Flyveturen gik fint, men så kom næste problem. Vi havde bestilt pick up af hotellet i Hoi An, som skulle hente os i lufthavnen, men igen kom. Far kontaktede selskabet vi havde booket igennem og fik af vide at vi skulle tage en taxa på hotellets regning. Det forklarede vi taxachaufføren og vi begav os af sted. Fremme ved hotellet forklarede vi receptionisten problemet men hun nægtede at betale taxaen. Vi blev mere og mere irriteret, men fik hende til at ringe til firmaet vi havde booket igennem og fik det klaret sådan at de betalte. Endelig.Desværre var der en kæmpe kakerlak på min sengegavl, og den var for hurtig til at far kunne fange den, så jeg havde besluttet mig for at sove sammen med mor og så kunne far få mit værelse. Men tilfældigvis kom en rengøringsdame forbi, flyttede sengen slog kakerlakken bevidstløs og smed den ud af vinduet. Skønt. Fra den dag af rykkede jeg bare sengen ud fra væggen, så de ikke kunne komme op i min seng, men jeg så ikke andre. Til gengæld delte jeg værelse med en lille borebille eller noget i den stil. Den gnavede sig rundt i mit skab, så jeg til tider blev helt skør af den lyd, men jeg lærte at vænne mig til det.
Hoi An var uden lige ferieparadis. Det var bare så skønt og så havde vi vejret med os. De fleste af dagene tilbragte vi på stranden, fordi det simpelthen var for varmt at lave andet. Det var så varmt at man brændte fødderne i sandet på vej ned til vandet. Vandet var vidunderligt og der var en let brise, så man ikke lå og kogte. Skønt og flot var det.
Om eftermiddagen og aftenen var vi inde i Hoi An by, og det var helt vildt. Der var butikker og markeder overalt og fik kunne næsten ikke lade være med at shoppe igen. Aldrig har jeg været med til at købe så meget på så kort tid. Men det var skønt og vi var alle med. Mor fandt noget hele tiden som hun plejer, men far var også med til mange af indkøbene. Og så var der mig som måtte prutte med priserne til den store guldmedalje og klare det med betaling fordi jeg kender sedlerne.
Der var skrædder butikker over alt og fik vi lavet en masse fint tøj. Man blev målt den ene dag og kunne hente sit tøj den næste. Det er virkelig imponerende. Mor har også læst noget med at de skrædderfabrikkerne kører i døgndrift, så det er 3 holds skift. Vi fandt en familie der fik det syet lige i øjet hver gang. Så far fik jakke, bukser og skjorter, og mor og jeg fik nederdele, kjoler, bukser og bluser. Det var så billigt. Vi gav 15$ for en kjole og 10$ for en nederdel. Og så kunne man jo selv designe den så den blev som man gerne ville have den perfekt.
Der var også skomagere i massevis. Der gik man ind og fandt den model man gerne ville have, valgte materialet og farvel plus hvilken hæl man gerne ville have på. Til sidst fik man tegnet et aftryk af sin fod og den blev mål. Og skoene var klar dagen efter. Det er da bare vild luksus.
Vi var også en smule kulturelle. Vi var rundt og se Hoi An by med den Kinesiske bro og det franske kvarter. Vi var også nede og se havnen som hører til fiskerbyen og fik os en sejltur på floden.
Mai og hendes mor var i Hoi An samtidig med os, så dem mødtes vi med den ene aften og spiste middag. Det var hyggeligt at dele oplevelserne vi havde haft.
Vi bookede også en tur sammen ud til My Son. Det ligger 50km sydvest fra Hoi An og vi blev kørt derud i bus. My Son er en del af et kongerige, som er den mest berømte helligdom. Et kæmpe område med gamle tårne og templer, der er opført i 600 tallet. Desværre blev det bombet under krigen af amerikanere, som valgte at gøre området til et sted, hvor alle resterende bomber måtte smides og der måtte skydes på alt og alle.
Vores guide på turen var ret dårlig til engelsk og vi var desværre en rigtig stor gruppe, så jeg har været nødt til at læse lidt om der i Turen går til Vietnam.
