På togstationen blev vi givet videre til en anden mand med et flag, som ville følge os til vores togkupe. Dog stoppede han på halvvejen og sagde at vi bare skulle fortsætte for det var den sidste vogn, og at han ville gå tilbage og hente flere gæster. Vi gik og gik, og kupeerne i vores tog så ret hyggelige ud, men det var kun 4-mands, så vi måtte videre, da vi havde bestilt en 6-mands, så vi alle kunne sove sammen. Toget ved siden af var lidt mere primitivt, så vi gik optimistiske videre. Da vi når til vores vogn, er der ikke mere perron, så vi må ned på skinnerne og hive os op, for at komme ind i vognen. Vi fandt frem til vores kupe, hvor der allerede sad en New zealandsk packpacker i den ene underkøje. Kupeen var lille og snusket og vi fik bakset vores tasker ned under sædet og hevet de midterste senge op, så vi kunne side lidt.
Men det blev ikke længe, for alle var trætte. Turen gik okay, men det var godt nok hårdt at ligge på de madrasser. Uret vi havde sat til at vække os, ringede ikke, så vi vågnede først da vi ankom til Lao Cai station, hvor vi skulle af. Så lettere forsovet fik vi alle vores ting med os, fandt en guide der sendte os på en bus mod Sa Pa, der ligger 1650 meter over havet. Turen op gik, efter min smag, alt for hurtigt op af de små slingrede veje og tåge og skyer gjorde ikke sigtbarheden særlig god.Men vi kom hele til Sa Pa, hvor vi blev sat af på Summit Hotel, hvor vi skulle sove den første nat.
Efter et bad og lidt morgenmad, mødtes vi med vores lokale guide Chai. En lille sød 18-årig pige, der har lært engelsk via turister. De har virkelig sprogøre deroppe, for hendes engelsk var rigtig godt. Og undervejs når man mødte folk, kopierede de nogle af de ting man sagde, og det lød præcist og klart. Deroppe er det noget helt nyt at de lære engelsk i skolen, før var det kun vietnamesisk, og så har de deres eget sprog som de lærere hjemmefra.
Chai tog os med ned til to små landsbyer Cat Cat og Sin Chai. Her gjorde vi stop ved et vandfald, fik lidt at drikke og kiggede på et par små boder. Vi var også inde og se et lille hus, hvor de boede.
Varmen var begyndt at komme og turen op var rigtig hård og lang. Vi tog en genvej op af skråningerne, i stedet for at gå slalom langs de asfalterede veje. Det var hårdt og varmt, men gik en hel del hurtigere. 
Men da vi så nåede hjem til hotellet trængte vi også bare til lige at slappe lidt af inden frokosten.
Efter frokost havde vi tid for os selv, og vi gik rundt i Sa Pa by og kiggede på boder og butikker. Vi fik også gjort os et lille hvil på en udendørs cafe, hvor vi kunne sidde og kigge på alle damerne, fra forskellige minoriteter gå og sælge ting. Der er 5 forskellige minoriteter deroppe plus vietnameserne som mest bor i Sa Pa. De andre bor rundt om i landsbyerne, men kommer til Sa Pa for at sælge deres hjemmelavede ting. De har tasker og punge i kraftige farver, smykker, bukser, pudebetræk og lignende. Egentlig lidt kedeligt at de alle sælger det samme, i stedet for at finde på noget nyt. Damerne sagde alle ”buy something from me”. De var overalt og de skulle have meget direkte af vide at vi ikke ville købe noget, hvilket godt kunne være lidt trættende i længden.
Efter aftenmaden tog vi ned i byen og fik en lille øl. Alt lyset var gået, så alle steder havde de stillet stearinlys frem. Vi havde under vores tur igennem byen udset os et sted, hvor vi skulle hen. En ældre hyggelig mand lukkede os ind og gjorde det hyggeligt for os. Han kunne ikke snakke særlig godt engelsk, så han grinede bare og sagde ”okay okay” eller ”same same” Han serverede øl og så gik han ellers udenfor og passede sit bål. 
I det mørke lokale kunne vi møre en kat miave, og pludselig hoppede den op på mig, så jeg fik så stort et chok at jeg bare måtte skrige. Lidt skummelt når man sidder i et mørkt lokale. Men da vi alle var trætte, gik turen hjem til sengene tidligt.
