Sa Pa

Turen til Sa Pa var bestilt gennem mor og fars hotel, så vi skulle der forbi og have billetterne. Så efter at have pakket nye tasker her hos mig, tog vi en taxa ind til hotellet. Men fordi jeg jo havde mine kære forældre med, skulle det jo ikke gå smertefrit. Chaufføren kørte i den helt forkerte retning og jeg viste ham igen og igen kortet på hotellet og fortalte ham at det var inde ved Hoan Kiem søen. Han sagde selvfølgelig bare ”yes yes”. Da han langt om længe kører i den rigtige retning, tager han en smutvej gennem en ambassade indkørsel og bliver stoppet af politiet. Han må sige ud af bilen og snakke med dem, mens taxameteret tikker derudaf. Da han stikker hovedet ind i bilen for at hente sine registreringspapirer, som er gemt inde i rattet, beder jeg ham slukke taxameteret, men han forstår det ikke. Vi bliver en lille smule utålmodige da han begynder at stå og ryge med de her politibetjente, så vi beslutter os for at stige af. Men i det samme kommer han ind og vi kører videre, desværre stadig i forkert retning. Pludselig stopper han på en gade og siger det er her. Jeg ryster på hovedet og viser ham der på kortet, men han bliver ved. Vi står af, giver ham lidt penge (mindre end det taxameteret viste) og fandt en ny taxa. Heldigvis når vi det alligevel til tiden.

Vi får togbilletterne og receptionisten siger at der er en fejl på vores billetter tilbage igen. Han viser os at der står vi skal med et SP8 tog, men vi i virkeligheden skal med et SP2 tog. Han siger at han har rettet fejlen og vi får de rigtige billetter på stationen dernede, når vi bytter kuponerne til billetter. Desværre stolede vi på ham, hoppede i en taxa og kørte til stationen.
Toget var fint og rart og vi skulle sove sammen med en hollænder vi havde mødt på båden i Halong Bay. Det eneste problem ved det fine tog var, at aircondition var sat på fuld styrke, så vi frøs i løbet af natten.
Busturen fra stationen og til Sa Pa gik stille og roligt i den store bus vi havde fået. Han kørte yderst forsigtigt, så der var rig mulighed for, endnu en gang for mit vedkommende, at nyde udsigten op af bjerget. Derefter fik vi morgenmad, blev vi tjekket ind på hotellet og mødte vores guide Mee. Mine forældre så lidt skeptisk ud da den lille pige præsenterede sig som guide, men hun var vældig god til engelsk så det var jo et plus.

Første tur gik ned til landsbyerne Cat Cat og Sin Cat, hvor vi gik i bagende sol. Det var virkelig varmt, men det gjorde at vi havde en masse pauser og en masse tid til at nyde landskabet. Mee kunne svare på alle vores spørgsmål og fortalte også en masse undervejs.
Da turen gik op igen, kunne vi vælge mellem at gå eller tage en motorbike. Far tog en motorbike, da han stadig følte at han kørte tog, mens mor og jeg gik op sammen med Mee. Jeg spurgte om vi kunne tage en shortcut, som vi havde gjort sidst jeg var der, men hun vidste ikke helt om min mor kunne klare det. Jeg mente jo sagtens at hun kunne, men Mee ville gerne høre det fra min mor. Heldigvis var hun også med på det. Så vi kravlede op af skrænterne og slap for at gå af de lange snoede asfaltveje.
Om eftermiddagen var vi rund og kigge på marked og butikker. Mor fik købt en masse fine tørklæder og nogle bluser. Derefter tog vi os et lille hvil på en cafe mens vi studerede de indfødtes sælgertricks og deres forskellige dragter og hovedbeklædninger. Anden dagen stod den på trekking næsten hele dagen. Det var den samme rute som jeg gik sidst jeg var der, så jeg kunne advare mine forældre om de stejle skråninger og de små områder hvor man skulle hoppe på sten. Ligesom sidst havde man indfødte med på slæb og igen viste de sig jo at blive til nytte. Jeg klarede det meget bedre denne gang og fik også ros af damerne der fulgte os. Mor er jo halvt bornholmer, så som far siger, hopper hun jo i fjelde som en bjergged, så hun holdt fortrop hele vejen. Damen hun gik sammen med var gravid og mor var meget imponeret over at hun sådan kunne hoppe rundt og hjælpe turister. Men hun kunne se på mor hver gang hun havde brug for hjælp og stod der øjeblikkeligt. Far havde fået en ældre dame, som var en hel del mindre end ham. Det så helt komisk ud når hun støttede ham, men hun klarede det godt. Far havde også investeret i en vandrepind, som han fik meget glæde af, da han sådan skulle kravle rundt.
Da vi nåede til spise stedet fik hver af vores hjælpedamer 100.000 dong hver, og vi fik forhandlet os frem til en taske, et armbånd og en fløjte. Inden vi gik ind fik vi en lille ekstra ting, fordi vi nok havde betalt god overpris på nogle af tingene.
Efter frokosten gik vi resten af vejen til den by, hvor man gør homestay. Der skulle vi dreje væk fra byen mens dem der skulle overnatte skulle ind i byen. Desværre kunne jeg ikke vise mine forældre det hus jeg havde boet i sidst jeg var her.Hjemme på hotellet fik vi os et hurtigt bad, inden bussen samlede os op og vi blev sat af på en restaurant hvor vi skulle spise aftensmad. Det var også der vi skulle have byttet billetter, og selvfølgelig var der ikke styr på dem. Receptionisten fra hotellet i Hanoi havde ikke fået rettet dem, så der var en farlig ballade. Vi blev nødt til at tage det tog, som havde været forkert, og ikke var den luksus vi havde betalt for. Det var ikke så slemt så det jeg kørte med, men et sted midt i mellem. Bare irriterende når man har betalt for noget andet. Og denne gang fik vi en snorkende kineser som ikke kunne et klap engelsk, så det var ikke noget hit. Men vi kom igennem og landede i Hanoi tidligt om morgenen, hvorefter vi gik hjem til mig og sov et par timer, inden vi skulle pakke til næste tur som havde afgang om aftenen.