Ankomst til Hanoi

Afskeden i Kastrup lufthavn holdt hårdt for de fleste, men alle kom op af trappen, igennem security uden de største problemer og direkte til gaten, fordi vi havde siddet sammen med vores familier så længe. Flyet var stort og Lotte og jeg tror vi læste om det rigtige fly og det kunne have omkring 600 passagerer. Vildt. Vi havde hver vores lille skærm foran os, som både viste film, havde sprogkursus i vietnamesisk, havde info om flyveturen og som man kunne spille spil på. Fjernbetjeningen/ sad i armlænet og kunne tages ud. Turen til Singapore var lang og vi kunne ikke falde i søvn, så var godt færdige. I lufthavnen stak vi lige hovedet ud for at få lidt luft, men vi fik en chok. Luftfugtigheden var så høj og så var det rygeareal, så man kunne næsten ikke få vejret. 26 grader stod der også. Inde igen fik vi købt lidt at drikke og måtte tage et metro lignende tog til terminal 2 hvor vores næste fly gik fra. Vi fandt et sted vi kunne ligge, der var nemlig fint gulvtæppe i hele lufthavnen, og lå bare og slappede af, hørte musik og spiste slik.

Næste flyvetur gik hurtigt, for vi sov alle sammen hele turen og vågnede kun da vi skulle spise.
I Hanoi lufthavn fik vi vores bagage efter lidt ventetid og kom ud på den anden side. Vejret var absolut ikke varmt og lydene var meget høje. Hver gang en bil kørte forbi dyttede den så højt den kunne og vagten rendte rundt i sin fine uniform og slog så skraldespande med sin stav.
Efter at Tina og Mai havde købt 2 vietnamesiske simkort gik vi på jagt efter en taxa. Det var rimelig nemt, for da vagten kunne se vi kiggede rundt kom vinkede han af os og tog os med hen til en stor taxa og vækkede taxachaufføren som lå på førersædet og sov. De to små vietnamesere fik bakset vores kufferter ind og vi var af sted. Vi sad alle og kiggede spændt ud af vinduerne. De pløjede med store okser og kørte motorbiks med alt muligt spændt bag på. Meget primitivt.
Da vi ankom til vejen blev vi sat af og vi rullede vores kufferter ned igennem en lille snusket gade med store vandpytter og alle gloede på os. Da vejen endte, blev vi enige om at ringe til Trang som er datteren i den familie vi lejer huset af. Hun sagde til Mai at hun havde set os, og det undrede vi os meget over. Men da hun fandt os fortalte hun at der var en dreng der havde fortalt at vi var gået forbi. Vi gik hen til et kæmpe tremmegitter, hvor vi mødte moren.

Hun låste tremmegitteret op og inden bag ved var der endnu en dør, og vi trådte ud i gangen. Et stort rum med klinker på gulvet. For enden var der et lille rum hvor der var spisebord med stole og en dør ud til et lille smalt køkken med gaskomfur og vask. På første etage var der to værelser med dobbeltsenge og en lille toilet med bruser. På anden sal var der også to værelser bare med enkeltsenge og endnu et toilet. Øverst oppe var det sidste værelse og en overdækket altan ud til en sø. Deroppe stod også en lille fin vaskemaskine. Første indtryk af huset var at det var meget stort og virkede lidt tomt. Derudover var det møg koldt pga. klinkegulvet og de utætte døre og vinduer.
Faren og sønnen sluttede sig til os, og de bød os på mad. Vi takkede ja og begyndte at rykke stole ind til spisebordet så vi alle kunne sidde der. Imens bar vi kufferter op og Lotte og jeg fik det ene dobbelt værelse og Tina og Mai det andet. Da moren kom med skåle med nuddelsuppe med kylling, serverede de for os og gik selv ud i gangen og ventede. En lidt underligt følelse, fordi vi regnede med at vi skulle spise sammen. Men nej. Suppen var okay og de fleste klarede det med pinde, men kyllingen lod vi være for det var både med skin, ben og fedt. Da vi var færdige, ryddede de af og vi takkede og sagde farvel. Lidt efter modtog Mai en besked, hvor der stod at moren ville komme forbi i aften med tæpper til os.
Efter at have pakket lidt ud, gået lidt rundt i huset blev vi enige om at finde et sted og spise. Da vi kom ud blev vi ret chokeret over vores del af byen, for det lignede virkelig et fattigt område og ingen af de gadebutikker vi kom til kunne tage imod dollars, og vi havde ikke andet. Vi gik og vi gik og fandt intet spisested og ingen bank. Trafikken var kaotisk og vi kunne næsten ikke komme over vejen. Der var ikke et eneste hul i trafikken.

Derudover dyttede de helt vildt, så vi troede vi blev døve. Fortovene kunne man ikke benytte, fordi der sad folk og lavede mad. Til sidst blev vi enige om at prøve en fast food restaurant, fordi de måske kunne tage dollars. Jeg prøvede at spørge og hun sagde nej. Vi følte os helt fortabte og satte os alle 6 rundt og bordet og så opgivende ud. Jeg tror de fik medlidenhed med os, så damen ved kassen kaldte mig op og sagde at vi godt kunne betale med dollars, men ville få tilbage i vietnamesiske dong, hvilket var meget okay. Så vi fik også mad den dag. Hjemme igen gjorde vi klar til at se håndbold via sputnik. Uheldigvis kunne dette ikke lade sig gøre når det er udlands internet, eller ip-adresse om i vil. Vi fik heldigvis fikset det vha. skype, men det blev så desværre uden lyd. Vi kunne ikke helt se om målene gik ind, men vi fik set Danmark vinde så det var herligt og vi hyggede rigtig under tæpperne for at holde varmen.

Vi nåede først sent i seng, hvilket resulterede i at vi først stod op kl. 13 næste dag. Trang kom forbi kl. 14 med hendes kæreste og vi fik ordnet lejekontrakten og bestilt vand.