Men da vi så nåede hjem til hotellet trængte vi også bare til lige at slappe lidt af inden frokosten.Efter frokost havde vi tid for os selv, og vi gik rundt i Sa Pa by og kiggede på boder og butikker. Vi fik også gjort os et lille hvil på en udendørs cafe, hvor vi kunne sidde og kigge på alle damerne, fra forskellige minoriteter gå og sælge ting. Der er 5 forskellige minoriteter deroppe plus vietnameserne som mest bor i Sa Pa. De andre bor rundt om i landsbyerne, men kommer til Sa Pa for at sælge deres hjemmelavede ting. De har tasker og punge i kraftige farver, smykker, bukser, pudebetræk og lignende. Egentlig lidt kedeligt at de alle sælger det samme, i stedet for at finde på noget nyt. Damerne sagde alle ”buy something from me”. De var overalt og de skulle have meget direkte af vide at vi ikke ville købe noget, hvilket godt kunne være lidt trættende i længden.
Efter aftenmaden tog vi ned i byen og fik en lille øl. Alt lyset var gået, så alle steder havde de stillet stearinlys frem. Vi havde under vores tur igennem byen udset os et sted, hvor vi skulle hen. En ældre hyggelig mand lukkede os ind og gjorde det hyggeligt for os. Han kunne ikke snakke særlig godt engelsk, så han grinede bare og sagde ”okay okay” eller ”same same” Han serverede øl og så gik han ellers udenfor og passede sit bål. I det mørke lokale kunne vi møre en kat miave, og pludselig hoppede den op på mig, så jeg fik så stort et chok at jeg bare måtte skrige. Lidt skummelt når man sidder i et mørkt lokale. Men da vi alle var trætte, gik turen hjem til sengene tidligt.Efter morgenmaden fredag, pakkede vi en lille rygsæk til vores tur og overnatning i bjergene og mødtes med Chai uden for hotellet. Da vi gik fulgte 4 damer med os, og jeg spurgte Chai hvad de skulle. Hun fortalte at de kom fra landsbyen Lao Chai og det var der hvor vi skulle spise frokost. Så de ville følge med os dertil og så prøve at sælge os noget når vi nåede frem. Damerne spurgte ind til vores navne og nationalitet. Jeg synes de var ret irriterende til at starte med, fordi de efterabede mine lyde og ville gå meget tæt. 
På vej ned af bjerget, begyndte det at trække op og tordne. Alle de indfødte tog deres paraplyer frem og Chai sagde til os at vi skulle være forberedt på at der kom regn inden længe. Da vi i morges havde set hvor heftigt det kunne regne, skyndte vi os at tage vores nyindkøbte regnslag på. Og ganske rigtigt begyndte det at regne efter få minutter, men heldigvis var det ikke ret meget og kortvarigt. Resten af turen gennem Y linh Ho til Lao Chai havde vi strålende vejr. Vi gik langs rismarker i massevis.
Damerne vi havde med på slæb kom også til gavn da vi skulle hoppe på sten ude i vandet. De gik nede i vandet og holdt os i hånden, og andre gange hjalp de os med ikke at glide ned af de stejle skråninger. Jeg begyndte at synes det var okay at have dem med.
Vi slap for at købe ting fra dem, men måske de ikke helt synes vi var helt søde.
Frokosten blev serveret af Chai på en lille restaurant, og den bestod af sandwich med æg, bacon og grønt. 
Det sidste stykke af dagens tur gik over små bambusbroer, hængebroer og af små landsby stier frem til Ta Van, hvor vi skulle have vores homestay. Vi var også lige inde og se en skole, hvor få børn var i skole. Normalt går børnene kun i skole om formiddagen og så arbejder de om eftermiddagen. Men landsbyerne i bjergene har ikke alle skoler, så børnene deroppe fra kommer ned for at gå i skole og bor der så også, og tager først hjem i weekenderne. Klasseværelserne var næsten helt tomme, på nær de pulte børnene sad ved. 
Det hus vi skulle bo i, var slet ikke som jeg havde regnet med. Det var et stort flot træhus, som er bygget til at have turister. Disse huse var der mange af i denne landsby og man kunne se at de havde ordentlige toiletter og bad. 