Ærligtalt var turen ikke helt i top. Vi gik rundt og så bygningerne, gik i jungle og kørte jeep.
Turen hjem skulle foregå med båd og der var også frokost inkluderet i prisen. Problemet var bare så båden måtte proppes før vi kunne være der, og maden bestod af en lille tallerken ris med dåse kød og grøntsager. Ikke lige det vi havde regnet med, så ham der havde solgt os turen, fik en lille opsang da vi kom hjem.
Så havde mine kære mor fødselsdag, men vi var af sted. Hun blev overrasket med blomster både fra far og fra hotellet. Af mig måtte fik hun med 1 million at shoppe for.
En anden ting der hørte med til dagen var, at shoppe billeder hos en maler overfor hotellet. Far var blevet gode venner med ham, og vi måtte da have nogle billeder med hjem. Vi fik alle 3 valgt nogle billeder vi kunne lide og jeg tror aldrig maleren har solgt for så meget på en gang. Vi fik endda forhandlet os frem til en god pris, og det var stadig super billigt.
Det var en super flot tur og vi havde stop ved marmor bjergene, China Beach hvor man desværre ikke måtte bade og Hai Vân passet. Derudover stoppede vi oppe i bjergene for at tage billeder og til sidst ved en fin strand hvor der var mulighed for at bade. Det var dog kun far der badede mens mor og jeg hold øje med alle dem der fangede rejer i vandet.
Den eneste forhindring vi havde på turen var, at vi løb ind i et lokalt cykelløb. Lige ved en bro blev vi guidet ind til siden af motorcykler der råbte og afspillede sirener. Det var nu meget sjovt at se, og i stedet for service vogne som man har i touren, kom der motorcykler kørende med hjul hængende på siderne.
I Hue var der virkelig varmt og vi kunne næsten ikke holde ud at gå rundt. Vi valgte at tage en cykeltaxa rundt om citadellet. Mændene der cyklede os rund var meget venlige og prøvede ihærdigt at snakke engelsk med os. Vi brugte dem også som guider, da de stoppede ved forskellige seværdigheder.
Bagefter gik vi os en tur inde i Citadellet hvor vi så den forbudte by. Der var mange af bygningerne der var under ombygning, men vi fik set det hele, men mig som guide dvs. oplæser af ”Turen går til Vietnam”. God bog. 
Indbyggerne i Hue er rigtig glade for danskere og kalder os deres venner. Det er fordi at Danmark har været med til at investere i bryggeriet Huda. Hu = Hue og Da = Danmark.
Den sidste dag måtte mine forhandlingsevner tager i brug igen. Vi ville gerne have en sejltur på foden og det skulle være til en god pris. Det lykkedes og vi fik to kopper kaffe med i købet. Da vi er hoppet ombord på båden står der et ungt engelsk par og snakker med vores kaptajn der ikke kan en meter engelsk. Jeg går ud til dem og vi beslutter at de kan sejle sammen med os. Det passe absolut ikke vores kaptajn og den kaptajn der havde fået fat i dem. Efter lange diskussioner hopper der engelske par op på båden mens kaptajnen hiver i dem for at blive på land. Vi får forhandlet os frem og kommer endelig af sted. En rigtig hyggelig tur gennem en fisker landsby. Her kunne man se en familie ved bredden. Moren vaskede tøj, drengen badede og faren tissede i vandet – alt sammen inden for 5 meters afstand. Ulækkert.
Da vi skulle fra hotellet og til lufthavnen, kom en af sønnerne og hentede os. Hans datter fik lokket sig med, og blev pludselig placeret foran hvor far sad. Faren sagde ingen ting, og datteren stod forskræmt foran far. Heldigvis tøede hun op undervejs, da jeg fortalte far at han nok ikke skulle holde om hende, fordi det måske var det der gjorde hende bange. Far var ikke meget for at slippe hende, hvis der nu skulle ske noget, men som jeg fortalte ham så gør hun det sikkert hver dag.Sidst på turen begyndte hun at snakke til far og han var ked af han ikke forstod hende. Men så måtte jeg jo forklare at det er sådan vi har det i børnehaven, og man vænner sig til bare at smile, pege eller sige noget tilbage på dansk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar