Besøg hos to private børnehaver

I går var vi ude og besøge to private børnehaver i Hanoi. Den første Le Quy Don og er kun et år gammel. Vi blev hentet i deres lille private bus og kørt til børnehaven hvor vi blev mødt af 500 børn der lavede morgengymnastik i gården. Den mindede på mange punkter den børnehave vi arbejde i hernede, men lærerne var også en del skrappere og mindre pædagogiske.
Tina og jeg kom i en klasse hvor børnene var 4-5år og vi startede med at høre deres navne og synge en sang. Derefter bad vi læreren om bare at gøre hvad hun havde planlagt, så vi bare kunne observere. Der var meget disciplin og hun råbte en hel del af børnene. Jeg troede først at det var fordi hun var alene, men hun råbte og skældte ligeså meget ud da der kom en for at hjælpe hende.
Selve børnehaven og dens indretning kan jeg rigtig godt lide, for det er ligesom om der er mere plads, fordi de har lavet små kroge der kan leges i.

Dog er der et kæmpe minus, for der er to klasser op af hinanden og der er ingen dør imellem. Plus at der kun er toiletter i det ene rum, så når dem fra den anden klasse skal tisse skal de igennem det første rum.

Børnene var ret interesseret i Tina og jeg, fordi vi var hvide og anderledes. Når vi satte os ned kom de over og rørte ved os. Jeg fik mig også en lille ven, som synes mit krøllede hår var helt fantastiskt.

Vi havde en interessant formiddag og som afslutning i klasserne så vi spisesituationen. Den var frygtelig og jeg tror måske at den har set sådan ud i den børnehave vi arbejder i, inden der kom danske studerende. Filmede det så man kan forestille sig det bedre, for lærerne kigger slet ikke på børnene. De fokuserer på deres skåle og fylder så ellers mad i munden på dem, trods de allerede er fulde eller de laver opkast bevægelser. På det klip jeg har taget farer lærerne rundt og det gør at der lige efter hinanden er to lærere der fodre de samme to drenge.

Inden vi forlod børnehaven fik vi et overdådigt måltid med friske forårsruller vi selv skulle lave, stegte forårsruller, grøntsager, pomfritter og så en lille cognac til at skåle i. Føj hvor den smagte, men maden var alle tiders.
Efter at have fået en lille middagslur hjemme i vores egen børnehave blev vi hentet af manden og datteren af hende der ejede den anden børnehave. Børnehaven hedder Linh Linh og rummer kun 50 børn. Det mindede meget om en dansk børnehave, fordi den var mere hyggelig og hjemlig indrettet. På 1. sal var alle de små børn,som er mellem 1-3 år, sammen med 6 lærere. Vi fik lov at komme ind på stuen, som ikke var ret stor hvor vi satte os ned. Pludselig begyndte de alle at græde. Jeg ved ikke om det var fordi vi tog billeder eller fordi vi bare så anderledes ud, men skrækkeligt var det. De hylede og hyldede og vi måtte gå ud. Vi gik ud i rummer ved siden af og så stod børnene i døren og sagde bye med tårer i øjnene. Nogle af dem kom da også frem fra deres skjul og de var ret interesseret i kameraerne. Ude på altanen var der to svømmebassiner som blev brugt om sommeren. Virkelig fornemt. På 2.sal var de ældre børn, som er mellem 4-6år. De var lidt mere glade for at se os. De legede i forskellige områder. Der var klodser, lægehus, købmand osv. Det var virkelig hyggeligt og man følte sig helt hjemme. Nogle af børnene var lidt specielle og vi fik af vide at der var noget galt med deres hjerne. Jeg spurgte om det var derfor de gik i privat børnehave og det kunne være en af grundene. Men der er åbenbart mange grunde hernede til at gå i privat børnehave. Der var også noget med de børn der kommer fra landet ikke har et bevis på at de bor i byen og derfor ikke kan gå i statsejede børnehaver, selvom forældrene arbejder i byen. De kan også gå i private børnehaver. Stemningen var afslappet og børneagtig, men jeg kunne godt mærke på Ha, at hun synes der manglede ro og disciplin.
Inden de skulle spise eftermiddagsmad sad de på stole i en hestesko og sang og sagde remser, mens de i hold gik ud og vaskede hænder. De hyggede sig virkelig og det var næsten ligesom at være i Danmark.
Da vi var på vej hjem var vi lidt i deres lille gård, hvor børnene samledes til afhentning. Der var hyggeligt men småt, så det var meget anderledes. Men afhentningen gik smertefrit og nogle af børnene var henne og sige farvel.Det var virkelig en rar oplevelse at se sådan en lille børnehave med helt andre værdier.