Egentlig blev jeg lidt skuffet, for jeg havde håbet på at man skulle sidde rund et lille bål inde i huset sammen med familien. Men i stedet sad vi sammen med 6 andre turister. Til gengæld var der fantastiske sovemuligheder. Nogle rum med dobbelt senge og en sovesal med en masse madrasser. Vi valgte det sidste fordi så kunne vi alle 5 sove sammen. Sengene var så gode og med fin
e myggenet over. Når man sad derinde følte man sig helt som en prinsesse.
Vi fik tid til at udforske byen, men der var lidt dødt. Alle menneskerne var inde i Sa Pa og sælge deres ting, men vi gik alligevel på jagt efter nogle indfødte. Vi så ikke ret mange klædt i deres dragter.
I stedet mødte vi to unge mænd, der var ved at tage pelsen af en lille død hund. Det var bare så synd, og den anden lille hund rendte forvirret rundt og ventede måske bare på at det blev hans tur. 
Aftensmaden blev lavet af guiderne og bedst som vi sad og ventede begyndte regnen at vælte ned. Vi har bare været så heldige på denne tur. 
Hver gang regnen kommer, er vi netop kommet ind et sted. Maden bestod af en masse små retter som forårsruller, oksekød, grisekød, grøntsager, ris og så en lille shot med risvin som blev serveret af ejeren af huset. Fy for pokker.Aftenen gik med snak og musik omkring Sa Pa i stuen. Ejeren af huset havde sat træbrædder op, som en slags dør, så der var godt og lunt. 
Sengene kaldte tidligt igen den dag, men det var også skønt at komme op under en rigtig dyne og så med fint net over sig.
Turen i dag gik op og ned, mens solen bagte ned på os. Det var smadder hyggeligt og vi fik tid til at stå og nyde udsigten og stilheden. Der var ingen stress og jag. 
Den sidste del gik igennem en lille del af en bambus skov. Jeg havde glædet mig rigtig meget, men da vi kom til det synes jeg ikke det var så sjovt. Stien var mindre end en halv meter og på den ene side var der skrænt ned og på den anden skrænt op. Stien var total mudret, så vi kunne næsten ikke stå fast og gled rundt. Jeg var så bange for at ryge ned at den stejle skråning at jeg klamrede mig til bambusgrenene. Men vi kom alle hele igennem kun med mudder på skoene og lidt op af benene. 
For enden var et smukt vandfald hvor vi gjorde det sidste stop inden frokosten. Det var bare så smukt og vi havde udsigt over Giang Ta Chai, som var den by vi skulle spise frokost i.
Inden frokosten gik vi rundt og kiggede i byen, prøvede at fotografere de indfødte. 
Tina og jeg var også hende ved en buffalo som stod og græssede. Først turde vi ikke rigtig, og det er så det i kan se på billedet. 
På vej ned af bjerget, begyndte det at trække op og tordne. Alle de indfødte tog deres paraplyer frem og Chai sagde til os at vi skulle være forberedt på at der kom regn inden længe. Da vi i morges havde set hvor heftigt det kunne regne, skyndte vi os at tage vores nyindkøbte regnslag på. Og ganske rigtigt begyndte det at regne efter få minutter, men heldigvis var det ikke ret meget og kortvarigt. Resten af turen gennem Y linh Ho til Lao Chai havde vi strålende vejr. Vi gik langs rismarker i massevis.Damerne vi havde med på slæb kom også til gavn da vi skulle hoppe på sten ude i vandet. De gik nede i vandet og holdt os i hånden, og andre gange hjalp de os med ikke at glide ned af de stejle skråninger. Jeg begyndte at synes det var okay at have dem med.Vi slap for at købe ting fra dem, men måske de ikke helt synes vi var helt søde.
