen er at vi frivillige skal snakke med de unge, så de bliver bedre til engelsk og derud over laver vi sociale aktiviteter som lege.
KOTO er startet som et australsk projekt, hvor en utilpassede unge bliver hjulpet til at få en uddannelse inden for restaurations branchen. Restauranten hedder KOTO og de unge arbejder der med støtte og får derudover undervisning på et center hvor de lære om branchen og lære engelsk.
Den første tirsdag om måneden er der dansker aften på den danske ambassade, så der er vi oppe og drikke en øl og møde andre danskere i Vietnam. Smadder hyggeligt.

Alle udflugter, byture og gøremål som handling, rengøring og shopping foregår i weekenden, hvor vi har overskud. Det sidste stykke tid vi er her, har vi fri fredag, så vi faktisk har forlænget weekenden. Aftnerne er helt anderledes og der spiser vi også på restaurant. Det bliver tit til pizza, spagetti eller noget andet end ris, som vi har spist hele ugen i børnehaven.
Rengøringen har vi valgt at overlade til andre, så vi har rengøringsdame hver søndag fra 10-14. Det er bare så skønt ikke at skulle tænke på, og hun skal ikke have mere end 600.000 dong om måneden, hvilket svare til 200 dk.kr. Det er fundet for de penge.
Vi har valgt at skifte rengøringsdame, fordi vi ikke rigtig gik i spænd. Hun gad ikke rigtig arbejde søndag, som vi gerne ville have, hun havde altid ondt i hovedet når hun kom osv. Til sidst ringede hendes veninde og sagde hun ville have mere i løn eller flere dage, og så blev vi enige om at finde en ny, hvilket var ret nemt.

I løbet af den første måned i børnehaven, blev vi bedt om at lave en arbejdsplan for hele vores tid hernede, så de kunne se hvornår vi skulle have ferie. Det gav mig et godt overblik over tiden hernede og gjorde det nemmere at overskue. Derudover fik vi også snakket ferie og diskuteret os frem til hvor vi gerne ville hen, og hvad vi skulle se.
Det blev til Sa Pa, Halong Bay, Hoi An, Hue og Saigon til at starte med og derudover har jeg 3 uger inden jeg rejser hjem, til at komme rundt at se landet. Det giver et helt andet indblik i landet.
Derudover har jeg også set Vietnam sammen med mine forældre. Det har været rigtig rart at have dem på besøg, og jeg håber virkelig at min bror og Eske også kommer en tur forbi. Det er skønt at få besøg, fordi mange af tingene hernede kan ikke forklares. De skal ses. F.eks. tror jeg at mine forældre synes det lød underligt at jeg blev træt af ris og synes at menneskerne hernede kunne være ubehagelige fordi de stirre og snyder. Men nu efter de har været her, kan de udmærket forstå mig. De synes jeg var rigtig hård mod gadesælgere, men efter 3 uger hernede, var de selv blevet sådan. Det bliver rigtig dejligt at komme hjem, og vide at nogle af dem har jeg set land jeg har levet i, og kan forstå mine undren.

Jeg er sikker på at når jeg kommer hjem, finder jeg ud af at jeg har ændret mig rigtig meget. Nogle gange tænker jeg på hvordan det bliver at komme hjem, og skal til at vænne sig til en anden kultur igen. Heldigvis ligger den danske kultur dybt i mig, men tror der skal graves lidt. Jeg tror også at jeg har lært at sætte pris på mange små ting i hverdagen og har fundet ud af hvilke værdier der er vigtige for mig.
I forhold til min faglige udvikling, tror jeg også der er sket en del. Jeg har set en hel anden måde at opdrage børn på og en helt anden måde at undervise på. Jeg har via mine observationer set ting, som jeg har synes har været geniale, men desværre også ting jeg afskyer. Begge dele tror jeg er med til at styrke min bevidsthed om undervisning, sociale relationer, opdragelse osv.
Kropssproget er noget der har betydet meget for mig hernede, og jeg er blevet rigtig god til at vise hvad jeg føler og hvad jeg gerne vil sige. Jeg tror det er en stor fordel når man skal hjem og arbejde i en pædagogisk praksis.

Alt i alt har jeg lært rigtig meget om mange ting, i de 3 måneder jeg har været i Vietnam, og jeg håber det fortsætte det sidste stykke tid også. Det har været en hård proces at komme til et andet land og få et kulturchok uden lige. Jeg havde aldrig med at jeg nogen sinde ville vænne mig til deres trafik og deres stirren. Men det har jeg. Dette er mit hjem, for et halvt år, men både gode og dårlige sider.
Jeg synes det er vildt at mennesker er så omstillingsparate, at det er muligt at vænne sig til en helt anden kultur, som man oven i købet ikke forstår. Jeg synes virkelig vietnamesere er et underligt folkefærd, men jeg har lært mig selv at det er ikke alt det skal forstås, men at de selvfølgelig har en grund til at gøre som de gør. Nogle ting når jeg at finde svar på, mens andre ting bare ting, som jeg ikke forstår, men må leve med fordi jeg er i en anden kultur.Men Vietnam er et spændende land og jeg synes det er interessant at prøve at forstå, hvorfor de gør som de gør, fordi det er en del af deres kultur og værdier.