Frokosten blev serveret af Chai på en lille restaurant, og den bestod af sandwich med æg, bacon og grønt. Det sidste stykke af dagens tur gik over små bambusbroer, hængebroer og af små landsby stier frem til Ta Van, hvor vi skulle have vores homestay. Vi var også lige inde og se en skole, hvor få børn var i skole. Normalt går børnene kun i skole om formiddagen og så arbejder de om eftermiddagen. Men landsbyerne i bjergene har ikke alle skoler, så børnene deroppe fra kommer ned for at gå i skole og bor der så også, og tager først hjem i weekenderne. Klasseværelserne var næsten helt tomme, på nær de pulte børnene sad ved. Det hus vi skulle bo i, var slet ikke som jeg havde regnet med. Det var et stort flot træhus, som er bygget til at have turister. Disse huse var der mange af i denne landsby og man kunne se at de havde ordentlige toiletter og bad. Egentlig blev jeg lidt skuffet, for jeg havde håbet på at man skulle sidde rund et lille bål inde i huset sammen med familien. Men i stedet sad vi sammen med 6 andre turister. Til gengæld var der fantastiske sovemuligheder. Nogle rum med dobbelt senge og en sovesal med en masse madrasser. Vi valgte det sidste fordi så kunne vi alle 5 sove sammen. Sengene var så gode og med fine myggenet over. Når man sad derinde følte man sig helt som en prinsesse.Vi fik tid til at udforske byen, men der var lidt dødt. Alle menneskerne var inde i Sa Pa og sælge deres ting, men vi gik alligevel på jagt efter nogle indfødte. Vi så ikke ret mange klædt i deres dragter.
I stedet mødte vi to unge mænd, der var ved at tage pelsen af en lille død hund. Det var bare så synd, og den anden lille hund rendte forvirret rundt og ventede måske bare på at det blev hans tur. Aftensmaden blev lavet af guiderne og bedst som vi sad og ventede begyndte regnen at vælte ned. Vi har bare været så heldige på denne tur. Hver gang regnen kommer, er vi netop kommet ind et sted. Maden bestod af en masse små retter som forårsruller, oksekød, grisekød, grøntsager, ris og så en lille shot med risvin som blev serveret af ejeren af huset. Fy for pokker.Aftenen gik med snak og musik omkring Sa Pa i stuen. Ejeren af huset havde sat træbrædder op, som en slags dør, så der var godt og lunt. Sengene kaldte tidligt igen den dag, men det var også skønt at komme op under en rigtig dyne og så med fint net over sig.Vi vågnede lørdag til en strålende solskin og fugle der pippede. Ellers var der bare stille og fredeligt. Vi sad på terrassen og ventede på morgenmaden, som bestod af pandekager med bananer og honning. 
Turen i dag gik op og ned, mens solen bagte ned på os. Det var smadder hyggeligt og vi fik tid til at stå og nyde udsigten og stilheden. Der var ingen stress og jag. Den sidste del gik igennem en lille del af en bambus skov. Jeg havde glædet mig rigtig meget, men da vi kom til det synes jeg ikke det var så sjovt. Stien var mindre end en halv meter og på den ene side var der skrænt ned og på den anden skrænt op. Stien var total mudret, så vi kunne næsten ikke stå fast og gled rundt. Jeg var så bange for at ryge ned at den stejle skråning at jeg klamrede mig til bambusgrenene. Men vi kom alle hele igennem kun med mudder på skoene og lidt op af benene. For enden var et smukt vandfald hvor vi gjorde det sidste stop inden frokosten. Det var bare så smukt og vi havde udsigt over Giang Ta Chai, som var den by vi skulle spise frokost i. Inden frokosten gik vi rundt og kiggede i byen, prøvede at fotografere de indfødte. Tina og jeg var også hende ved en buffalo som stod og græssede. Først turde vi ikke rigtig, og det er så det i kan se på billedet. Senere fik vi begge rørt den og filmet det med videokamera. Manden der ejede den, kom med græs til den og ville gerne se den lille film vi havde lavet om hans dyr. Det fik han lov til og det morede hans sig meget over.
Frokosten bestod af nudelsuppe med grøntsager og et spejlæg, inden vi skulle gå den sidste kilometer op til opsamlingsstedet.
Derefter var det hjem på hotellet i bus, tage et bad, pakke taskerne, spise aftensmad og så af sted med bus ned til stationen. 
Vi var der 3 timer før vores tog gik, så det var bare skide irriterende, men vi klarede os, og fandt vores kupe. Den var lidt bedre end sidst og jeg slap for at sove i den øverste køje denne gang.
Frokosten bestod af nudelsuppe med grøntsager og et spejlæg, inden vi skulle gå den sidste kilometer op til opsamlingsstedet.
Derefter var det hjem på hotellet i bus, tage et bad, pakke taskerne, spise aftensmad og så af sted med bus ned til stationen. Vi var der 3 timer før vores tog gik, så det var bare skide irriterende, men vi klarede os, og fandt vores kupe. Den var lidt bedre end sidst og jeg slap for at sove i den øverste køje denne gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar